“Sværge I, at hævde Norges Selvstendighed, og at vove Liv og Blod for det elskede Fædreneland?”

11. mars 1814: I Bergen leder Jonas Rein edsavleggelsen som forplikter velgere og valgte til å støtte kronprins Christian Frederik i maktkampen om Norge.

Fredag 11. mars 1814 var bergenserne sam­let i kirken. De skulle peke ut rep­re­sen­tan­ter til en grunnlov­givende for­sam­ling. Presten Jonas Rein ble val­gt som en av fire; han ledet edsav­leggelsen, som for­p­lik­tet både vel­gere og val­gte til å slutte opp om poli­tikken til den danske kro­n­prins Chris­t­ian Fred­erik.

Bak­grun­nen var denne: I jan­u­ar hadde de europeiske stor­mak­tene bestemt at Kon­gen av Dan­mark skulle avstå Norge til Kon­gen av Sverige. Napoleon­skri­gene var over; danskekon­gen befant seg på tapernes side, nå fikk han betale. Det var i denne situ­asjo­nen Chris­t­ian Fred­erik tok et dristig ini­tia­tiv. I et des­per­at forsøk på å beholde Norge, sat­set han på å la seg utrope til konge for en selvs­tendig norsk stat. Som arv­ing til den danske tro­nen ville han så en gang i fremti­den kunne gjen­skape den gam­le helstat.

Grunnlovsju­bileet og talene
Hva ble sagt — og sunget — i det skjellset­tende året 1814? Med vekt på hen­delsene i Bergen arran­ger­er UiB et fest­møte i Korskirken 14. mai med skue­spillere, sang og musikk. Vox Pub­li­ca doku­menter­er i en serie artik­ler de seks tal­ene som er val­gt ut til festmøtet.

Først viste han til sin arverett. Men flere omkring ham insis­terte på at denne ret­ten var gått tapt; kon­gen var blitt tvunget til å gi den fra seg. Prin­sen ble etter hvert over­be­vist om at hans eneste utvei nå var å appellere til det norske folket. Han innså at han måtte gå god for det mod­erne, lib­erale prin­sipp om folke­su­v­eren­iteten. Dét går ut på at kon­gens makt har sitt grunnlag i at folket en gang har betrodd ham mak­ten. Når han nå hadde gitt den fra seg, var den ifølge dette prin­sip­pet gått tilbake til folket, som nå igjen sto fritt til å over­dra mak­ten til hvem det ville. Hvis Chris­t­ian Fred­erik skulle ha håp om å sikre seg Norge, måtte han alt­så la seg velge. Der­for aksepterte han også å kalle sam­men en riks­for­sam­ling, der nord­mennene selv kunne utar­bei­de en grunnlov og bestemme hvor­dan lan­det skulle styres. Kon­sti­tusjonelle begren­sninger på mak­ten fikk han tåle, om denne mak­ten bare ble hans.

Chris­t­ian Fred­erik instruerte embetsver­ket om hvor­dan det hele skulle ordnes. I kirkene rundt om i lan­det skulle det avholdes valg på rep­re­sen­tan­ter til en riks­for­sam­ling, sam­tidig som det ble avlagt en troskapsed til fedrelandet. Dette var et tak­tisk grep som over­rum­plet alle mot­standere. Med eden i kirkene fikk Chris­t­ian Fred­erik tilslut­ning til sin poli­tikk, direk­te fra folket som hel­het. Dette løftet som alle var nødt til å avlegge, i form av en høytidelig ed i Guds navn, var et mid­del til å binde riks­for­sam­lin­gen. Da prin­sen senere øns­ket del­e­gatene velkom­men til Eidsvoll, min­net han dem om dette. «Det hele Folk har i Her­rens Tem­pel aflagt den høi­tidelige Eed, at hævde Norges Selvstændighed», sa han da: «den Eed skal I besegle, tro­faste Nord­mænd.» Slik gjorde han det klart for dem hva de hadde for­p­lik­tet seg til og hva de var avskåret fra. De hadde allerede slut­tet seg til prin­sens mot­stand­spoli­tikk. Å argu­mentere for en min­nelig ord­ning med Sverige, var etter dette både å bryte med folke­su­v­eren­iteten og å bryte sitt løfte til Gud.

Jonas Rein: Norges Selvstændighed

Tale og bønn ved avleggelsen av eden til Norges selvstendighet
Bergen, 11. mars 1814

“Det er i dag bek­jendt, at Dan­marks Konge, Fred­erik den Sjette, som ogsaa var vor Konge, nød af Vold og Over­magt, har løst alle sine norske Under­saat­ter fra sin Trosk­abs-Eed til sig, ja, end mere, nød af samme Vold, at afs­taae Norges Rige til Sver­rig. Han kunde ikke andet den gode Konge, Voldsmænds blodi­ge Sværd svævede ham over Hov­edet. Men vi friebaarne Nord­mænd lade os ikke mageskifte som man byt­ter Fæ.

Les hele talen
Dette er et utdrag av Reins tale. Les hele tal­en på Virk­somme ord, og se flere taler av Rein.

Ak! der hvil­er Blod­skyld over Sver­rig! De have val­gt til Kro­n­prinds en oplært Men­neskeslagter, som nu lad­er sig bruge som Hær­før­er mod sit eget Fædreland, med ham har Sver­rigs Reg­jer­ing nu udkom­man­deret over 25000 svenske Mand, fra Gaard, fra Hus­tru, fra Børn, at stride i fremmed Land for Fri­hed – maaske. Nei, for Penge.

O! I, mine Brø­dre! blive udcom­man­derede langt borte fra els­ket Fædreland, henud i Tyd­sk­land, hvor nu man­gen faver sven­sk Kriger falder for franske Kugler. Du skal bytte med ham, og der, der skal dit ærlige norske Blod fly­de; der skal du bløde dig i hjel for dit Fædreland – maaske! O, nei! for fremmed Her­skab, for fremmede Penge; du skal sælges som Fæ, sælges af en Slagterdrift.

Ja, Nord­mand! du ærlige Nord­mand! Da du nu vis­selig maa bære Kri­gens Byrder, hvad enten du godvil­lig, som ræd Slave, gaaer over til Svensken eller ei — bør du da ikke langt heller kjæmpe for Fri­hed, for Ære, for Hus­tru, for Børn, for Eien­dom — Du, Nord­mand! som skal bløde, vil du da ikke heller bløde dig i hjel for dit Fædreland, end for Volds­mand? Og vil du da ikke heller døe med Ære end leve med Skam?

Ja! jeg læs­er i enhver ærlig Nord­mands gnistrende Øine hva der staaer i hans Hjerte: Jeg vil kjæmpe for Fædreland, min Fædrejord skal før drikke mit varme Blod før jeg sviger — saa raaber du, Landsmand!

Men hvo før­er os an? Hvor er Ban­nern? siger du. — Du har Anfør­er, Broder! Lovet være Gud! du har ham. Han kom til os som hin Engel, fra Him­me­len høit, han Norges Odels­mand, Prinds Chris­t­ian Fred­erik. Han vil føre dig an, han vil dele Liv og Død med dig.

Udi 434 Ar var Norges Klip­per foreenede med Dan­marks Slet­ter — Klip­perne gave Staal mod Volds­mand — Slet­terne gave Armene Kraft at føre Staalet. Udi 365 Aar reg­jerede den old­en­borgske Stamme Norge og Dan­mark faderli­gen. Nord­mand, Nord­mand! for 365 Aar siden, var din Far­faders Far­faders Old­e­faders Old­e­fars Fad­er med at vælge og hylde, og sværge første Trosk­abs-Eed til første Konge af denne Stamme: Chr.1ste. De svore ærli­gen de Mænd, de holdt hvad de svo­ere, thi de frygt­ede Gud, der­for ærede og lydde de Kongerne.

Ja! jeg synes at høre i Dag vore Old­e­fæ­dres salige Aan­der raabe ned af Him­me­len til os: Vi her oppe i vor Faders Huus, vi syn­ge nu Saligheds Sange, som alle Him­le give Gjen­lyd af, denne Sang: Strid­er, Børn! Som vi strede, og da skulle I engang siunge med os: Amen, Vel­signelse, og Ære, og Vis­dom, og Tak­sigelse, og Pris, og Magt, og Styrke være vor Gud i al Evighed.

Men her taler til os en vigtigere, høiere Stemme: Pligtens, Ærens og Fri­he­dens hel­lige Stemme, og dette er Guds Røst; thi hvem bød Pligt og Ære og Fri­hed uden Gud. Som vor Tro er vor hel­lig­ste Eien­dom til Himlen, saa er vor borg­erlige Fri­hed og Ære paa Jor­den. Forsvar dit Liv, din Eien­dom! over­giv ikke dine umyn­di­ge Børn til Slavelænker! Det er Guds Røst i vort Hjerte. Der­for opfor­dr­er jeg eder i Dag at aflægge denne Eed: At forsvare med Liv og Blod Norges Selvstændighed.

Jeg aflæg­ger først denne Eed.

Maat­te Nogen tænke: du er Guds Ords Lær­er, det er ikke dit Kald at gaae i Krig, du vover ikke saa meget som jeg, der kan komme at staae for Kugler og Sverd.

Ja, Broder! jeg torde vove lige­saa meget som du. Jeg vover Embe­de, ja Liv. Man døer ogsaa for Sand­hed. Thi der­som det skeer, det Gud for­byde! at vort Norge ero­bres med Magt, da vil Volds­mand sige til mig: Du stem­plede din Menighed at forsvare Norge — Du ugjød Blod — Du skal døe — Ja jeg døer gladelig.

Fol­kee­den (avlegges av forsamlingen)
Sværge I, at hævde Norges Selvs­tendighed, og at vove Liv og Blod for det elskede Fædreneland?

Det sværge vi, saa sandt hjælpe os Gud og hans hel­lige Ord!

Min vel­signede Menighed! eet bed­er jeg dig, for den Kjærlighed, der er mellem os, – skeer det, det Gud afværge! for­barm dig over min Enke og mine fader­løse Børn! drag Omsorg for dem! O! saa døer jeg gladelig, thi jeg døer for Pligt, for Ære, for Frihed.
Jeg oprækker nu min Haand til Himlen, Gud række nu sin Haand til mig!

Jeg sværg­er at hævde Norges Selvstændighed og at vove Liv og Blod for det elskede Fædreland, saa sandt hjælpe mig Gud og hans hel­lige Ord!

Om Jonas Rein

Jonas Rein.
Foto: Nasjon­al­bib­lioteketcb

Jonas Rein.

Jonas Rein (1760–1821) var sogneprest i Nykirken i Bergen. Han utga flere dik­t­sam­linger, helst i den melankolske gate; ifølge Zetlitz var han «den sande Sorgs ulignelige Sanger». I Riks­for­sam­lin­gen på Eidsvoll møtte han som Bergens fjerde rep­re­sen­tant. Her opp­trådte han som markant tilhenger av selvs­tendighetspar­ti­et og som en effek­tiv taler. Ifølge Hen­rik Werge­land prak­tis­erte han en «ener­gisk flam­mende Veltal­en­hed», full av «heftige Udgy­delser». Hans ofte aggres­sive utfall mot «svenskepar­ti­et» skaf­fet ham mek­tige fien­der. Som taler i riks­for­sam­lin­gen fikk han i flere til­feller avgjørende inn­fly­telse – men det kostet ham antake­lig bis­pestolen i Bergen da den ble ledig etter Johan Nordal Brun i 1816.

TEMA

R

etorikk

104 ARTIKLER FRA VOX PUBLICA

FLERE KILDER - FAKTA - KONTEKST

INGEN KOMMENTARER

Kommentarfeltet til denne artikkelen er nå stengt. Ta kontakt med redaksjonen dersom du har synspunkter på artikkelen.

til toppen