«Sværge I, at hævde Norges Selvstendighed, og at vove Liv og Blod for det elskede Fædreneland?»

11. mars 1814: I Bergen leder Jonas Rein edsavleggelsen som forplikter velgere og valgte til å støtte kronprins Christian Frederik i maktkampen om Norge.

Fre­dag 11. mars 1814 var ber­gen­ser­ne sam­let i kirken. De skul­le peke ut repre­sen­tan­ter til en grunn­lov­gi­ven­de for­sam­ling. Pres­ten Jonas Rein ble valgt som en av fire; han ledet eds­av­leg­gel­sen, som for­plik­tet både vel­ge­re og valg­te til å slut­te opp om poli­tik­ken til den dans­ke kron­prins Chris­tian Fre­de­rik.

Bak­grun­nen var den­ne: I januar had­de de euro­pe­is­ke stor­mak­te­ne bestemt at Kon­gen av Dan­mark skul­le avstå Nor­ge til Kon­gen av Sve­ri­ge. Napo­le­ons­kri­ge­ne var over; danske­kon­gen befant seg på taper­nes side, nå fikk han beta­le. Det var i den­ne situa­sjo­nen Chris­tian Fre­de­rik tok et dris­tig ini­tia­tiv. I et despe­rat for­søk på å behol­de Nor­ge, sat­set han på å la seg utro­pe til kon­ge for en selv­sten­dig norsk stat. Som arving til den dans­ke tro­nen vil­le han så en gang i frem­ti­den kun­ne gjen­ska­pe den gam­le hel­stat.

Grunn­lovs­ju­bi­le­et og tale­ne
Hva ble sagt — og sun­get — i det skjell­set­ten­de året 1814? Med vekt på hen­del­se­ne i Ber­gen arran­ge­rer UiB et fest­mø­te i Kors­kir­ken 14. mai med skue­spil­le­re, sang og musikk. Vox Pub­li­ca doku­men­te­rer i en serie artik­ler de seks tale­ne som er valgt ut til fest­mø­tet.

Først vis­te han til sin arve­rett. Men fle­re omkring ham insis­ter­te på at den­ne ret­ten var gått tapt; kon­gen var blitt tvun­get til å gi den fra seg. Prin­sen ble etter hvert over­be­vist om at hans enes­te utvei nå var å appel­le­re til det nors­ke folket. Han inn­så at han måt­te gå god for det moder­ne, libe­ra­le prin­sipp om folke­su­ve­re­ni­te­ten. Dét går ut på at kon­gens makt har sitt grunn­lag i at folket en gang har betrodd ham mak­ten. Når han nå had­de gitt den fra seg, var den iføl­ge det­te prin­sip­pet gått til­bake til folket, som nå igjen sto fritt til å over­dra mak­ten til hvem det vil­le. Hvis Chris­tian Fre­de­rik skul­le ha håp om å sik­re seg Nor­ge, måt­te han alt­så la seg vel­ge. Der­for aksep­ter­te han også å kal­le sam­men en riks­for­sam­ling, der nord­men­ne­ne selv kun­ne utar­bei­de en grunn­lov og bestem­me hvor­dan lan­det skul­le styres. Kon­sti­tu­sjo­nel­le begrens­nin­ger på mak­ten fikk han tåle, om den­ne mak­ten bare ble hans.

Chris­tian Fre­de­rik instru­er­te embets­ver­ket om hvor­dan det hele skul­le ord­nes. I kir­ke­ne rundt om i lan­det skul­le det avhol­des valg på repre­sen­tan­ter til en riks­for­sam­ling, sam­ti­dig som det ble avlagt en tro­skaps­ed til fedre­lan­det. Det­te var et tak­tisk grep som over­rump­let alle mot­stan­de­re. Med eden i kir­ke­ne fikk Chris­tian Fre­de­rik til­slut­ning til sin poli­tikk, direk­te fra folket som hel­het. Det­te løf­tet som alle var nødt til å avleg­ge, i form av en høy­ti­de­lig ed i Guds navn, var et mid­del til å bin­de riks­for­sam­lin­gen. Da prin­sen sene­re øns­ket dele­ga­te­ne vel­kom­men til Eids­voll, min­net han dem om det­te. «Det hele Folk har i Her­rens Tem­pel aflagt den høi­ti­de­li­ge Eed, at hæv­de Nor­ges Selv­stæn­dig­hed», sa han da: «den Eed skal I beseg­le, tro­fas­te Nord­mænd.» Slik gjor­de han det klart for dem hva de had­de for­plik­tet seg til og hva de var avskå­ret fra. De had­de alle­re­de slut­tet seg til prin­sens mot­stands­po­li­tikk. Å argu­men­te­re for en min­ne­lig ord­ning med Sve­ri­ge, var etter det­te både å bry­te med folke­su­ve­re­ni­te­ten og å bry­te sitt løf­te til Gud.

Jonas Rein: Norges Selvstændighed

Tale og bønn ved avleg­gel­sen av eden til Nor­ges selv­sten­dig­het
Ber­gen, 11. mars 1814

«Det er i dag bekjendt, at Dan­marks Kon­ge, Fre­de­rik den Sjet­te, som ogsaa var vor Kon­ge, nød af Vold og Over­magt, har løst alle sine nors­ke Undersaat­ter fra sin Troskabs-Eed til sig, ja, end mere, nød af sam­me Vold, at afstaae Nor­ges Rige til Sver­rig. Han kun­de ikke andet den gode Kon­ge, Volds­mænds blo­di­ge Sværd svævede ham over Hoved­et. Men vi frie­ba­ar­ne Nord­mænd lade os ikke mage­skif­te som man byt­ter Fæ.

Les hele talen
Det­te er et utdrag av Reins tale. Les hele talen på Virk­som­me ord, og se fle­re taler av Rein.

Ak! der hvi­ler Blod­skyld over Sver­rig! De have valgt til Kron­prinds en oplært Men­neske­slag­ter, som nu lader sig bru­ge som Hær­fø­rer mod sit eget Fædre­land, med ham har Sver­rigs Regje­ring nu udkom­man­de­ret over 25000 svens­ke Mand, fra Gaard, fra Hus­tru, fra Børn, at stri­de i frem­med Land for Fri­hed – maas­ke. Nei, for Pen­ge.

O! I, mine Brød­re! bli­ve udcom­mande­re­de langt borte fra els­ket Fædre­land, henud i Tydsk­land, hvor nu man­gen faver svensk Kri­ger fal­der for frans­ke Kug­ler. Du skal byt­te med ham, og der, der skal dit ærli­ge nors­ke Blod fly­de; der skal du blø­de dig i hjel for dit Fædre­land – maas­ke! O, nei! for frem­med Herskab, for frem­me­de Pen­ge; du skal sæl­ges som Fæ, sæl­ges af en Slag­ter­drift.

Ja, Nord­mand! du ærli­ge Nord­mand! Da du nu vis­se­lig maa bære Kri­gens Byr­der, hvad enten du god­vil­lig, som ræd Sla­ve, gaa­er over til Svens­ken eller ei — bør du da ikke langt hel­ler kjæm­pe for Fri­hed, for Ære, for Hus­tru, for Børn, for Eien­dom — Du, Nord­mand! som skal blø­de, vil du da ikke hel­ler blø­de dig i hjel for dit Fædre­land, end for Volds­mand? Og vil du da ikke hel­ler døe med Ære end leve med Skam?

Ja! jeg læser i enhver ærlig Nord­mands gnist­ren­de Øine hva der staa­er i hans Hjer­te: Jeg vil kjæm­pe for Fædre­land, min Fæd­re­jord skal før drik­ke mit var­me Blod før jeg svi­ger — saa raa­ber du, Lands­mand!

Men hvo fører os an? Hvor er Ban­nern? siger du. — Du har Anfø­rer, Bro­der! Lovet være Gud! du har ham. Han kom til os som hin Engel, fra Him­me­len høit, han Nor­ges Odels­mand, Prinds Chris­tian Fre­de­rik. Han vil føre dig an, han vil dele Liv og Død med dig.

Udi 434 Ar var Nor­ges Klip­per fore­ene­de med Dan­marks Slet­ter — Klip­per­ne gave Sta­al mod Volds­mand — Slet­ter­ne gave Arme­ne Kraft at føre Staa­let. Udi 365 Aar regje­re­de den olden­borgs­ke Stam­me Nor­ge og Dan­mark fader­li­gen. Nord­mand, Nord­mand! for 365 Aar siden, var din Far­fa­ders Far­fa­ders Olde­fa­ders Olde­fars Fader med at væl­ge og hyl­de, og svær­ge første Troskabs-Eed til første Kon­ge af den­ne Stam­me: Chr.1ste. De svo­re ærli­gen de Mænd, de holdt hvad de svo­ere, thi de fryg­te­de Gud, der­for ære­de og lyd­de de Kon­ger­ne.

Ja! jeg synes at høre i Dag vore Olde­fæ­dres sali­ge Aan­der raa­be ned af Him­me­len til os: Vi her oppe i vor Faders Huus, vi syn­ge nu Salig­heds San­ge, som alle Him­le give Gjen­lyd af, den­ne Sang: Stri­der, Børn! Som vi stre­de, og da skul­le I engang siun­ge med os: Amen, Vel­sig­nel­se, og Ære, og Vis­dom, og Taksi­gel­se, og Pris, og Magt, og Styr­ke være vor Gud i al Evig­hed.

Men her taler til os en vig­ti­ge­re, høi­e­re Stem­me: Plig­tens, Ærens og Fri­he­dens hel­li­ge Stem­me, og det­te er Guds Røst; thi hvem bød Pligt og Ære og Fri­hed uden Gud. Som vor Tro er vor hel­ligs­te Eien­dom til Him­len, saa er vor bor­ger­li­ge Fri­hed og Ære paa Jor­den. For­svar dit Liv, din Eien­dom! over­giv ikke dine umyn­di­ge Børn til Slave­læn­ker! Det er Guds Røst i vort Hjer­te. Der­for opford­rer jeg eder i Dag at aflægge den­ne Eed: At for­sva­re med Liv og Blod Nor­ges Selv­stæn­dig­hed.

Jeg aflægger først den­ne Eed.

Maat­te Nogen tæn­ke: du er Guds Ords Lærer, det er ikke dit Kald at gaae i Krig, du vover ikke saa meget som jeg, der kan kom­me at staae for Kug­ler og Sverd.

Ja, Bro­der! jeg tor­de vove liges­aa meget som du. Jeg vover Embe­de, ja Liv. Man døer ogsaa for Sand­hed. Thi der­som det ske­er, det Gud for­by­de! at vort Nor­ge erob­res med Magt, da vil Volds­mand sige til mig: Du stemp­le­de din Menig­hed at for­sva­re Nor­ge — Du ugjød Blod — Du skal døe — Ja jeg døer glade­lig.

Folke­eden (avleg­ges av for­sam­lin­gen)
Svær­ge I, at hæv­de Nor­ges Selv­sten­dig­hed, og at vove Liv og Blod for det els­ke­de Fæd­rene­land?

Det svær­ge vi, saa sandt hjæl­pe os Gud og hans hel­li­ge Ord!

Min vel­sig­ne­de Menig­hed! eet beder jeg dig, for den Kjær­lig­hed, der er mel­lem os, – ske­er det, det Gud afvær­ge! for­barm dig over min Enke og mine fader­lø­se Børn! drag Omsorg for dem! O! saa døer jeg glade­lig, thi jeg døer for Pligt, for Ære, for Fri­hed.
Jeg opræk­ker nu min Haand til Him­len, Gud ræk­ke nu sin Haand til mig!

Jeg svær­ger at hæv­de Nor­ges Selv­stæn­dig­hed og at vove Liv og Blod for det els­ke­de Fædre­land, saa sandt hjæl­pe mig Gud og hans hel­li­ge Ord!»

Om Jonas Rein

Jonas Rein.
Foto: Nasjo­nal­bi­blio­te­ketcb

Jonas Rein.

Jonas Rein (1760–1821) var sogne­prest i Nykir­ken i Ber­gen. Han utga fle­re dikt­sam­lin­ger, helst i den melan­kols­ke gate; iføl­ge Zet­litz var han «den san­de Sorgs ulig­ne­li­ge San­ger». I Riks­for­sam­lin­gen på Eids­voll møt­te han som Ber­gens fjer­de repre­sen­tant. Her opp­tråd­te han som mar­kant til­hen­ger av selv­sten­dig­hets­par­ti­et og som en effek­tiv taler. Iføl­ge Hen­rik Wer­ge­land prak­ti­ser­te han en «ener­gisk flam­men­de Vel­tal­en­hed», full av «hef­ti­ge Udgy­del­ser». Hans ofte aggres­si­ve utfall mot «svenske­par­ti­et» skaf­fet ham mek­ti­ge fien­der. Som taler i riks­for­sam­lin­gen fikk han i fle­re til­fel­ler avgjø­ren­de inn­fly­tel­se – men det kos­tet ham anta­ke­lig bispe­sto­len i Ber­gen da den ble ledig etter Johan Nordal Brun i 1816.

TEMA

R

etorikk

101 ARTIKLER FRA VOX PUBLICA

FLERE KILDER - FAKTA - KONTEKST

INGEN KOMMENTARER

KOMMENTÉR

Comments are closed.

til toppen