Den radikale uenighets retorikk: Tre mannsstemmer fra Stortingets talerstol

Tale ved Stortingets markering av hundreårsjubileet for kvinners stemmerett.

Kvinnene skal stå i sen­trum i dag, ingen tvil om det. Men det var tross alt en enstem­mig for­sam­ling av menn som ved­tok kvinnestem­meretten for hun­dre år siden i dag. Kvinnene satt på gal­leri­et. Så la oss beg­ynne med mennene. Vi har net­topp hørt tre sterke mannsstem­mer fra Stortingets taler­stol. Kris­tiansands biskop Johan Chris­t­ian Heuch og han som langt seinere skulle bli biskop i Trond­hjem Vil­helm Andreas Wex­elsen, møttes til dyst i debat­ten om kvinnestem­merett i 1890. Da seiret Heuchs falanks, men med et for­bausende lite fler­tall: 70 mot 44 stem­mer. Vet­er­inærdi­rek­tør Ole Olsen Malm kjem­pet 17 år seinere mot det som var blitt en kom­pakt majoritet for kvinnestem­merett og tapte så det suste i avstemningen. 

logo1_vp


Tal­en ble holdt ved et arrange­ment i Stortinget 11. juni 2013. De his­toriske tal­ene som omtales er gjen­gitt ned­er­st i artikke­len. Se mer om arrange­mentet og alle sak­er om stem­merettsju­bileet.

De to geistlige var radikalt uenige seg i mel­lom, ikke bare almin­nelig uenige. Og Malm, som tar rollen som folke­fien­den Dr. Stock­mann er radikalt uenig i det som var blitt den nye norske doxa, alt­så hold­nin­gen som det helt overveiende fler­tall av menn og kvin­ner stod sam­men om i 1907, to år etter at kvinnene for alvor hadde vist at de kunne, i den store under­skrift­sak­sjo­nen for union­sop­pløs­ning i 1905.

Uenigheten går til rota, til radis, eller skal vi si til de to røt­tene. Kvin­ner og menn har like store opp­gaver å utføre både i det offentlige og i det pri­vate, hevder Wex­elsen, og åpn­er til og med for kvin­nelige prester i Den norske kirke, 71 år før Ingrid Bjerkås skulle bli ordinert. Kvin­ner bør holde seg unna det offentlige liv, hevder Heuch, og min­ner om hva en offentlig kvinne var for noe på denne tida, det var en kvinne uten ærbarhet. 17 år seinere er Malm enig med Heuch, i alle fall i kon­klusjo­nen, men mens Wex­elsen bygde på lib­er­al teolo­gi og ven­stretenkn­ing og Heuch på ortodoks bibel­tro, hjem­let Malm sine argu­menter i biolo­gi og statsviten­skap. Statsviten­skap for­di han insis­terte på at stem­merett ikke er et ret­tfer­dighetsspørsmål, men et spørsmål om hvilket sys­tem for rep­re­sen­ta­tivitet som er hen­sik­tsmes­sig for stat­en. Å slippe kvinnene inn i statsstyret vil være å øde­legge hjemmene, og det er ikke hen­sik­tsmes­sig for stat­en. Dermed har vi allerede logos noen­lunde på plass, hva sak­en gjaldt. Da er det vel bare å sette i gang en retorisk argu­men­tasjon­s­analyse? Nei, disse inn­leggene lar seg ikke forstå som kjølig avveiende argu­men­tasjon, såkalt delib­erasjon, en diskusjon hvor det med Haber­mas’ ord er kraften i de bedre argu­menter som gjelder. Talerne forhan­dler ikke med mot­parten, de kjemper. 

Logos er, som noen av dere vil vite, et av retorikkens tre klas­siske bevis­mi­dler, eller over­be­vis­ningsmi­dler. Det andre er etos, selve grunnlaget for talerens tro­verdighet og for pub­likums tillit. Det hjelper ikke med en god sak hvis man ikke fes­ter tillit til taleren. Hvor­dan kan de tre talernes etos ha vært, før og etter at de hadde holdt sine innlegg?

Skuespillerne Anders Rummelhoff, Kai Remlov og Bernhard Arnø levendegjør de historiske talene i Stortinget, 11. juni 2013 (foto: Stortinget. CC:by-nd).

Skue­spillerne Anders Rum­mel­hoff, Kai Remlov og Bern­hard Arnø lev­en­degjør de his­toriske tal­ene i Stortinget, 11. juni 2013 (foto: Stortinget. CC:by-nd).

Biskop Heuch var utvil­somt reak­sjonær, poli­tisk og teol­o­gisk, men han var respek­tert blant mange da han besteg taler­stolen, og rent his­torisk gikk det fak­tisk ikke så verst med hans etos etter­på heller. I de stort­ingsinn­leggene vi har lagt under lupen starter han med å erk­lære at han egentlig ikke ville ta ordet, han lar oss ane at han synes hele kvinnestem­merettsspørsmålet er uverdig. En ganske arro­gant måte å markere sin etos på. Men så fort­set­ter han på kjærlig vis med å lovprise kvin­nen, han vis­er henne ikke bare respekt, men dyp beun­dring. Sånn i almin­nelighet, alt­så. Men Gud har talt gjen­nom Bibe­len og gitt klar beskjed i det spørsmålet som diskuteres. Heuch gjør seg alt­så til talerør for den allmek­tige Gud, og det er jo ikke noen dårlig måte å bygge egen etos på. Men er han sikker på seier, med Gud på sin side? Slett ikke. Mot slut­ten av siste inn­legg erk­lær­er han, som vi har hørt, tem­melig spakt og resign­ert om kvinnestem­meretten at syn­d­flo­den nok vil komme, men han håper at den ikke vil komme i “vor”, alt­så hans tid. Da har han også rukket å fnyse ved tanken på at hans gam­le mor med sin fis­tel­stemme skulle kunne ytre seg i poli­tikken, og han advar­er mot kvin­nelige intetkjønn eller neu­tra. Ikke nød­vendigvis tillit­byggende manøvr­er over­for dem som måtte være i tvil om saken. 

Patos, det tred­je retoriske bevis­mi­dlet, finnes i større og min­dre porsjon­er i enhver ytring, selvsagt i veldig små porsjon­er i rik­tig tørr tale. Hos Heuch finnes patos i rikt monn, særlig realis­ert gjen­nom trussel­re­torikk av beste aris­toteliske merke. Han truer med at mot­standerne han­dler i strid med Guds lære, han vil skape frykt for at man får Fru­en­tim­mer ist­e­den­for kvin­ner. Han truer med både fam­i­liens og statens oppløs­ning, og her bruk­er han en skrem­mende, medisin­sk analo­gi om innvolls­mark, trikin­er som spis­er opp statens kropp. Endelig truer han med selve syndfloden. 

Ven­stre­man­nen Wex­elsen er høyre­man­nen Heuchs teol­o­giske og poli­tiske mot­pol, og hans stand­ing eller hva vi kaller innle­dende etos var neppe mye å skryte av i Heuchs miljø, men desto større på den mot­sat­te siden. Han skulle bli Ven­stres kirkem­i­nis­ter allerede året etter, og var alt­så ingen out­sider. Hans inn­legg gir inntrykk av selvsikker­het uten arro­ganse, og han fram­står som en lun og ganske rom­slig humorist når han beroliger Heuch med at han nok fort­satt vil møte helt kvin­nelige kvin­ner hvis han skulle red­de seg i land under den syn­d­flo­den som ga kvinnene stemme- og val­grett. Men Wex­elsen har også en sterk over­be­vis­ning som han fram­før­er med stor patos: Kvin­derne tier ikke læn­gere i for­sam­lin­gen, de gjør det ikke!

Men Wex­elsen virk­er min­dre bas­tant og malm­full i sin tale enn Heuch, han truer ikke, og hans patos preges av mild ironi, som vi net­topp har sett i ertin­gen med syn­d­flo­den. Han appellerer til lib­er­alt innstilte menns beste følelser når han opp­for­dr­er dem til å stå sam­men med kvinnene både hjemme og i “det store fælles Hjem, Sam­fun­det”. Og han opp­for­dr­er pub­likum, nesten litt oppgitt, til å bli fer­di­ge med bok­stavtro kris­ten­dom. Vi må slutte, også her i lan­det, med å mene at alt Paulus eller Peter skrev er “evig og gyldig Sand­hed”. I Norge hadde man net­topp lagt bak seg et tiår med ganske heftig kris­ten­doms­de­batt, som net­topp Heuch hadde stim­ulert kraftig til, og blant mange må Wex­elsens mildt irette­set­tende patos på dette punkt ha vir­ket krenkende. 

Hva så med Malms etos? Han var ganske fer­sk i poli­tikken og skulle ikke bli der lenge, men hans ry som naturviter og embets­mann var det visst ingen ting i veien med. I det nevnte statsviten­skapelige reson­nementet stiller han seg på skul­drene til atskil­lig inter­nasjon­al eksper­tise. Han før­er også en del store dik­tere og tenkere som sine vit­ner, også dette selvsagt for å styrke sin egen etos. Men så kom­mer han på faglig hjem­me­bane og fram­før­er en biol­o­gisk begrun­nelse som på samme tid er så avvikende og så selvsikker – at hans etos trolig svekkes:

Med hen­syn til kvin­dens hjerne og man­dens hjerne er de abso­lut forskjæl­lige […], hvilket bevis­es der­af, at aldrig nogensinde hidtil er der født nogen kvin­de […] som har vist man­dlige anlæg eller man­dlige egen­sk­aber, der kom­mer op mot man­dens. Det er en naturlov, som enhver, som forstaar at iagt­tage naturen, maa erk­jende, og hvis ikke, bør han lære det. 

Og vi har net­topp hørt hans rap­port fra frem­ra­gende fran­sk forskn­ing om kvin­nens talestrøm. 

Inn­legget druknet i lat­ter, hevdet mot­standeren Cast­berg, og man kan trygt slå fast at Malms etos ikke gikk styr­ket ut av debatten. 

I pakt med sitt navn er også han malm­full, men med en vari­ert bruk av patos. Han ert­er Cast­berg og beklager sam­tidig at mot­standeren er så gud­s­jam­merlig kjedelig å høre på. Han svinger svøpen over kvin­ne­un­der­skrift­skam­pan­jen i 1905 og mot de under­skrift­slis­tene som er sendt inn til Stortinget i 1907: Kam­pan­jene er tem­melig mis­lyk­te, hevder han, med atskil­lig doku­men­tasjon som støtte. På en måte som er for­bausende lik Heuch avs­lut­ter han imi­dler­tid resign­ert. Men han er noe mer tvety­dig enn teolo­gen. Han vis­er til den gam­le romer Mar­cus Por­cius Cato som sterkt mot­sat­te seg et kvin­n­evennlig poli­tisk forslag. 

Han tabte naturligvis, reiste sin vei og ero­brede halve Spanien. Jeg antager, at noget lig­nende vil ske her i dag. Det vil ikke afholde mig fra at fremholde for her­rerne, at hvis De idag giv­er kvin­derne stats­borg­erlig stem­meret, da gaar De over Rubi­con — ikke for at vin­de, men for at tabe et rige!

Så kan vi i 2013 slå fast at den gode sak, Wex­elsens, har seiret og at Heuch og Malm lig­ger knust på his­to­riens skraphaug. Da gjør vi det litt for enkelt for oss selv. Tenk dere en Abdul­lah Wex­elsen i en ortodoks mus­lim­sk menighet av i dag, nå må vi slutte å være så bok­stavtro, dere, og slippe kvinnene til som imamer! Og debat­ten rundt en mye omtalt norsk TV-serie for etpar år siden viste at inter­essen for naturbestemte kjønns­forskjeller ikke er helt gått av moten, kan­skje er den inne i en renes­sanse. Og fellestrekkene mel­lom dagens nye antifem­i­nisme og særlig Malms syn­spunk­ter er mange.

***

Tre mannsstemmer: Utdrag fra taler av Heuch, Wexelsen og Malm

Johan Chris­t­ian Heuch, 1890 (les hele tal­en)
Forslag til Stem­merettens Udvidelse, der tidligere er blevne behan­dlede, har fun­det i denne Ses­sion, er der vel ingen Mand her i Salen, som for Alvor tænker, at iaar Forslaget om Stem­merettens Udvidelse til Kvin­der skulde have nogen­somhelst Udsigt til at opnaa den grundlovmæs­sige Majoritet. Det er jo nem­lig noget, vi dog alle maat­te kunne være enige om, at dette Forslag til Stem­merettens Udvidelse gaar langt videre og har ganske anderledes ind­gribende Føl­ger for hele vort Folks poli­tiske, sociale og religiøse Liv end noget af de andre Stem­merets­forslag, som allerede er blevne forkast­ede. Under disse Omstændighed­er havde jeg tænkt mig, at de Her­rer, som har bragt dette Forslag ind, vilde have nøi­et sig med uden Debat at lade det gaa til Voter­ing for at kon­statere, hvor mange der her i Salen var, som vilde følge dem. Jeg havde tænkt, at man af Hen­syn til Stor­thingets kost­bare Tid skulde have været befri­et fra en — jeg kunde være fris­tet til at kalde den akademisk — Debat, i den For­stand nem­lig, at den ingen anden Betyd­ning har end netop den at udrede de forskjel­lige Meninger ligeover­for hinan­den, medens man alligev­el ved, hvad Voterin­gens Udfald vil blive. Dette er imi­dler­tid ikke skeet.

Stor­thinget har fun­det for godt at anvende en Dags Tid til et Vid­nemøde i Kvin­de­sagen, og naar saa er skeet, da maa ogsaa jeg bede om Lov til at faa udtale den Anskuelse, som en Mand nær­er, der kon­sekvent nægter den saakaldte Kvin­dee­man­ci­pa­tions Berettigelse helt igjennem. 

Min dybeste Grund til at stemme mod dette Forslag og alle dermed ligeart­ede er en religiøs, den Grund nem­lig, at jeg er over­be­vist om, at den hel­lige Skrift, som for mig staar som den ufeil­bare Regel og Rettes­nor for den enkeltes som for Sam­fun­dets Liv, i sin Lære om Kvin­dens Forhold til Man­den fra sit første Blad til det sid­ste slaar dette fast, at Kvin­den skal være und­ta­gen fra Offent­lighe­den og Livet i den.

Det er ikke i det Offentlige, at Men­neske­liv­et ret faar udfolde sig efter sit indre Værd og Betyd­ning; det intense, inderlige, per­son­lige Liv føres inden­for Hjem­met. Saa længe Hjemmene er gode, saa længe Livet der fly­der sundt, rent og friskt, saa længe kan der være meget daarligt baade i Stat og Kirke, — der er Haab for det Folk. Men lad Livet i Hjemmene være fordærvet, lad Fam­i­lien være opløst, saa vil snart den Stat gaa til Grunde, om den end var saa mægtig som den romerske Keis­er­stat, som netop giv­er Exem­pel paa en saadan Kolos, som er ind­vortes raad­den, for­di der ikke er Hjem længer.

Kvin­den er de tusind Hjems Vel­signelse; den, som tager hende bort fra Hjemmene, berøver de tusind Hjem deres Vel­signelse, og dette at være det, det er hen­des eget Livs Velsignelse.

Selve Sprog­et oprør­er sig mod Kvin­dee­man­ci­pa­tio­nens Tanke. Hr. Ull­mann talte flere Gange igaar om Kjøbmand Wil­helmine Hansen, Man­den Wil­helmine Hansen! Må jeg, Hr. Præsi­dent, faa Lov til at præsen­tere Dem Man­den Wil­helmine Hansen? Er det ikke et Mon­strum? Og dog læs­er vi allerede hver eneste Dag om Wil­helmine Hansen, For­mand, og idag for­dr­er man af os, at vi skal frem­bringe Wil­helmine Hansen som Stor­thingsmand.

Men selve Ordet “offentlig” — ja hvor fint og iro­nisk Sprog­et ofte er — der er ikke noget iveien for, at vi kan sige om alle os, at vi er offentlige Mænd; men vi ved jo, at vilde vi bringe Ordet offentlig i Forbindelse med en Kvin­des Navn, vilde det være den største Beskjæm­melse. Drager man Kvin­den ind i Offent­lighe­den, drager man hende ikke blot bort fra hjem­met, som man under­graver, men man drager hende bort fra sig selv, man hin­dr­er hende fra at komme til sig selv. 

Jeg vil til det yder­ste mod­sætte mig ethvert Forslag om Kvin­dernes Stem­meret, for­di jeg vil gjøre mit for, at Kvin­den ikke skal for­van­dles til en Ting, for at vi ikke ist­edet­for Kvin­der skal faa Fru­en­tim­mer. Mod dette Maal har vi for­længst efter min Mening beg­y­n­dt at vandre.
For mig er dette en saa stor Sag, for mig strid­er dette, at lade Kvin­den delt­age i det offentlige Liv, saaledes mod Guds Skaber­a­nord­ning, at intet­somhelst Bihen­syn, intet­somhelst Nyt­te­hen­syn vil kunne gjøre, at jeg vil gaa med paa det.

Jeg tror ikke, at man, efter­at saa mange Dæmninger er bort­tagne og saa mange Indrøm­melser er gjort, i Læng­den vil kunne hin­dre Flo­den. Men om jeg end men­er, Syn­d­flo­den vil komme, kan dog dette ikke hin­dre mig fra at ønske, at den ial­fald ikke kom­mer i vore Dage.

***

Vil­helm Andreas Wex­elsen, 1890: (les hele talen)
Hr. Heuch gik ikke nærmere ind paa, hvad det var i den hel­lige Skrifts Lære, som slog fast, at Kvin­derne maa ikke virke i Offent­lighe­den, men at de skal være i Stil­hed. Men for­saavidt som han sigter til de tidt anførte og ofte frem­dragne Udtalelser fra de første kristne Tiders Mænd, som vi har skriftlige Efter­laden­sk­aber fra, saa vil jeg sige, at vi engang maa beg­y­n­de ogsaa her i Lan­det at hævde, at ikke alt, som Paulus eller Petrus eller nogen anden af de hel­lige Skriben­ter har skrevet ud af sin Følelse, sin Over­be­vis­ning, sin Tids Opfat­ning, er evig og gyldig Sand­hed. Det er det ikke. Ikke alene vilde man, der­som man vilde slaa fast alle Punk­ter f. Ex. i Paulus’s Ethik eller i alle Henseen­der holde sig til Paulus’s Sam­fund­sop­fat­ning, støde paa uoverkom­melige Vanske­lighed­er baade med Hen­syn til Hov­edbedækn­ing og ikke Hov­edbedækn­ing, Offer­kjød og ikke Offer­kjød og mange saadanne Ting, som ikke læn­gere har nogen­somhelst Betydning.

Like så lite som det går an i våre dager, hva det jo er forsøkt på fra the­ol­o­gisk Side, å forsvare Slaver­i­et, for­di det var Slaver på Paulus’s Tid, og for­di han mente, at en Trell ikke burde bryte Forhold­et, men reise hjem til sin Hus­bond, således går det heller ikke an f. Ex. Å ta det Ord om, at Kvin­der skal tie i For­sam­lin­gen, og gjøre det gjeldende på den Måte, at de ikke skal ha Lov til å være uten­for de Rom, hvor der virkes i Still­het. Man kan lenge nok si, at dette er en religiøs Sannhet, «her lig­ger min religiøse Over­be­vis­ning» ? Livet bryr sig ikke det mind­ste om det, Kvin­derne tier ikke lenger i For­sam­lin­gen, de gjør det ikke! 

Dernest forekom­mer det meg, at han skil­dret så sterkt disse Egen­skaper hos Kvin­dene, at det san­nelig nesten ikke ble Rom for Man­nen; det skal dog to til for å danne et Hjem. Jeg tenker, at det lite nyt­ter å dis­put­ere om hvem som kan uttale seg smukkest om Hjemmene; vi får vel si, at lik­som både Man­nens og Kvin­nens Bestrebelser, når de får Adgang til det, bør gå ud på sam­men å bygge det lille Hjem og sam­men å utvikle de eien­dom­melige Egen­skaper, de har, til det felles beste, således står bade Mand og Kvin­de like over­for det store felles Hjem, Samfundet. ? 

Jeg tenker, at hvis Hr. Biskop Heuch får over­leve Syn­d­flo­den, hvis det blir en Topp, hvor­på han kan berge sig, så vil han se, at de Kvin­der, som har fått Stem­meret, vil nok ved­bli å være Kvin­ner på alle de områder og i alle de Ret­ninger, hvor Kvin­den har sin særlige Opgave. Jeg skal ikke gå videre inn på dette. Jeg vil bare slutte med å si, at jeg har så meget tilovers for Hr. Heuch, at jeg ikke ville ønske ham en så sørgelig Utgang, som han spådde seg selv og dem, som delte Livssyn med ham. Skulle jeg ønske ham noe, som det kanske er litt ond­skaps­fullt i, så ville jeg ønske, at han måtte opleve den Dag, da han dro avst­ed med «Morgenbladet»s Stemmesed­del og hans Dat­ter med «Dagbladet»s.

Det, som Hr. Heuch og også Hr. Hertzberg leg­ger slik Vekt på, er, at det eien­dom­melige hos Kvin­dene, deres særeg­ne Evn­er og Gaver skal være det normerende, det bestem­mende; deri er jeg enig; men ikke i, at en dik­ta­torisk Grense skal trekkes opp av oss; ialle­fall vil jeg ikke være med på å trekke den Grensen, Hr. Hertzberg trakk opp. Når han f. Ex. lot til å vente et sterkt Bifall til Uttalelsen om, at man ikke kunde tænke sig en Kvin­de på Prekestolen, så vil jeg si, at jeg meget godt kan tenke mig det, og at jeg ønsker, at de må få Adgang til den; jeg tror, at om det kom kristne Kvin­ner på Prekestolen, ville de passe den meget bedre enn mange av oss Mænd.

***

Ole Olsen Malm, 1907: (les hele talen)
Når stat­en i sitt krav til vel­gerne har fun­net å burde bygge en begren­sning på kjøn­net, så skjer dette dels av hen­syn til, at det kvin­nelige kjønns vesen og anlegg ikke egn­er seg for utførelse av statsmes­sige opp­gaver, dels av hen­syn til det for statens beståen uun­nværlige organ som benevnes fam­i­lie.

En grunnlovs­bestem­melse om val­grett for kvin­ner er en under­miner­ing av fam­i­liens grun­nvold, et inngrep i man­nens rett til å kreve, at hans hus­tru skal leve i og for hjem­met og en vold­shan­dling mot børnene, hvem fam­i­lien i første lin­je skal tjene og støtte.

Kvinnespørsmålets sosiale løs­ning lig­ger ikke i stem­meretten, ikke i samme lønn for kvin­nen som for man­nen, ikke i å skaffe henne adgang til poster og embed­er, men det lig­ger i å skaffe de flest mulige kvin­ner adgang til et i hygien­isk og økonomisk henseende sorgfrit ekteskab ? med andre ord i å forbedre livsvilkårene for man­nen. Men den mod­erne kul­tur­stat synes tver­ti­mot å motar­bei­de denne løs­ning. Og i denne henseende virk­er det ikke lite avskrekkende for den unge mann, at så mange mod­erne kvin­ner taler så ofte og så høyt om sine ret­tigheter, men så sjelden om sine plik­ter. Men for kvin­nen avhenger hennes livs­lykke ikke av, at hun er fri, men av at hun er bun­det til man­nen. Hennes avhengighet er en naturlov, en trang for henne selv og en betingelse for hennes velvære. Naturen og stat­en krev­er av kvin­nen mod­erkjærlighet, mod­ertroskap og moderof­fervil­lighe i alle denne opp­gavens forskjel­lige utstrålinger.

Og hva ville vi ikke begå for en urett mot kvin­nen selv, om vi tvang henne til å styrte seg inn i det offentlige livs mal­strøm? Det kreves for delt­agelse i det offentlige liv så meget tidsspilde, så megen anstren­gelse for å sette seg inn i spørsmå­lene og å tre­ffe sitt valg, så meget arbei­de og så megen fysisk kraft, at ingen kvin­de i leng­den til­fredsstil­lende kan ivare­ta dette arbei­de. Sterkt hjern­ear­beid forår­sager hos kvin­nen ikke alene ilde­befind­ende, men gjør henne direk­te syk. Den mod­erne kvinne set­ter folkets sunnhet i fare.

Hvad vil vi ikke kunne vente os af talestrøm her i Stortinget, hvis kvin­nerne kom­mer med? Tun­gen er som bek­jendt kvin­nens sverd, og det koster henne langt min­dre møie å tale enn mendene. I denne henseende må jeg få lov til å opl­yse, hvad der nylig er frem­lagt i en viden­sk­a­belig under­søgelse i det franske «Académie des sci­ences». Der har en forsker givet sig til å under­søge, hvilken, kraftan­ven­delse der skal til for en vok­sen mand for å tale i en større for­sam­ling i en time. Jeg maa hen­lede opmerk­somhe­den paa, at en almin­delig vok­sen mands dagsverk reg­nes til 200 000 kilo­gram­me­ter, hvilket vil sige, at han skal løfte et kilo­gram en meter høit 200 000 gange. Det er det, man kalder for en vok­sen mands dagsverk. Denne viden­sk­ab­s­mand under­søgte nu alt­saa, hvilken anstren­gelse det koster å tale en time i en offentlig for­sam­ling. Der medgik for en mand her­til 200 kilo­gram­me­ter. Men en kvin­de brugte paa grund af sine tale­or­gan­ers bygn­ing ikke mere end 50 kilo­gram­me­ter. Alt­saa ? med den samme anstren­gelse kunde hun tale i 4 timer, som en mand kunde tale i 1 time. Nu ? denne under­søgelse er i høi grad inter­es­sant, for­di den vis­er, hvilken ringe vær­di der er i dette time­lange snak, naar det ikke er støt­tet af aan­delig tyn­gde. Jeg bare hen­led­er opmerk­somhe­den paa dette forhold.

Et kvin­de­sags­folk vil uveg­erlig synke i folke­tall, tape i nasjon­al kraft og miste sin anseelse blandt nasjonene. Å gi kvinnene stem­merett og val­gbarhet og gjen­nem­føre dette sys­tem i prak­sis efter dets kon­sekvenser vil sim­pelthen være å begaa nation­alt selv­mord. (Lav lat­ter. Noen gjen­tar lavt “nation­alt selvmord”.)

TEMA

M

enneske
rettigh
eter

52 ARTIKLER FRA VOX PUBLICA

FLERE KILDER - FAKTA - KONTEKST

INGEN KOMMENTARER

Kommentarfeltet til denne artikkelen er nå stengt. Ta kontakt med redaksjonen dersom du har synspunkter på artikkelen.

til toppen