Den radikale uenighets retorikk: Tre mannsstemmer fra Stortingets talerstol

Tale ved Stortingets markering av hundreårsjubileet for kvinners stemmerett.

Kvin­ne­ne skal stå i sen­trum i dag, ingen tvil om det. Men det var tross alt en enstem­mig for­sam­ling av menn som ved­tok kvinne­stem­me­ret­ten for hund­re år siden i dag. Kvin­ne­ne satt på gal­le­ri­et. Så la oss begyn­ne med men­ne­ne. Vi har nett­opp hørt tre ster­ke manns­stem­mer fra Stor­tin­gets taler­stol. Kris­tian­sands bis­kop Johan Chris­ti­an Heuch og han som langt sei­ne­re skul­le bli bis­kop i Trond­hjem Vil­helm Andreas Wexel­sen, møt­tes til dyst i debat­ten om kvinne­stem­me­rett i 1890. Da sei­ret Heuchs falanks, men med et for­bau­sen­de lite fler­tall: 70 mot 44 stem­mer. Vete­ri­nær­di­rek­tør Ole Olsen Malm kjem­pet 17 år sei­ne­re mot det som var blitt en kom­pakt majo­ri­tet for kvinne­stem­me­rett og tap­te så det sus­te i avstem­nin­gen.

logo1_vp
Talen ble holdt ved et arran­ge­ment i Stor­tin­get 11. juni 2013. De his­to­ris­ke tale­ne som omta­les er gjen­gitt nederst i artik­ke­len. Se mer om arran­ge­men­tet og alle saker om stem­me­retts­ju­bi­le­et.

De to geist­li­ge var radi­kalt ueni­ge seg i mel­lom, ikke bare almin­ne­lig ueni­ge. Og Malm, som tar rol­len som folke­fien­den Dr. Stock­mann er radi­kalt uenig i det som var blitt den nye nors­ke doxa, alt­så hold­nin­gen som det helt over­vei­en­de fler­tall av menn og kvin­ner stod sam­men om i 1907, to år etter at kvin­ne­ne for alvor had­de vist at de kun­ne, i den sto­re under­skrifts­ak­sjo­nen for unions­opp­løs­ning i 1905.

Uenig­he­ten går til rota, til radis, eller skal vi si til de to røt­te­ne. Kvin­ner og menn har like sto­re opp­ga­ver å utfø­re både i det offent­li­ge og i det pri­va­te, hev­der Wexel­sen, og åpner til og med for kvin­ne­li­ge pres­ter i Den nors­ke kir­ke, 71 år før Ing­rid Bjer­k­ås skul­le bli ordi­nert. Kvin­ner bør hol­de seg unna det offent­li­ge liv, hev­der Heuch, og min­ner om hva en offent­lig kvin­ne var for noe på den­ne tida, det var en kvin­ne uten ærbar­het. 17 år sei­ne­re er Malm enig med Heuch, i alle fall i kon­klu­sjo­nen, men mens Wexel­sen byg­de på libe­ral teo­lo­gi og venst­re­tenk­ning og Heuch på orto­doks bibeltro, hjem­let Malm sine argu­men­ter i bio­lo­gi og stats­vi­ten­skap. Stats­vi­ten­skap for­di han insis­ter­te på at stem­me­rett ikke er et rett­fer­dig­hets­spørs­mål, men et spørs­mål om hvil­ket sys­tem for repre­sen­ta­ti­vi­tet som er hen­sikts­mes­sig for sta­ten. Å slip­pe kvin­ne­ne inn i stats­sty­ret vil være å øde­leg­ge hjem­me­ne, og det er ikke hen­sikts­mes­sig for sta­ten. Der­med har vi alle­re­de logos noen­lun­de på plass, hva saken gjaldt. Da er det vel bare å set­te i gang en reto­risk argu­men­ta­sjons­ana­ly­se? Nei, dis­se inn­leg­ge­ne lar seg ikke for­stå som kjø­lig avvei­en­de argu­men­ta­sjon, såkalt deli­be­ra­sjon, en dis­ku­sjon hvor det med Haber­mas’ ord er kraf­ten i de bed­re argu­men­ter som gjel­der. Taler­ne for­hand­ler ikke med mot­par­ten, de kjem­per.

Logos er, som noen av dere vil vite, et av reto­rik­kens tre klas­sis­ke bevis­mid­ler, eller over­be­vis­nings­mid­ler. Det and­re er etos, selve grunn­la­get for tale­rens tro­ver­dig­het og for pub­li­kums til­lit. Det hjel­per ikke med en god sak hvis man ikke fes­ter til­lit til tale­ren. Hvor­dan kan de tre taler­nes etos ha vært, før og etter at de had­de holdt sine inn­legg?

Skuespillerne Anders Rummelhoff, Kai Remlov og Bernhard Arnø levendegjør de historiske talene i Stortinget, 11. juni 2013 (foto: Stortinget. CC:by-nd).

Skue­spil­ler­ne Anders Rum­mel­hoff, Kai Rem­lov og Bern­hard Arnø levende­gjør de his­to­ris­ke tale­ne i Stor­tin­get, 11. juni 2013 (foto: Stor­tin­get. CC:by-nd).

Bis­kop Heuch var utvil­somt reak­sjo­nær, poli­tisk og teo­lo­gisk, men han var respek­tert blant man­ge da han besteg taler­sto­len, og rent his­to­risk gikk det fak­tisk ikke så verst med hans etos etter­på hel­ler. I de stor­tings­inn­leg­ge­ne vi har lagt under lupen star­ter han med å erklæ­re at han egent­lig ikke vil­le ta ordet, han lar oss ane at han synes hele kvinne­stem­me­retts­spørs­må­let er uver­dig. En gans­ke arro­gant måte å mar­ke­re sin etos på. Men så fort­set­ter han på kjær­lig vis med å lov­pri­se kvin­nen, han viser hen­ne ikke bare respekt, men dyp beund­ring. Sånn i almin­ne­lig­het, alt­så. Men Gud har talt gjen­nom Bibe­len og gitt klar beskjed i det spørs­må­let som dis­ku­te­res. Heuch gjør seg alt­så til tale­rør for den all­mek­ti­ge Gud, og det er jo ikke noen dår­lig måte å byg­ge egen etos på. Men er han sik­ker på sei­er, med Gud på sin side? Slett ikke. Mot slut­ten av sis­te inn­legg erklæ­rer han, som vi har hørt, tem­me­lig spakt og resig­nert om kvinne­stem­me­ret­ten at synd­flo­den nok vil kom­me, men han håper at den ikke vil kom­me i «vor», alt­så hans tid. Da har han også ruk­ket å fny­se ved tan­ken på at hans gam­le mor med sin fis­tel­stem­me skul­le kun­ne ytre seg i poli­tik­ken, og han adva­rer mot kvin­ne­li­ge intet­kjønn eller neut­ra. Ikke nød­ven­dig­vis til­lit­byg­gen­de manøv­rer over­for dem som måt­te være i tvil om saken. 

Patos, det tred­je reto­ris­ke bevis­mid­let, fin­nes i stør­re og mind­re por­sjo­ner i enhver ytring, selv­sagt i vel­dig små por­sjo­ner i rik­tig tørr tale. Hos Heuch fin­nes patos i rikt monn, sær­lig rea­li­sert gjen­nom trus­sel­re­to­rikk av bes­te aris­to­te­lis­ke mer­ke. Han tru­er med at mot­stan­der­ne hand­ler i strid med Guds lære, han vil ska­pe frykt for at man får Fru­en­tim­mer iste­den­for kvin­ner. Han tru­er med både fami­li­ens og sta­tens opp­løs­ning, og her bru­ker han en skrem­men­de, medi­sinsk ana­lo­gi om inn­volls­mark, tri­ki­ner som spi­ser opp sta­tens kropp. Ende­lig tru­er han med selve synd­flo­den.

Venstre­man­nen Wexel­sen er høyre­man­nen Heuchs teo­lo­gis­ke og poli­tis­ke mot­pol, og hans stan­ding eller hva vi kal­ler inn­le­den­de etos var nep­pe mye å skry­te av i Heuchs mil­jø, men desto stør­re på den mot­sat­te siden. Han skul­le bli Venst­res kirke­mi­nis­ter alle­re­de året etter, og var alt­så ingen out­si­der. Hans inn­legg gir inn­trykk av selv­sik­ker­het uten arro­gan­se, og han fram­står som en lun og gans­ke roms­lig humo­rist når han bero­li­ger Heuch med at han nok fort­satt vil møte helt kvin­ne­li­ge kvin­ner hvis han skul­le red­de seg i land under den synd­flo­den som ga kvin­ne­ne stem­me- og valg­rett. Men Wexel­sen har også en sterk over­be­vis­ning som han fram­fø­rer med stor patos: Kvin­der­ne tier ikke læn­ge­re i for­sam­lin­gen, de gjør det ikke!

Men Wexel­sen vir­ker mind­re bas­tant og malm­full i sin tale enn Heuch, han tru­er ikke, og hans patos pre­ges av mild iro­ni, som vi nett­opp har sett i ertin­gen med synd­flo­den. Han appel­le­rer til libe­ralt inn­stil­te menns bes­te følel­ser når han opp­ford­rer dem til å stå sam­men med kvin­ne­ne både hjem­me og i «det sto­re fæl­les Hjem, Sam­fun­det». Og han opp­ford­rer pub­li­kum, nes­ten litt opp­gitt, til å bli fer­di­ge med bok­stav­tro kris­ten­dom. Vi må slut­te, også her i lan­det, med å mene at alt Pau­lus eller Peter skrev er «evig og gyl­dig Sand­hed». I Nor­ge had­de man nett­opp lagt bak seg et tiår med gans­ke hef­tig kris­ten­doms­de­batt, som nett­opp Heuch had­de sti­mu­lert kraf­tig til, og blant man­ge må Wexel­sens mildt irette­set­ten­de patos på det­te punkt ha vir­ket kren­ken­de.

Hva så med Malms etos? Han var gans­ke fersk i poli­tik­ken og skul­le ikke bli der len­ge, men hans ry som natur­vi­ter og embets­mann var det visst ingen ting i vei­en med. I det nevn­te stats­vi­ten­ska­pe­li­ge reson­ne­men­tet stil­ler han seg på skuld­re­ne til atskil­lig inter­na­sjo­nal eks­per­ti­se. Han fører også en del sto­re dik­te­re og ten­ke­re som sine vit­ner, også det­te selv­sagt for å styr­ke sin egen etos. Men så kom­mer han på fag­lig hjem­me­bane og fram­fø­rer en bio­lo­gisk begrun­nel­se som på sam­me tid er så avvi­ken­de og så selv­sik­ker – at hans etos tro­lig svek­kes:

Med hen­syn til kvin­dens hjer­ne og man­dens hjer­ne er de abso­lut for­skjæl­li­ge […], hvil­ket bevi­ses deraf, at ald­rig nogensin­de hid­til er der født nogen kvin­de […] som har vist mand­li­ge anlæg eller mand­li­ge egen­ska­ber, der kom­mer op mot man­dens. Det er en natur­lov, som enhver, som for­sta­ar at iagt­ta­ge natu­ren, maa erkjen­de, og hvis ikke, bør han lære det. 

Og vi har nett­opp hørt hans rap­port fra frem­ra­gen­de fransk forsk­ning om kvin­nens tale­strøm.

Inn­leg­get druk­net i lat­ter, hev­det mot­stan­de­ren Cast­berg, og man kan trygt slå fast at Malms etos ikke gikk styr­ket ut av debat­ten.

I pakt med sitt navn er også han malm­full, men med en variert bruk av patos. Han erter Cast­berg og bekla­ger sam­ti­dig at mot­stan­de­ren er så guds­jam­mer­lig kje­de­lig å høre på. Han svin­ger svø­pen over kvinne­un­der­skrifts­kam­pan­jen i 1905 og mot de under­skrifts­lis­te­ne som er sendt inn til Stor­tin­get i 1907: Kam­pan­je­ne er tem­me­lig mis­lyk­te, hev­der han, med atskil­lig doku­men­ta­sjon som støt­te. På en måte som er for­bau­sen­de lik Heuch avslut­ter han imid­ler­tid resig­nert. Men han er noe mer tve­ty­dig enn teo­lo­gen. Han viser til den gam­le romer Mar­cus Por­ci­us Cato som sterkt mot­sat­te seg et kvinne­venn­lig poli­tisk for­slag.

Han tab­te natur­lig­vis, reis­te sin vei og erob­re­de halve Spa­ni­en. Jeg anta­ger, at noget lig­nen­de vil ske her i dag. Det vil ikke afhol­de mig fra at frem­hol­de for her­rer­ne, at hvis De idag giver kvin­der­ne stats­bor­ger­lig stem­me­ret, da gaar De over Rubi­con — ikke for at vin­de, men for at tabe et rige!

Så kan vi i 2013 slå fast at den gode sak, Wexel­sens, har sei­ret og at Heuch og Malm lig­ger knust på his­to­ri­ens skrap­haug. Da gjør vi det litt for enkelt for oss selv. Tenk dere en Abdul­lah Wexel­sen i en orto­doks mus­limsk menig­het av i dag, nå må vi slut­te å være så bok­stav­tro, dere, og slip­pe kvin­ne­ne til som ima­mer! Og debat­ten rundt en mye omtalt norsk TV-serie for etpar år siden vis­te at inter­es­sen for natur­be­stem­te kjønns­for­skjel­ler ikke er helt gått av moten, kan­skje er den inne i en renes­san­se. Og fel­les­trek­ke­ne mel­lom dagens nye anti­fe­mi­nis­me og sær­lig Malms syns­punk­ter er man­ge.

***

Tre mannsstemmer: Utdrag fra taler av Heuch, Wexelsen og Malm

Johan Chris­ti­an Heuch, 1890 (les hele talen)
For­slag til Stem­me­ret­tens Udvi­del­se, der tid­li­ge­re er blev­ne behand­le­de, har fun­det i den­ne Ses­sion, er der vel ingen Mand her i Salen, som for Alvor tæn­ker, at iaar For­sla­get om Stem­me­ret­tens Udvi­del­se til Kvin­der skul­de have nogen­som­helst Udsigt til at opnaa den grund­lov­mæs­si­ge Majo­ri­tet. Det er jo nem­lig noget, vi dog alle maat­te kun­ne være eni­ge om, at det­te For­slag til Stem­me­ret­tens Udvi­del­se gaar langt vide­re og har gans­ke ander­le­des ind­gri­b­en­de Føl­ger for hele vort Folks poli­tis­ke, socia­le og reli­giø­se Liv end noget af de and­re Stem­me­rets­for­slag, som alle­re­de er blev­ne for­kas­te­de. Under dis­se Omstæn­dig­he­der hav­de jeg tænkt mig, at de Her­rer, som har bragt det­te For­slag ind, vil­de have nøiet sig med uden Debat at lade det gaa til Vote­ring for at kon­sta­te­re, hvor man­ge der her i Salen var, som vil­de føl­ge dem. Jeg hav­de tænkt, at man af Hen­syn til Stor­thin­gets kost­ba­re Tid skul­de have været befri­et fra en — jeg kun­de være fris­tet til at kal­de den aka­de­misk — Debat, i den For­stand nem­lig, at den ingen anden Betyd­ning har end netop den at udre­de de for­skjel­li­ge Menin­ger lige­over­for hin­an­den, med­ens man allige­vel ved, hvad Vote­rin­gens Udfald vil bli­ve. Det­te er imid­ler­tid ikke ske­et.

Stor­thin­get har fun­det for godt at anven­de en Dags Tid til et Vidne­møde i Kvinde­sa­gen, og naar saa er ske­et, da maa ogsaa jeg bede om Lov til at faa udtale den Ansku­el­se, som en Mand nærer, der kon­se­kvent næg­ter den saa­kald­te Kvinde­eman­ci­pa­tions Beret­ti­gel­se helt igjen­nem.

Min dybes­te Grund til at stem­me mod det­te For­slag og alle der­med lige­ar­te­de er en reli­giøs, den Grund nem­lig, at jeg er over­be­vist om, at den hel­li­ge Skrift, som for mig sta­ar som den ufeil­ba­re Regel og Rette­snor for den enkel­tes som for Sam­fun­dets Liv, i sin Lære om Kvin­dens For­hold til Man­den fra sit førs­te Blad til det sids­te slaar det­te fast, at Kvin­den skal være und­ta­gen fra Offent­lig­he­den og Livet i den.

Det er ikke i det Offent­li­ge, at Men­neske­li­vet ret faar udfol­de sig efter sit ind­re Værd og Betyd­ning; det inten­se, inder­li­ge, per­son­li­ge Liv føres inden­for Hjem­met. Saa læn­ge Hjem­me­ne er gode, saa læn­ge Livet der fly­der sundt, rent og friskt, saa læn­ge kan der være meget daar­ligt baa­de i Stat og Kir­ke, — der er Haab for det Folk. Men lad Livet i Hjem­me­ne være for­dær­vet, lad Fami­li­en være opløst, saa vil snart den Stat gaa til Grun­de, om den end var saa mægtig som den romers­ke Kei­ser­stat, som netop giver Exem­pel paa en saa­dan Kol­os, som er ind­vor­tes raad­den, for­di der ikke er Hjem læn­ger.

Kvin­den er de tus­ind Hjems Vel­sig­nel­se; den, som tager hen­de bort fra Hjem­me­ne, berø­ver de tus­ind Hjem deres Vel­sig­nel­se, og det­te at være det, det er hen­des eget Livs Vel­sig­nel­se.

Selve Spro­get oprø­rer sig mod Kvinde­eman­ci­pa­tio­nens Tan­ke. Hr. Ull­mann tal­te fle­re Gan­ge igaar om Kjøbmand Wil­hel­mine Han­sen, Man­den Wil­hel­mine Han­sen! Må jeg, Hr. Præ­si­dent, faa Lov til at præ­sen­te­re Dem Man­den Wil­hel­mine Han­sen? Er det ikke et Monst­rum? Og dog læser vi alle­re­de hver enes­te Dag om Wil­hel­mine Han­sen, For­mand, og idag ford­rer man af os, at vi skal frem­brin­ge Wil­hel­mine Han­sen som Stor­thingsmand.

Men selve Ordet «offent­lig» — ja hvor fint og iro­nisk Spro­get ofte er — der er ikke noget ivei­en for, at vi kan sige om alle os, at vi er offent­li­ge Mænd; men vi ved jo, at vil­de vi brin­ge Ordet offent­lig i For­bin­del­se med en Kvin­des Navn, vil­de det være den størs­te Beskjæm­mel­se. Dra­ger man Kvin­den ind i Offent­lig­he­den, dra­ger man hen­de ikke blot bort fra hjem­met, som man under­gra­ver, men man dra­ger hen­de bort fra sig selv, man hind­rer hen­de fra at kom­me til sig selv. 

Jeg vil til det yders­te modsæt­te mig ethvert For­slag om Kvin­der­nes Stem­me­ret, for­di jeg vil gjø­re mit for, at Kvin­den ikke skal for­vand­les til en Ting, for at vi ikke iste­det­for Kvin­der skal faa Fru­en­tim­mer. Mod det­te Maal har vi for­længst efter min Mening begyndt at vand­re.
For mig er det­te en saa stor Sag, for mig stri­der det­te, at lade Kvin­den del­ta­ge i det offent­li­ge Liv, saa­le­des mod Guds Ska­be­ran­ord­ning, at intet­som­helst Bihen­syn, intet­som­helst Nytte­hen­syn vil kun­ne gjø­re, at jeg vil gaa med paa det.

Jeg tror ikke, at man, efter­at saa man­ge Dæm­nin­ger er bort­tag­ne og saa man­ge Indr­øm­mel­ser er gjort, i Læng­den vil kun­ne hind­re Flo­den. Men om jeg end mener, Synd­flo­den vil kom­me, kan dog det­te ikke hind­re mig fra at øns­ke, at den ial­fald ikke kom­mer i vore Dage.

***

Vil­helm Andreas Wexel­sen, 1890: (les hele talen)
Hr. Heuch gik ikke nær­me­re ind paa, hvad det var i den hel­li­ge Skrifts Lære, som slog fast, at Kvin­der­ne maa ikke vir­ke i Offent­lig­he­den, men at de skal være i Stil­hed. Men forsa­a­vidt som han sig­ter til de tidt anfør­te og ofte frem­drag­ne Udta­lel­ser fra de førs­te krist­ne Tiders Mænd, som vi har skrift­li­ge Efter­la­denska­ber fra, saa vil jeg sige, at vi engang maa begyn­de ogsaa her i Lan­det at hæv­de, at ikke alt, som Pau­lus eller Petrus eller nogen anden af de hel­li­ge Skri­ben­ter har skre­vet ud af sin Følel­se, sin Over­be­vis­ning, sin Tids Opfat­ning, er evig og gyl­dig Sand­hed. Det er det ikke. Ikke ale­ne vil­de man, der­som man vil­de slaa fast alle Punk­ter f. Ex. i Paulus’s Ethik eller i alle Hen­se­en­der hol­de sig til Paulus’s Sam­funds­op­fat­ning, støde paa uover­kom­me­li­ge Vans­ke­lig­he­der baa­de med Hen­syn til Hoved­be­dæk­ning og ikke Hoved­be­dæk­ning, Offer­kjød og ikke Offer­kjød og man­ge saa­dan­ne Ting, som ikke læn­ge­re har nogen­som­helst Betyd­ning.

Like så lite som det går an i våre dager, hva det jo er for­søkt på fra theo­lo­gisk Side, å for­sva­re Sla­ve­ri­et, for­di det var Sla­ver på Paulus’s Tid, og for­di han men­te, at en Trell ikke bur­de bry­te For­hol­det, men rei­se hjem til sin Hus­bond, såle­des går det hel­ler ikke an f. Ex. Å ta det Ord om, at Kvin­der skal tie i For­sam­lin­gen, og gjø­re det gjel­den­de på den Måte, at de ikke skal ha Lov til å være uten­for de Rom, hvor der vir­kes i Still­het. Man kan len­ge nok si, at det­te er en reli­giøs Sann­het, «her lig­ger min reli­giø­se Over­be­vis­ning» ? Livet bryr sig ikke det minds­te om det, Kvin­der­ne tier ikke len­ger i For­sam­lin­gen, de gjør det ikke! 

Der­nest fore­kom­mer det meg, at han skild­ret så sterkt dis­se Egen­ska­per hos Kvin­de­ne, at det san­ne­lig nes­ten ikke ble Rom for Man­nen; det skal dog to til for å dan­ne et Hjem. Jeg ten­ker, at det lite nyt­ter å dis­pu­te­re om hvem som kan utta­le seg smuk­kest om Hjem­me­ne; vi får vel si, at lik­som både Man­nens og Kvin­nens Bestre­bel­ser, når de får Adgang til det, bør gå ud på sam­men å byg­ge det lil­le Hjem og sam­men å utvik­le de eien­dom­me­li­ge Egen­ska­per, de har, til det fel­les bes­te, såle­des står bade Mand og Kvin­de like over­for det sto­re fel­les Hjem, Sam­fun­det. ?

Jeg ten­ker, at hvis Hr. Bis­kop Heuch får over­le­ve Synd­flo­den, hvis det blir en Topp, hvor­på han kan ber­ge sig, så vil han se, at de Kvin­der, som har fått Stem­me­ret, vil nok ved­bli å være Kvin­ner på alle de områ­der og i alle de Ret­nin­ger, hvor Kvin­den har sin sær­li­ge Opga­ve. Jeg skal ikke gå vide­re inn på det­te. Jeg vil bare slut­te med å si, at jeg har så meget til­overs for Hr. Heuch, at jeg ikke vil­le øns­ke ham en så sør­ge­lig Utgang, som han spåd­de seg selv og dem, som del­te Livs­syn med ham. Skul­le jeg øns­ke ham noe, som det kans­ke er litt ond­skaps­fullt i, så vil­le jeg øns­ke, at han måt­te ople­ve den Dag, da han dro avsted med «Morgenbladet»s Stem­me­sed­del og hans Dat­ter med «Dagbladet»s.

Det, som Hr. Heuch og også Hr. Hertz­berg leg­ger slik Vekt på, er, at det eien­dom­me­li­ge hos Kvin­de­ne, deres sær­eg­ne Evner og Gaver skal være det nor­me­ren­de, det bestem­men­de; deri er jeg enig; men ikke i, at en dik­ta­to­risk Gren­se skal trek­kes opp av oss; ialle­fall vil jeg ikke være med på å trek­ke den Gren­sen, Hr. Hertz­berg trakk opp. Når han f. Ex. lot til å ven­te et sterkt Bifall til Utta­lel­sen om, at man ikke kun­de tæn­ke sig en Kvin­de på Preke­sto­len, så vil jeg si, at jeg meget godt kan ten­ke mig det, og at jeg øns­ker, at de må få Adgang til den; jeg tror, at om det kom krist­ne Kvin­ner på Preke­sto­len, vil­le de pas­se den meget bed­re enn man­ge av oss Mænd.

***

Ole Olsen Malm, 1907: (les hele talen)
Når sta­ten i sitt krav til vel­ger­ne har fun­net å bur­de byg­ge en begrens­ning på kjøn­net, så skjer det­te dels av hen­syn til, at det kvin­ne­li­ge kjønns vesen og anlegg ikke egner seg for utfø­rel­se av stats­mes­si­ge opp­ga­ver, dels av hen­syn til det for sta­tens beståen uunn­vær­li­ge organ som benev­nes fami­lie.

En grunn­lovs­be­stem­mel­se om valg­rett for kvin­ner er en under­mi­ne­ring av fami­li­ens grunn­vold, et inn­grep i man­nens rett til å kre­ve, at hans hus­tru skal leve i og for hjem­met og en volds­hand­ling mot bør­ne­ne, hvem fami­li­en i førs­te lin­je skal tje­ne og støt­te.

Kvinne­spørs­må­lets sosia­le løs­ning lig­ger ikke i stem­me­ret­ten, ikke i sam­me lønn for kvin­nen som for man­nen, ikke i å skaf­fe hen­ne adgang til pos­ter og embe­der, men det lig­ger i å skaf­fe de flest muli­ge kvin­ner adgang til et i hygie­nisk og øko­no­misk hen­se­en­de sorg­frit ekte­skab ? med and­re ord i å for­bed­re livs­vil­kå­re­ne for man­nen. Men den moder­ne kul­tur­stat synes tvert­imot å mot­ar­bei­de den­ne løs­ning. Og i den­ne hen­se­en­de vir­ker det ikke lite avskrek­ken­de for den unge mann, at så man­ge moder­ne kvin­ner taler så ofte og så høyt om sine ret­tig­he­ter, men så sjel­den om sine plik­ter. Men for kvin­nen avhen­ger hen­nes livs­lyk­ke ikke av, at hun er fri, men av at hun er bun­det til man­nen. Hen­nes avhen­gig­het er en natur­lov, en trang for hen­ne selv og en betin­gel­se for hen­nes vel­være. Natu­ren og sta­ten kre­ver av kvin­nen moder­kjær­lig­het, moder­tro­skap og moder­of­fer­vil­lighe i alle den­ne opp­ga­vens for­skjel­li­ge utstrå­lin­ger.

Og hva vil­le vi ikke begå for en urett mot kvin­nen selv, om vi tvang hen­ne til å styr­te seg inn i det offent­li­ge livs mal­strøm? Det kre­ves for del­ta­gel­se i det offent­li­ge liv så meget tids­spil­de, så megen anstren­gel­se for å set­te seg inn i spørs­må­le­ne og å tref­fe sitt valg, så meget arbei­de og så megen fysisk kraft, at ingen kvin­de i leng­den til­freds­stil­len­de kan iva­re­ta det­te arbei­de. Sterkt hjerne­ar­beid for­årsa­ger hos kvin­nen ikke ale­ne ilde­be­fin­den­de, men gjør hen­ne direk­te syk. Den moder­ne kvin­ne set­ter fol­kets sunn­het i fare.

Hvad vil vi ikke kun­ne ven­te os af tale­strøm her i Stor­tin­get, hvis kvin­ner­ne kom­mer med? Tun­gen er som bekjendt kvin­nens sverd, og det kos­ter hen­ne langt mind­re møie å tale enn men­de­ne. I den­ne hen­se­en­de må jeg få lov til å oply­se, hvad der nylig er frem­lagt i en videnska­be­lig under­sø­gel­se i det frans­ke «Aca­dé­mie des scien­ces». Der har en fors­ker givet sig til å under­sø­ge, hvil­ken, kraf­t­an­ven­del­se der skal til for en vok­sen mand for å tale i en stør­re for­sam­ling i en time. Jeg maa hen­le­de opmerk­som­he­den paa, at en almin­de­lig vok­sen mands dags­verk reg­nes til 200 000 kilo­gram­me­ter, hvil­ket vil sige, at han skal løf­te et kilo­gram en meter høit 200 000 gan­ge. Det er det, man kal­der for en vok­sen mands dags­verk. Den­ne videnskabs­mand under­søg­te nu alt­saa, hvil­ken anstren­gel­se det kos­ter å tale en time i en offent­lig for­sam­ling. Der med­gik for en mand her­til 200 kilo­gram­me­ter. Men en kvin­de brug­te paa grund af sine tale­or­ga­ners byg­ning ikke mere end 50 kilo­gram­me­ter. Alt­saa ? med den sam­me anstren­gel­se kun­de hun tale i 4 timer, som en mand kun­de tale i 1 time. Nu ? den­ne under­sø­gel­se er i høi grad inter­es­sant, for­di den viser, hvil­ken rin­ge vær­di der er i det­te time­lan­ge snak, naar det ikke er støt­tet af aan­de­lig tyng­de. Jeg bare hen­le­der opmerk­som­he­den paa det­te for­hold.

Et kvinde­sags­folk vil uve­ger­lig syn­ke i folke­tall, tape i nasjo­nal kraft og mis­te sin anse­el­se blandt nasjo­ne­ne. Å gi kvin­ne­ne stem­me­rett og valg­bar­het og gjen­nem­føre det­te sys­tem i prak­sis efter dets kon­se­kven­ser vil sim­pelt­hen være å begaa natio­nalt selv­mord. (Lav lat­ter. Noen gjen­tar lavt «natio­nalt selv­mord».)

TEMA

M

enneske
rettigh
eter

50 ARTIKLER FRA VOX PUBLICA

FLERE KILDER - FAKTA - KONTEKST

INGEN KOMMENTARER

KOMMENTÉR

Comments are closed.

til toppen