«Kaster ikke eders Frimodighed bort!»

18. september 1814: Det går mot union med Sverige, men anført av biskop Johan Nordahl Brun nekter bergenserne å bryte eden de har avlagt om å ofre livet for selvstendighetens sak.

17. mai var grunn­lo­ven fer­dig. Den ble da under­skre­vet av for­sam­lin­gens pre­si­dent­skap; så gikk man straks i gang med konge­val­get. Fle­re repre­sen­tan­ter men­te at det­te fikk ven­te til den inter­na­sjo­na­le situa­sjo­nen var blitt mer avklart; de fikk vite at de var nødt til å del­ta i det­te val­get som i rea­li­te­ten bare had­de én kan­di­dat. Alle bøy­de seg, selv om fle­re krev­de å få sine for­be­hold regist­rert i pro­to­kol­len. For­melt ble Chris­tian Fre­de­rik der­med enstem­mig valgt.

Euro­pas stor­mak­ter – Russ­land, Preus­sen, Øster­ri­ke og Eng­land – var fast bestemt på å tvin­ge igjen­nom unio­nen med Sve­ri­ge. Deres utsen­din­ger møt­te den nye kon­gen i Chris­tia­nia i begyn­nel­sen av juli. Chris­tian Fre­de­rik strak­te seg langt for å kom­me dem i møte. Han god­tok union og avgren­set selv­sten­dig­het for Nor­ge, sene­re gikk han også med på å abdi­se­re. Men han krev­de at svens­ke­ne skul­le god­kjen­ne Grunn­lo­ven og Stor­tin­get, og han avvis­te kra­vet om at Nor­ge skul­le gi fra seg grense­fest­nin­ge­ne Fred­rik­sten og Fred­rik­stad. Det ble ikke opp­nådd enig­het. I slut­ten av juli gikk svens­ke­ne til angrep.

Grunn­lovs­ju­bi­le­et og tale­ne
Hva ble sagt — og sun­get — i det skjell­set­ten­de året 1814? Med vekt på hen­del­se­ne i Ber­gen arran­ge­rer UiB et fest­mø­te i Kors­kir­ken 14. mai med skue­spil­le­re, sang og musikk. Vox Pub­li­ca doku­men­te­rer i en serie artik­ler de seks tale­ne som er valgt ut til fest­mø­tet.

Det ble en kort krig. Svens­ke­ne var mili­tært full­sten­dig over­leg­ne. Etter to uker begyn­te for­hand­lin­ge­ne om våpen­hvi­le. De resul­ter­te i den såkal­te Mosse­kon­ven­sjo­nen. I den­ne avta­len lov­te svens­ke­ne å god­ta Grunn­lo­ven fra Eids­voll, bare med de end­rin­ger som var nød­ven­di­ge av hen­syn til unio­nen. Chris­tian Fre­de­rik lov­te å inn­kal­le Stor­tin­get, leg­ge all makt i Stor­tin­gets hen­der, og selv for­la­te lan­det. Nor­ges situa­sjon var etter det­te helt anner­le­des enn etter stor­mak­te­nes dik­tat i januar. Svens­ke­ne god­tok Stor­tin­get som mot­part i for­hand­lin­ge­ne. De god­tok at Stor­tin­get skul­le få ved­ta en ny grunn­lov og fore­ta et nytt konge­valg. Ut gjen­nom hele 1800-tal­let kun­ne for­søk på norsk selv­hev­ding i unio­nen vise til den­ne avta­len som sitt juri­dis­ke fun­da­ment. Nor­ge var ikke et lyd­ri­ke, men en like­ver­dig part, med egen grunn­lov og indre selv­styre, i en ord­ning med fel­les kon­ge som det var opp­nådd enig­het om gjen­nom for­hand­lin­ger.

Etter neder­la­get i kri­gen som­mer­en 1814 var det klart at det gikk mot union. Rea­lis­tisk sett var det ingen vei utenom. Men det var ikke alle som vil­le bøye seg – sær­lig ikke i Ber­gen. Folket had­de avlagt ed på et løf­te om å ofre livet for selv­sten­dig­he­tens sak, og kun­ne ikke nå løpe fra den­ne eden. Da repre­sen­tan­te­ne fra Ber­gen stil­te på Stor­tin­get høs­ten 1814, var det med bun­det man­dat. Et vel­ger­mø­te had­de ved­tatt at det ikke under noe vil­kår kun­ne kom­me på tale å bry­te sin ed, og det­te ved­ta­ket ble bekref­tet og inn­skjer­pet på nye møter utover høs­ten. Vi vil ikke bli «til Spot for Ver­den og til Meene­de­re for Gud», ved­tok ber­gen­ser­ne. Den vik­tigs­te tals­mann for den­ne poli­tik­ken var bis­ko­pen, Johan Nor­dahl Brun. Slik tal­te han fra preke­sto­len i Dom­kir­ken på Chris­tian Fre­de­riks fød­sels­dag, 18. sep­tem­ber:

Johan Nordahl Brun: Kaster ikke eders Frimodighed bort!

Pre­ken på Chris­tian Fre­de­riks fød­sels­dag
Ber­gen, 18. sep­tem­ber

«Dagens Anlig­gen­de er en Vaa­bens­til­stand, som alvor­li­gen ind­by­der til for­ny­et Krig. For at behol­de i den vor Fri­mo­dig­hed, maat­te vi ikke opskrue Bereg­nin­gen over det ube­ty­de­li­ge hist og her tab­te, men sum­ma­risk tæl­le, hvad vi end­nu har.

Vi har, først av alt, en god og retfær­dig Sag. Med Bevi­ser for den­ne Sæt­ning skal jeg ikke kje­de. Men at retfær­dig Sag staalsæt­ter Fri­mo­dig­hed føler vel enhver, som ved vist, at han har Ret. Ret­fer­dig Sag er en vig­tig Fri­mo­dig­heds­grund, ikke for Kri­ge­ren ale­ne, men ogsaa for os, der sid­der hjem­me, med­ens han slaar for os. Vel har Sol­da­ten, endog i uretfær­digste Krig, aller­mind­st, ja slet ikke Uret, han opfyl­der sin Pligt paa den blin­de Lydig­heds, den tun­ge Vei, og han udgy­der uskyl­digt Blod, og Blod­skyld hvi­ler ikke paa ham, kun paa Tyran­nens Hoved, i hvis Æren­de han gaar. Men i en Krig, som vor, kvæ­ger det Fri­mo­dig­hed, at den ringe­s­te Sol­dat, som skal gaa mod vor fæl­leds Fien­de, ogsaa gaar mod sin egen Fien­de; han gaar og tror, at han gaar i sit eget Æren­de, naar han gaar for­at beskjer­me os; at naar der kun ryk­kes mod Svens­ken, gaar han, for­di han vil, og glem­mer, at han befal­tes at gaa, og alt da for­res­ten lige, saa gaar den djær­ve­re frem som gaar, for­di han vil, end den, som gaar, for­di han maa.

Les hele talen
Det­te er et utdrag av Bruns tale. Les hele talen på Virk­som­me ord, og se fle­re taler av Brun.

Men nu sta­ar og fal­der vor Fri­mo­dig­hed med Sva­ret paa det­te Spørgsmaal: Er end­nu det­te Folke­me­ning i Nor­ge? Hvem skul­de vi da spør­ge? Spørg Folket i Nor­ge, det er Bonden og hans vaa­ben­fø­re Søn. Siger Mæng­den af den­ne Folke­klas­se: «Vi er slag­ne, drev­ne paa Flugt, under­tryk­te, for­skrek­ke­de, vi tør ikke atter vove en Dyst», – nu ja, saa er det for­bi, saa er det Daarskab, om vi Byfolk end­nu vil være fri­mo­di­ge. Men nu sva­rer dis­se med én Mund: «Vi veg ikke et Haars­bred, hvor man bød os at staa. Hvor man bød: «Frem­ad!» der gin­ge vi Ber­ser­ker­gang. Vi hige­de efter Angrebs-Sig­nal, som Væg­te­ren efter Gry af Dag. Man skaf­fe os kun Brød, saa styr­ter vi frem til at opfyl­de vor Ed, hvor­til man end­nu ingen Anled­ning gav os: Vi er ikke slag­ne, ikke ban­ge, og end raa­der Nord­mand i Nor­ge.»

Vor Regje­rings­form – er den værd at stri­de for? Vi har jo dog nu den, vi alle helst øns­ke­de; den af vore egne beds­te Mænd for­fat­te­de; den, hvor­til vi med hel­lig Ed har for­plig­tet os; den som vær­ner om Fri­hed, om Eien­dom, om Men­neske­værd; som lover ikke ale­ne os, men vore Børn og Børne­børn muligs­te Bor­ger­held. Den er vel, mener jeg, værd at stri­de for.

Hvad har vi da, hvad kan vi faa? Vi har end­nu, hvad vi valg­te: Kris­tian Fred­rik. Vi hav­de valgt ham, om alle Euro­pas stør­re eller mindre Fyrster hav­de staa­et for vore Øine. Han for­stod, end­nu ind­til hans Sygdom, at hers­ke over Hjer­ter; at erob­re alt det, som omrin­ge­de ham, med Vaa­ben, som ikke fin­des i noget Arse­nal; Vaa­ben, som ikke dræ­ber, ikke bort­skræk­ker, ikke stø­der fra sig, men træk­ker, dra­ger, fængs­ler, sam­men­tvin­ger; han er – kort sagt – et af dis­se sjeld­ne Kongs­em­ner, om hvil­ke man sige med stør­re Ret end om sto­re Dig­te­re: de bli­ver ikke, men de fødes. Og den­ne har vi. – Men hvad kan vi faa? Hvil­ken Frem­tid kan Nor­ge haa­be paa under en Kris­tian Fred­rik? Hvad skul­de da ikke vor spæ­de Stat voxe og her­des til? Just i en Alder, som kun­de kal­des Rigets Opdra­gel­ses­aar? Fik Nor­ge der­imod en Knæk i dis­se første Aarin­ger under sted­fa­der­lig Haand, under en Dan­nel­se, hvor­fra Kjær­lig­he­den var alde­les ude­luk­ket, – o, det naa­ede sig ald­rig mere, blev ald­rig hvad det hav­de Natur til at bli­ve: bred­skuld­ret og kno­g­le­sterkt – men en Skif­ting, gul og gus­ten, van­tre­ven og vis­nen­de. En Mand­sal­der for­bi, skul­de ingen blandt Skan­di­na­ver gjen­kjen­de den djær­ve Nord­mand uden der­paa, at han syn­tes mere med­ta­gen end nogen anden. Skul­de da ikke dis­se rime­li­ge Udsig­ter til en for­skjel­lig Frem­tid, atter bestem­me vort Valg, styr­ke vor Fri­mo­dig­hed til at hol­de frem, som vi stev­ner?

Dog end engang: hvad har vi? Det i sids­te Maaned passe­re­de var ret en haard Prø­vel­se, selv for de fri­mo­digs­te Nord­mænd. Det var en Kolon­ne af stin­ken­de Mørk­skod­de, som sank tung og tyk ned paa vore him­mel­høie Fjeld­tin­din­ger. Det mørkes­te af alt var, at den Mand syn­tes at have kas­tet sin Fri­mo­dig­hed bort, med hvis Fri­mo­dig­hed ingen Mand kun­de maa­le sin, da han stod som en Kjæm­pe i Aands-Kraft paa norsk Grund og sva­re­de de mest oplyste Mini­stre fra Euro­pas mægtigs­te Poten­ta­ter og sva­re­de saa, at de i deres Hjer­ter, idet­mind­ste, maat­te erkjen­de, at Nor­ge hav­de Kon­ge, og han var stor og vis og kjek. Og nu i August Maaned, hvad var skjedd ham? Hvad er skjedd med Nor­ge under hans Regje­ring? O, det var bit­tert, det var kræn­ken­de, det var mørkt. Men, Gud ske Lov! det klar­ner op, Sygdom var det, det var alt; Læger­ne vid­ner, at han hel­bre­des dag­lig og styr­kes og snart – det haa­ber vi, der­om beder vi – snart sta­ar han frem i al sin Glo­rie. Gud, hel­bred ham gans­ke og ind­set ham atter i fuldt Brug af det Kle­no­die, du gav ham, nem­lig Fri­mo­dig­hed. Bedæk hans skjøn­ne Hjer­te med det­te Vaa­ben! Gjør Vaab­net Uad­skil­le­ligt fra hans vir­ke­lig fyrs­te­li­ge Aand, ligesom han selv har lovet at bli­ve uad­skil­le­lig fra Nor­ge. Gud! giv vor Kon­ge og os alle ægte Nors­ke Fri­mo­dig­hed til at bli­ve vor hel­li­ge Ed og vort kjæ­re Nor­ge tro, om det og skul­de kos­te Liv og Blod, Fri­mo­dig­hed til hel­le­re at dø med Ære end leve med Skjend­sel, end rave paa Jord­klo­den som Men­ede­re, som ban­lyste af Gud i Him­me­len og for­ag­te­de af hver Ærens Mand paa Jor­den.»

Om Johan Nordahl Brun

Johan Nordahl Brun, maleri i Domkirken i Bergen.
Foto:Nina Aldin Thu­necba

Johan Nor­dahl Brun, male­ri i Dom­kir­ken i Ber­gen.

Johan Nor­dahl Brun (1745–1816) var sogne­prest i Kors­kir­ken i Ber­gen fra 1774, og fra 1804 bis­kop i Ber­gens stift. I sin tid var han kjent både som salme­dik­ter og dra­ma­ti­ker, og som en av de sto­re tale­re og for­kyn­ne­re; i dag huskes han tro­lig best for en patrio­tisk drikke­vi­se («For Nor­ge, Kjæm­pers Føde­land») og en bysang («Jeg tog min nystem­te Cit­har i Hæn­de»). Brun var en vik­tig skik­kel­se i utvik­lin­gen av norsk selv­be­visst­het, men han var ingen demo­krat, og ingen til­hen­ger av nasjo­nal selv­sten­dig­het. I hans ver­den var det ingen mot­set­ning mel­lom norsk patrio­tis­me og tro­skap mot det dans­ke konge­hus. I Ber­gen gjor­de han i 1814 en ener­gisk inn­sats for å for­hindre at byens repre­sen­tan­ter gikk inn på kom­pro­mis­ser med svens­ke­ne, og sør­get for at de stil­te med bun­det man­dat, sta­dig for­plik­tet av det høy­ti­de­li­ge løf­te om «at hæv­de Nor­ges Selv­stæn­dig­hed og at vove Liv og Blod for det els­ke­de Fædre­land».

TEMA

G

runnlov
en

15 ARTIKLER FRA VOX PUBLICA

FLERE KILDER - FAKTA - KONTEKST

INGEN KOMMENTARER

KOMMENTÉR

Skriv en kommentar

Bidra til god debatt - skriv under fullt navn. Se våre kommentarregler.

Abonner på kommentarer
til toppen