Vores bryster er vores bomber

Om billeder som sprog og hændelse

Jeg sid­der i et fly på vej til Stock­holm og blader lidt ånds­fra­væ­ren­de i Dagens Nyhe­ter. Det er sent om afte­nen og den lil­le spot i lof­tet lyser ned på avi­sen. Jeg kan ikke rig­tig sam­le mig om teks­ter­ne. Men så stop­per jeg op, og kan ikke tage øjne­ne fra foto­gra­fi­et som er bredt ud over to sider. Det illust­re­rer en arti­kel om femi­nist­grup­pen Femen, der bru­ger kvinde­krop­pen som våben.

Bil­le­det er fra en cat­walk i Paris under mode­hu­set Ric­cis opvis­ning i sep­tem­ber 2013. Det har en for­styr­ren­de uba­lance i kom­po­sitio­nen. I mod­sæt­ning til de fles­te bil­le­ders cen­tral­kom­po­sitio­ner træk­kes vi mod det neder­ste høj­re hjør­ne, hvor en afklædt kvin­de lig­ger på gulvet. Hun slæ­bes væk, mens hun skri­ger og for­sø­ger at hol­de sig fast. Over hen­de gri­ber en mand i et mørke­blåt jakke­sæt en anden top­løs kvin­de i arm­hu­ler­ne, anta­ge­lig for at flyt­te hen­de ud sam­me vej. Kvin­den har en bloms­ter­krans om håret og en knyt­tet næve hævet i luf­ten. På hen­des nøg­ne over­krop er der skre­vet «Fashion» og andre bog­sta­ver jeg ikke kan tyde.

Femen demonstranter på Ricci catwalk i Paris

Femen demon­stran­ter på Ric­ci cat­walk i Paris

De afklæd­te demon­stran­ter er i eks­plo­siv fysisk akti­vi­tet: Musk­ler­ne er spænd­te, mun­den skri­ger; krop­pe­ne emmer af energi, vil­je og liv. Mod­sæt­nin­gen til omgi­vel­ser­ne er bemær­kel­ses­vær­dig. Model­len i venstre side er fulds­tæn­dig uanfæg­tet. Uden at ænse omgi­vel­ser­ne går hun meka­nisk frem­over.

Til venstre for hen­de kom­mer end­nu en model i næs­ten sam­me klæ­der; som en klon på vej til at føl­ge den fast­lag­te rute på cat­walken. På beg­ge sider sid­der til­skue­re og betrag­ter pas­sivt – dis­tan­ce­re­de beskue­re uden evne eller mulig­hed til at gri­be ind. Jeg tror at bil­le­det fan­ger mig, for­di det på sam­me tid er en form for for­mid­ling og en til­syne­la­den­de ufor­mid­let vir­ke­lig­hed som udspil­ler sig for­an mig. Det­te pas­ser med bil­led­forsk­nin­gen, som vi groft sagt kan dele ind i to tra­ditio­ner: den ene ser på bil­le­der som sprog, den anden ser på bil­le­der som hæn­del­ser. For eksem­pel betrag­ter læren om men­nes­kets brug af tegn, semio­tik­ken, bil­le­der som sprog.

Semio­tisk set kan vi læse bil­le­det som en kon­trast mel­lem bevid­st vil­je og ånd­løs mode­sla­ve­ri. De meka­nis­ke model­ler repræ­sen­te­rer ikke sig selv. Vi ople­ver dem ikke som krop og hæn­del­se, men som tegn på mod­e­in­du­stri­en. I de mere fæno­me­no­lo­gis­ke tra­ditio­ner, som er opta­get af at se på bil­le­der som hæn­del­ser og æste­tik, lægger man mere vægt på at bil­le­der synes at præ­sen­te­re vir­ke­lig­he­den selv for­an vore øjne. Der­for kan jeg ikke und­gå at bli­ve direk­te emo­tio­nelt berørt af de kvin­de­li­ge demon­stran­ters fysis­ke energi og deres halv­nøg­ne krop­pe. Bil­le­det viser at Femen er en orga­ni­sa­tion hvor kvin­der udnyt­ter deres nøg­ne over­krop­pe som poli­tisk våben. Vores brys­ter er vores bom­ber, siger de. Kam­pen er tyde­lig i bil­le­det fra Paris. Men se for eksem­pel det­te foto­gra­fi af en Femen-akti­vist som demon­strer mod Ikea i Paris.

Femen demonstrant foran Ikea

Også her kan vi læse den hævede arm og knyt­te­de næve som et tegn på kamp. Men som mand er jeg mindre til­bøje­lig til at læse og afko­de bil­le­det som tegn, og mere til­bøje­lig til bare at ople­ve en smuk kvin­de som blot­ter sit bryst. Den­ne bevæ­gel­se mod visu­el hæn­del­se er end­nu mere åben­bar ved Eks­tra Bladets side 9-piger, eller som her i The Sun hvor Lucy Col­lett sky­der bar­men frem og ser mig lige ind i øjne­ne.

Lucy Collet

En semio­tisk ana­ly­se kan for­tæl­le os meget om kon­ven­tio­ner og nor­mer i sådan­ne bil­le­der. Men ord som sprog, med­de­lel­se og betyd­ning fan­ger ikke bil­le­dets afgø­ren­de kva­li­tet. Bil­le­dets reto­rik er ikke hvad det siger, men hvad det gør. Reto­rik­ken er ikke mening, men effekt.

Vi kan lave en dis­tan­ce­ret femi­nis­tisk ana­ly­se som for­tæl­ler om det mas­ku­li­ne blik eller objek­ti­vi­se­ring af kvin­der. Det gir oply­sen­de ind­sig­ter, men det har også en tendens til at fjer­ne os fra sådan­ne bil­le­ders mest åben­ba­re visu­el­le kva­li­tet: et direk­te ufor­mid­let møde med det ero­tis­ke. Når vi ser et flot, afklædt men­nes­ke er den mest almin­de­li­ge reak­tion ikke «det var en inter­es­sant med­de­lel­se», men en følel­se af begær.

Lucy Col­lett ram­mer emo­tio­nelt og ero­tisk, men følel­sen har ingen mening eller ret­ning ud over æste­tisk glæ­de eller sek­su­el sti­mu­lans. På den­ne måde er ero­tis­ke og por­no­gra­fis­ke bil­le­der mål­ret­tet kom­mu­ni­ka­tion: de skal sti­mu­le­re sek­su­elt. Der­for er ero­tik også reto­rik. Det­te er en begræn­set og enkel reto­rik, for­di målet er begræn­set og enkel. Der­for vin­der por­no­gra­fi hel­ler ikke foto­pri­ser. De foto­gra­fi­er som vin­der pri­ser for­ener bil­le­dets poten­tia­le til sam­ti­dig at fun­ge­re som sprog og som hæn­del­se. Det gør årets presse­fo­to i Dan­mark 2013 taget af Marie Hald.

Fotograf Marie Halds billede af den prostituerede Bonnie på arbejde

Foto­graf Marie Halds bil­le­de af den pro­sti­tu­e­re­de Bon­nie på arbej­de

Vi ser den pro­sti­tu­e­re­de Bon­nie på arbej­de. Det er et stærkt bil­le­de. Vi kan ikke flyg­te fra hæn­del­sen bil­le­det præ­sen­te­rer for os. Det er som om vi er der selv og ser det med vore egne øjne. Men sam­ti­dig ska­ber vi en mening ud af det vi ser. Vi kon­stru­erer en moral­sk his­to­rie som kon­fron­te­rer os med fore­stil­lin­ger om sek­su­ali­tet og om den lyk­ke­li­ge luder. Vi ople­ver en sek­su­el akt, men ser ikke els­kov. Bil­le­det ind­by­der mere til efter­tan­ke og kul­tur­kri­tik end til sek­su­el ophidsel­se.

Neder­st ser vi Bon­ni­es bryst. Vi kan skim­te bryst­vor­ten; et glimt af en nøgen kvin­de, som nor­malt invi­te­rer til et sek­su­alise­ret blik. Men i mod­sæt­ning til Femen-demon­stran­ten eller Lucy Col­lett er bil­le­det ikke ero­tisk. Bon­ni­es øjne stir­rer tomt og fra­væ­ren­de op i luf­ten. Hun er ikke ophids­et. Hun er ikke nær man­den som lig­ger oven­på hen­de.

Bil­le­det har nær­vær, det pla­ce­rer akten direk­te for­an os, men dra­ger det os ikke bare ind i hæn­del­sen; det dis­tan­ce­rer os også fra hæn­del­sen ved at invi­te­re til reflek­sion. Vi dra­ges ind i hæn­del­sen, og træk­kes ud af vor reflek­sion. Dra­ges ind og træk­kes ud. Vi både føler og tæn­ker, tæn­ker og føler. Bil­le­der er også reto­rik, og den reto­ris­ke kraft i årets presse­fo­to og i bil­le­det fra Dagens Nyhe­ter kom­mer netop for­di de udnyt­ter bil­le­ders poten­tia­le til på sam­me tid at fun­ge­re som hæn­del­se og som sprog. Og det netop det­te som kende­teg­ner bil­le­ders sær­li­ge reto­ris­ke kraft.

TEMA

R

etorikk

100 ARTIKLER FRA VOX PUBLICA

FLERE KILDER - FAKTA - KONTEKST

2 KOMMENTARER

KOMMENTÉR
  1. Leni Iversen says:

    Den semio­tis­ke ana­ly­sen av akti­vis­ten som pro­te­ste­rer mot IKEA Paris viser i hvert fall at skri­ben­ten ikke er fransk. Hvor­dan kan man se det bil­det, kom­bi­nert med Paris, og ikke umid­del­bart ten­ke på den frans­ke revo­lu­sjo­nen? (Men nå er ikke jeg mann, da.)

    Ellers inter­es­sant les­ning og uttrykk­s­ful­le bil­der. Takk!

  2. Hei Leni, takk for din kom­men­tar Jeg er glad for at du synes om blogg-pos­ten min. Jeg antar at du ten­ker på Delacroix’s male­ri «La liber­té guidant le peup­le», og det er da en åpen­bar kon­no­ta­sjon, det har du helt rett i. Den visu­el­le lik­het er slå­en­de. Det er et godt poeng. Men det har ikke så mye (direk­te) å gjø­re med poen­get for min ana­ly­se. Og det er vel helt irre­le­vant for den­ne refe­ran­sen til Delac­roix om man er mann eller kvin­ne — eller fransk for den saks skyld. Delac­roix’ male­ri er for lengst blitt et inter­na­sjo­nalt ikon. Bare tenk på Les mise­rab­le.

Skriv en kommentar

Bidra til god debatt - skriv under fullt navn. Se våre kommentarregler.

Abonner på kommentarer
til toppen