Billeder som udstyr til at forstå og håndtere verden

En tirs­dag mor­gen klokken 08:46 opstår en retorisk sit­u­a­tion i New York. Nogen har flø­jet et pas­sager­fly ind i World Trade Cen­ter. Godt et kvarter senere ram­mer et andet fly. Der hersker forvir­ring, kaos og usikker­hed, og mest af alt hersker der frygt, ræd­sel og magtesløshed.

Ingen ved med sikker­hed hvad der egentlig er sket, eller hvor­for det er sket. Man forstår at fly­ene er styrtet bev­idst og inten­tionelt mod lan­dets mil­itære, poli­tiske og økonomiske cen­tr­er. Men man ved ikke om der vil komme mere, eller hvad der i så fald vil komme. Chokket, sor­gen og uforståe­lighe­den er overvældende.

Sit­u­a­tio­nen er retorisk for­di den inde­hold­er det man inden for retorik­forsknin­gen kalder for påtræn­gende prob­le­mer (exi­gence). Den udvis­er visse man­gler eller udfor­dringer og inviter­er til foran­dring eller behan­dling. Sådan opstår retorisk kom­mu­nika­tion på samme måde som et svar opstår som respons på et spørgsmål. Der er så at sige noget i sit­u­a­tio­nen som kræver at nogen rea­ger­er og tager ordet eller på anden måde forsøger at ændre sit­u­a­tio­nen til det bedre. Når vi tager ordet, eller rejs­er os for at holde tale, gør vi det nem­lig aldrig helt på eget ini­tia­tiv. Vore retoriske ytringer fremkom­mer lige så meget for­di sit­u­a­tion­er inviter­er til at nogen tager noget op, ytr­er sig på den ene eller anden måde. Sit­u­a­tio­nens påtræn­gende retoriske prob­le­mer inviter­er både til at en taler skal tale, og anty­der hvad han bør sige og hvor­dan han skal sige det.

Dette gælder også for sit­u­a­tio­nen 11. sep­tem­ber 2001 – og det gælder for billed­er. I det føl­gende vil jeg vise at billed­erne som blev trykt i dagene efter 11. sep­tem­ber 2001 ikke bare doku­menterede en his­torisk sit­u­a­tion, men bidrog til at behan­dle konkrete udfor­dringer som befolknin­gen i New York og i hele USA stod over­for. Og jeg vil argu­mentere for at vi bruger billed­er til at forstå og håndtere ver­den og vore liv.

Efter angre­bet på World Trade Cen­ter står men­nesker i New York og USA over­for flere udfor­dringer. De befind­er sig i en sit­u­a­tion med påtræn­gende retoriske prob­le­mer, som kan imødekommes ved hjælp af kom­mu­nika­tion. Blandt disse prob­le­mer er: (1) Følelsen af sorg og ulykke og uover­stigeligt tap, (2) Følelsen af magtes­løshed og handlingslammelse.

Disse påtræn­gende prob­le­mer find­es som følelser og tanker hos de amerikanske borg­ere. Men­neskene som også er den retoriske sit­u­a­tions pub­likum. På denne måde bliv­er den amerikanske befolkn­ing både afsender og mod­tager af al den kom­mu­nika­tion som skal imødegå den retoriske sit­u­a­tions påtræn­gende prob­le­mer. Bru­gen af tale og billed­er bliv­er til en kollek­tiv, nation­al retorisk respons USA ret­ter mod sig selv. En strøm af ord og billed­er hen­ven­der sig til natio­nens borg­ere for at bear­be­jde deres følelser og tanker.

Al denne kom­mu­nika­tion er retorisk, for­di den dik­teres af sit­u­a­tio­nen som et mid­del til at afhjælpe de påtræn­gende prob­le­mer. Sit­u­a­tio­nen kræver eller inviter­er til at vi vis­er bestemte for­mer for billed­er som behan­dler udfor­dringerne på bestemte måder: Følelsen af sorg og ulykke og tabet af de omkomne, kræver trøst til de efter­ladte, samt etab­ler­ing af fæl­lesskab og lovpris­ning af dem som er gået bort. Følelsen af magtes­løshed og han­dlingslam­melse kræver at der etableres en følelse af fælles han­dlekraft, vil­je og aktivitet. I dagene umid­del­bart efter angre­bet blev disse påtræn­gende prob­le­mer først og fremmest imødekom­met gen­nem retorisk billedbrug.

“Victim 00001 ”

Det sker for eksem­pel i det berømte billede: “Vic­tim 00001” (Se billede 1). Uforstyrret af bag­grun­den som er sløret af støv og røg, fremtræder seks mænd tydeligt for vore øjne. Vi kan se på mæn­denes støvdækkede klæder at de har været i nærkon­takt med katas­tro­fen. En af dem med dødelig kon­sekvens. De fem andre bær­er den døde ældre mand væk fra ulykkesst­edet. Han lig­ger slap på en stol, men det ser ikke ud til at han har lidt. Han virk­er nærmest fred­fyldt – som om han sover.

Billedet præsen­ter­er en hæn­delse sanseligt foran øjnene på os og giv­er os et visuelt selvsyn. Vi kan se at mæn­dene han­dler aktivt. Armene er strak­te og spændte under vægten af den døde på stolen.

De anspændte og anstrengte ansigt­sudtryk afs­lør­er både at de fysisk bær­er på noget tungt og at hele sit­u­a­tio­nen er psykisk tung at bære. Ingen taler sam­men, alle er optaget af han­dlin­gen de udfør­er i fæl­lesskab. Billedet udtrykker mærkværdigvis ikke det kaos og den forvir­ring, som sit­u­a­tio­nen kunne tilsige. Selvom det fortæller om noget stærkt foruroli­gende; synes det at have en sær beroli­gende effekt. Denne ro find­es ikke bare i den døde mands ansigt­sudtryk, men i hele billedets komposition.

Billedet er i nærmest per­fekt bal­ance. De to mænd som er plac­eret yder­st i hver side har næsten samme hold­ning. Begge ser ned mod jor­den, og begge hold­er armene ud for at bal­ancere vægten de hold­er med den anden hånd. Derved af bal­ancer­er de også billedets kom­po­si­tion over cen­tral-aksen, som etableres af man­den med hjelmen.

Ikke bare er kom­po­si­tio­nen i billedet bygget over cen­tral-aksen. Det er meget stærkt cen­teret. For det første er den døde mands ansigt plac­eret præ­cis i cen­trum af billedet, og vin­klerne som dannes af mæn­denes skul­dre og kropsstill­inger peger ind mod den døde i billedets midt­punkt. Han er både i cen­trum af billedet og i cen­trum for mæn­denes han­dlinger. For det andet udgør de seks mænd en sam­let enhed som også er plac­eret i billedets midte.

Et bal­anceret cen­trum giv­er som regel en fornem­melse af ro og per­ma­nens – en nærmest religiøs evigt­varen­de­hed. Sådanne dominerende cen­tralkom­po­si­tion­er kender vi mest fra religiøse og ikoniske afbild­ninger. Billedet har da også en sære­gen, ikonisk og religiøs æstetik som ram­mer næsten instink­tivt. Denne ikono­grafiske karak­ter støttes af at den dødes posi­tur min­der om både Kris­tus på korset og Michelan­ge­los Pietá, hvor Jesus lig­ger slap i armene på Jom­fru Maria. Specielt stærk og fremtræ­dende bliv­er den religiøse ikono­grafi når vi får at vide at den døde er brand­mæn­denes højt elskede præst “Father Mychal Judge”. Judge var efter sigende det første offer som blev fun­det, og den kendte præst blev omtalt som “Vic­tim 00001”.

Billedet av “Vic­tim 00001”, beg­y­n­der vi at forstå, er mere end bare et kort doku­men­tarisk glimt fra en katas­trofe. Billedet udfør­er en funk­tion. Det har en retorisk opgave. Denne opgave løs­es blandt andet gen­nem frem­still­in­gen af de seks mænd som en sam­let og uad­skil­lelig enhed. De bevæger sig fre­mover i helt samme hastighed, sam­let om den døde præst i midten. Ingen kan gå hur­tige eller lang­som­mere end de andre. Alle er nødt til at gå i samme ret­ning. Mæn­dene er forenet i opgaven. De er sam­let om den døde. Og i deres samar­be­jde udtrykker de ikke uro eller forvir­ring, men fælles, styret handling.

Billedets imødekom­mer derved flere af sit­u­a­tio­nens påtræn­gende prob­le­mer, men især forhold­er det sig til følelsen af sorg, ulykke og tap og til følelse af magtes­løshed og han­dlingslam­melse. Den retoriske respons som tilby­des er for det første lovpris­ning. Dels lovpris­ning af de døde; og dels af brand­mæn­dene, som ikke blot repræsen­ter­er hel­te­modi­ge han­dlinger, men også amerikan­sk fæl­lessk­ab­sånd og samar­be­jd­sevne. For det andet tilby­der billedet en fælles følelse af han­dlekraft og vil­je. Billedet siger: “Se her. Dette er hvem vi er! Sådan han­dler vi!”

Mæn­dene repræsen­ter­er én sjæl, én nation, fokuseret på det samme. Som sådan er de et billede af et sam­let og han­dlekraftigt USA – en Guds nation, forenet i han­dling. I sin visuelle hyldest af amerikan­sk hel­te­mod, sam­men­hold og samar­be­jde er billedet en fortælling, et udsagn, ja et argu­ment om den 11. sep­tem­ber og om USA. Som for de fleste billed­ers ved­k­om­mende er retorikken hov­ed­sageligt til internt brug. Med religiøse over­ton­er taler billedet først og fremmest til amerikan­erne gen­nem sam­lende, fasthold­ende og lovprisende retorik.

Denne fæl­lessk­ab­ssam­lende og fasthold­ende retorik var typisk for den overve­jende del af mag­a­sin- og presse­fo­tografierne fra 11. sep­tem­ber. Det var ikke først og fremmest en poli­tisk retorik som eksplic­it søger at tilråde eller fraråde bestemte han­dlinger. Det er heller ikke først og fremmest en juridisk retorik som søger at anklage eller at forsvare. Det er en retorik vi bedst kender fra min­de­taler, hyldest­taler, lov­taler og lig­nende lej­lighed­staler. Det man i retorikken kalder for epi­deik­tiske taler. Her er det netop et hov­ed­for­mål at lovprise. Det gør vi ved at fremvise og hylde eksem­pler, per­son­ifi­ceringer eller andre konkre­tis­eringer på de værdier som vi del­er og ønsker at fremme.

Det er ikke en retorik skal skabe umid­del­bar han­dling. I stedet søger den at bevæge og mobilis­ere følelser som det retoriske pub­likum allerede besid­der, samt at styrke bestemte og allerede tilst­ede­værende hold­ninger, syn­spunk­ter eller værdier. Sådan sam­les tilhør­erne. Jor­den gødes for en senere brug af mere rendyr­ket poli­tisk retorik og han­dling. Denne fremvisende og sam­lende visuelle retorik skabes alt­så gen­nem billed­er som på samme tid vækker og mobilis­ere visse følelser og sanselige oplevelser og formi­dler et bud­skab eller et argument.

Ved hjælp af den æstetiske udformn­ing opsam­ler, diriger­er og udløs­er sådanne billed­er de følelser og de syn­spunk­ter som amerikaneren allerede bær­er på. Således er billedets æstetik og dets karak­ter af dra­ma og fortælling uad­skil­lelig og uund­værlig del af argumentet.

Billed­erne appellerer til generelle og fremhersk­ende værdier i det amerikanske sam­fund. Værdier som efter angre­bet med nød­vendighed må få en helt fremtræ­dende plads. Frem for alt kræver sit­u­a­tio­nen nem­lig at man hold­er sam­men, støt­ter hinan­den og samar­be­jder. Og det er vigtigt at man fremvis­er og bekræfter disse værdier for hinan­den. Dette gør vi særligt effek­tivt med billed­er. Der­for bliv­er den fæl­lessk­ab­ssam­lende og mobilis­erende retorik i fotografi­et af “Father Judge” et passende svar på den retoriske sit­u­a­tion. Fotografi­et er et godt eksem­pel på billed­ers retoriske vær­di i konkrete sit­u­a­tion­er: Sådanne billed­er vis­er ikke bare noget; de behan­dler retoriske prob­le­mer, de hjælper os med at forstå det uforståelige, de fortæller os hvem vi er og hvad vi bør gøre, og de anerk­ender og fremvis­er vore fælles følelser. Derved bidrager de til at vi forstår hæn­delserne – og os selv – og hjælper os til at leve videre.

Grebet af den gode fortælling

Men alt dette er jo tænkt ud fra sit­u­a­tio­nen i USA. Og kan vi uden videre antage at billed­er som “Vic­tim 00001” har samme funk­tion i Skan­di­navien? Havde billed­ers æstetik samme effekt her? Brugte vi fotografierne på samme måde?

Det er ikke sandsyn­ligt. De fleste af os havde jo hverken den samme sit­u­a­tion eller de samme påtræn­gende prob­le­mer. Der­for er det nærliggende at antage at vi som læsere og beskuere opfat­tede den retorisk sit­u­a­tion anderledes. For os var poten­tialet til at se på billed­erne som fortællinger og æstetik større. Sådan opfat­tede og isce­ne­sat­te vore medi­er da også hæn­delserne fra den skæb­nes­van­gre dag. Et år efter beskrev en jour­nal­ist fra den norske avis Bergens Tidende hvor­dan han oplevede at formi­dle katas­tro­fen sam­men med andre journalister:

Det er på sådanne aften­er vi mærk­er sam­men­hold­et. Den fælles erfar­ing som består i at lægge ube­haget over det som har sket til side – så længe opgaven kræver det. At mærke klumpen i maven, men ikke lade den lamme os. At vide at mange synes vi er mod­by­delige, os som indrøm­mer at det er fascinerende at arbe­jde med katas­tro­ferne. Os som elsker at slås mod tiden, os som har en ærlig glæde i at skabe en begri­belig hel­hed ud av kaoset af død, sorg og skræk. (Bergens Tidende 8/11–2002)

Hvor­dan skabes da “en begri­belig hel­hed”? Det afs­løres blandt andet af jour­nal­is­tens egen lev­ende beskriv­else af hæn­delserne forud for billedet af “Father Mychal”:

I bul­drende mørke fam­ler fem brand­mænd sig hen i mod udgan­gen. De hold­er hinan­den i hæn­derne for ikke at miste kon­tak­ten. Luften er for­pestet af kvælende røg, sementstøv og brannslukn­ingspul­ver. Plud­selig snubler en af dem over en livløs krop (Bergens Tidende 8/11–2002).

I skan­di­naviske medi­er var denne ten­dens til at gøre hæn­delserne til en fortælling tydelig allerede 12. sep­tem­ber 2001. Tag for eksem­pel Nor­dens største avis, norske VG, som på for­si­den annon­cer­er første akt af dra­maet. Her erk­læres at mindst 10.000 er døde, og som i film­rekla­men sættes his­to­rien i gang: “Nå ven­ter hev­nen” (VG 12/9–2001).

Avisen Dag­bladet benyt­ter samme billede og skriv­er på for­si­den: “Med hele ver­den som sjokkerte tilskuere ble USA ram­met av et ufat­telig og vold­somt ter­ro­ran­greb i går”.

Tek­sten gør os til tilskuere til ter­ro­ran­gre­bet, ikke en del af hæn­delserne. Tekst og billede plac­er­er os i samme for­tolkn­ingspo­si­tion som når vi overvær­er et rys­tende dra­ma fra teater­sædet, bliv­er for­t­alt en for­færdelig his­to­rie, eller ser en god film. Som redak­tør John Arne Markussen skrev på side 2 i samme avis (Dag­bladet 12/9–2001):

Ter­ro­ran­grebene mod New York og Wash­ing­ton, mod ver­dens eneste tilbageværende super­magt er Armaged­don, Inde­pen­dence Day, Bruce Willis og Tom Clan­cy på en og samme tid.

Både i jour­nal­is­ternes erk­endelse af hæn­delserne og i deres formidling af dem er forståelses­ram­men fik­tio­nens verden.

En sven­sk under­søgelse af Ter­rorkriget i kväl­s­pressen bekræfter disse antagelser om at pressedæknin­gen behan­dlet 11. sep­tem­ber som æstetik og fortælling. Under­søgelsen vis­er at Afton­bladet og Expressen næsten udelukkende isce­ne­sat­te hæn­delserne fra 11. sep­tem­ber episk, drama­tisk og lyrisk. Den informerende eller didak­tiske formidling var stort set fraværende eller var udformet som en god his­to­rie. På samme måde vis­er et dan­sk studie (Qvortrup 2002) at billed­er fra mange ikke-amerikanske avis­er gen­gav ter­ro­ran­gre­bet som en form for naturkatas­trofe vi betragtet ude­fra. I Dan­mark blev denne isce­nesæt­telse for eksem­pel brugt af både Infor­ma­tion (billede 5) og af Berlingske Tidende (billede 4) som viste katas­tro­fen set langt væk, i et imponerende over­sigts­billede af røgen dækker New York og stiger mod himmelen.

Billeder hjælper os til at forstå og håndtere verden

Fra et retorisk sit­u­a­tionelt syn­spunkt er en denne form for visuelle frem­still­inger af hæn­delsen som æstetik og fortælling ikke nogen over­raskelse. Specielt ikke i betragt­ning af den dis­tance der er mellem USA og Skan­di­navien. Selvføl­gelig den geografiske, men især den som har at gøre med direk­te kon­sekvens af det viste. Kon­sekvens­dis­tance kan vi kalde det. Jo min­dre sandsyn­ligt det er at de viste hæn­delser får kon­sekvenser for vor egen hverdag, desto større er sandsyn­lighe­den for at vi ledes mod billed­ernes æstetiske og nar­ra­tive dimen­sion­er. Betyd­nin­gen af en sådan kon­sekvens­dis­tance kender vi fra Neil Post­mans bog Fagre ny TV-ver­den. Her beskrives hvor­dan fjern­synet giv­er os en “peek-a-boo-world”, en tit­titt-ver­den, hvor alt bliv­er til underholdning.

Post­man er alt­så meget kri­tisk til vær­di­en af billed­er. Vi ser på fjern­syn, skriv­er han, men de infor­ma­tion­er vi får påvirk­er os reelt set ikke. De bety­der ikke at vi “ændr­er vore plan­er for dagen, at vi tager beslut­ninger vi ellers ikke ville have taget, eller giv­er os ind­sigt i nogle af de prob­le­mer, vi ønsker at løse”. I stedet gør fjern­synet og billed­erne os til pas­sive beskuere. Nyhed­erne giv­er os oplevelser og noget at snakke om, “men de før­er ikke til menings­fulde handlinger”.

Dette kan Post­man have ret i, men det kan også gælde for tale og tekst. Og, selvom det er rigtigt at billed­er kan risikere at gøre os til måbende tilskuere frem for til aktive aktør­er som han­dler, så udfør­er billed­er også, som jeg har illus­tr­eret oven­for, vigtige retoriske og sam­fundsmæs­sige opgaver. Det gør billed­er for eksem­pel i sit­u­a­tion­er som 11. sep­tem­ber i USA eller 22/7 i Norge, når de hjælper os med at forstå hvor­dan noget er gået til (se billede 6), når de vis­er at vi står sam­men og opre­jst; når de giv­er en selvsyn for vort fæl­lesskab og vore delte værdier (se billede 1 og 7).

I bogen The Phi­los­o­phy of Lit­er­ary Form argu­menter­er retorik­eren Ken­neth Burke (1971: 293–304) for at lit­ter­atur og retorik er en form for udstyr eller udrust­ning vi anven­der for at forstå, nav­igere og leve vore liv. Han kalder det “equip­ment for liv­ing”. På samme måde som ord­sprog giv­er os ret­ningslin­jer for valg og værdier (f.eks. “hellere en fugl i hån­den, end ti på taget”) bidrager lit­ter­atur og dra­ma med mulige forståelser og for­tolkninger af vore liv, og på denne måde udstyr­er lit­ter­atur, æstetik og fortællinger os med val­gmu­lighed­er og strate­gi­er for tænkn­ing, vur­der­ing og beslut­ning. Billed­er, vil jeg hævde, kan på samme måde fun­gere som en form for “equip­ment for liv­ing”, de hjælper os med at se, forstå og håndtere verden.

Det så vi tydeligt i eksem­plet med billedet af Father Judge som bæres væk. Billed­erne fra 22/7 vis­er det samme: Der er opstået en sit­u­a­tion som kræver en retorisk respons og behan­dling, og det bidrager billed­er med at give. De hjælper med at begribe det ube­gri­belige, giv­er os styrke og vis­er vejen videre ved at fortælle hvor­dan vi bør forstå og forholde os til de katas­tro­fale hæn­delser. Dette kan vi naturligvis også gøre med ord, men få andre udtryks­former kan som billed­er i et øje-bliks emo­tionelt nu, opsum­mere og udfolde for vore øjne vore fælles værdier, og derved vise os for os selv hvem vi er og bør være.