Vores bryster er vores bomber

Jeg sid­der i et fly på vej til Stock­holm og blad­er lidt ånds­fraværende i Dagens Nyheter. Det er sent om afte­nen og den lille spot i loftet lyser ned på avisen. Jeg kan ikke rigtig sam­le mig om tek­sterne. Men så stop­per jeg op, og kan ikke tage øjnene fra fotografi­et som er bredt ud over to sider. Det illus­tr­erer en artikel om fem­i­nist­grup­pen Femen, der bruger kvin­dekrop­pen som våben.

Billedet er fra en cat­walk i Paris under mod­e­huset Ric­cis opvis­ning i sep­tem­ber 2013. Det har en forstyrrende ubal­ance i kom­po­si­tio­nen. I mod­sæt­ning til de fleste billed­ers cen­tralkom­po­si­tion­er trækkes vi mod det ned­er­ste højre hjørne, hvor en afk­lædt kvin­de lig­ger på gul­vet. Hun slæbes væk, mens hun skriger og forsøger at holde sig fast. Over hende griber en mand i et mørke­blåt jakkesæt en anden topløs kvin­de i armhulerne, antagelig for at fly­tte hende ud samme vej. Kvin­den har en blom­sterkrans om håret og en knyt­tet næve hævet i luften. På hen­des nøgne overkrop er der skrevet “Fash­ion” og andre bogstaver jeg ikke kan tyde.

Femen demon­stran­ter på Ric­ci cat­walk i Paris

De afk­lædte demon­stran­ter er i eksplo­siv fysisk aktivitet: Musklerne er spændte, munden skriger; krop­pene emmer af ener­gi, vil­je og liv. Mod­sæt­nin­gen til omgivelserne er bemærkelsesværdig. Mod­ellen i ven­stre side er fuld­stændig uan­fægtet. Uden at ænse omgivelserne går hun mekanisk fremover.

Til ven­stre for hende kom­mer end­nu en mod­el i næsten samme klæder; som en klon på vej til at følge den fast­lagte rute på cat­walken. På begge sider sid­der tilskuere og betragter pas­sivt – dis­tancerede beskuere uden evne eller mulighed til at gribe ind. Jeg tror at billedet fanger mig, for­di det på samme tid er en form for formidling og en tilsyneladende uformi­dlet virke­lighed som udspiller sig foran mig. Dette pass­er med billed­forsknin­gen, som vi groft sagt kan dele ind i to tra­di­tion­er: den ene ser på billed­er som sprog, den anden ser på billed­er som hæn­delser. For eksem­pel betragter læren om men­nes­kets brug af tegn, semi­otikken, billed­er som sprog.

Semi­o­tisk set kan vi læse billedet som en kon­trast mellem bev­idst vil­je og åndløs mod­eslaveri. De mekaniske mod­eller repræsen­ter­er ikke sig selv. Vi oplever dem ikke som krop og hæn­delse, men som tegn på mod­ein­dus­trien. I de mere fænom­e­nol­o­giske tra­di­tion­er, som er optaget af at se på billed­er som hæn­delser og æstetik, læg­ger man mere vægt på at billed­er synes at præsen­tere virke­lighe­den selv foran vore øjne. Der­for kan jeg ikke undgå at blive direk­te emo­tionelt berørt af de kvin­delige demon­stran­ters fysiske ener­gi og deres halvnøgne kroppe. Billedet vis­er at Femen er en organ­i­sa­tion hvor kvin­der udnyt­ter deres nøgne overkroppe som poli­tisk våben. Vores brys­ter er vores bomber, siger de. Kam­p­en er tydelig i billedet fra Paris. Men se for eksem­pel dette fotografi af en Femen-aktivist som demon­str­er mod Ikea i Paris.

Også her kan vi læse den hævede arm og knyt­tede næve som et tegn på kamp. Men som mand er jeg min­dre tilbø­jelig til at læse og afkode billedet som tegn, og mere tilbø­jelig til bare at opleve en smuk kvin­de som blot­ter sit bryst. Denne bevægelse mod visuel hæn­delse er end­nu mere åben­bar ved Ekstra Bladets side 9‑piger, eller som her i The Sun hvor Lucy Col­lett sky­der bar­men frem og ser mig lige ind i øjnene.

En semi­o­tisk analyse kan fortælle os meget om kon­ven­tion­er og normer i sådanne billed­er. Men ord som sprog, med­delelse og betyd­ning fanger ikke billedets afgørende kvalitet. Billedets retorik er ikke hvad det siger, men hvad det gør. Retorikken er ikke mening, men effekt.

Vi kan lave en dis­tanceret fem­i­nis­tisk analyse som fortæller om det masku­line blik eller objek­tivis­er­ing af kvin­der. Det gir opl­y­sende ind­sigter, men det har også en ten­dens til at fjerne os fra sådanne billed­ers mest åben­bare visuelle kvalitet: et direk­te uformi­dlet møde med det ero­tiske. Når vi ser et flot, afk­lædt men­neske er den mest almin­delige reak­tion ikke “det var en inter­es­sant med­delelse”, men en følelse af begær.

Lucy Col­lett ram­mer emo­tionelt og ero­tisk, men følelsen har ingen mening eller ret­ning ud over æstetisk glæde eller sek­suel stim­u­lans. På denne måde er ero­tiske og pornografiske billed­er mål­ret­tet kom­mu­nika­tion: de skal stim­ulere sek­suelt. Der­for er erotik også retorik. Dette er en begrænset og enkel retorik, for­di målet er begrænset og enkel. Der­for vin­der pornografi heller ikke foto­pris­er. De fotografi­er som vin­der pris­er foren­er billedets poten­tiale til sam­tidig at fun­gere som sprog og som hæn­delse. Det gør årets presse­fo­to i Dan­mark 2013 taget af Marie Hald.

Fotograf Marie Halds billede af den pros­tituerede Bon­nie på arbejde

Vi ser den pros­tituerede Bon­nie på arbe­jde. Det er et stærkt billede. Vi kan ikke fly­gte fra hæn­delsen billedet præsen­ter­er for os. Det er som om vi er der selv og ser det med vore egne øjne. Men sam­tidig skaber vi en mening ud af det vi ser. Vi kon­struer­er en moral­sk his­to­rie som kon­fron­ter­er os med forestill­inger om sek­su­alitet og om den lykke­lige lud­er. Vi oplever en sek­suel akt, men ser ikke elskov. Billedet ind­by­der mere til efter­tanke og kul­turkri­tik end til sek­suel ophidselse.

Ned­er­st ser vi Bon­nies bryst. Vi kan skimte brystvorten; et glimt af en nøgen kvin­de, som nor­malt inviter­er til et sek­su­alis­eret blik. Men i mod­sæt­ning til Femen-demon­stran­ten eller Lucy Col­lett er billedet ikke ero­tisk. Bon­nies øjne stir­rer tomt og fraværende op i luften. Hun er ikke ophid­set. Hun er ikke nær man­den som lig­ger oven­på hende.

Billedet har nærvær, det plac­er­er akten direk­te foran os, men drager det os ikke bare ind i hæn­delsen; det dis­tancer­er os også fra hæn­delsen ved at invitere til reflek­sion. Vi drages ind i hæn­delsen, og trækkes ud af vor reflek­sion. Drages ind og trækkes ud. Vi både føler og tænker, tænker og føler. Billed­er er også retorik, og den retoriske kraft i årets presse­fo­to og i billedet fra Dagens Nyheter kom­mer netop for­di de udnyt­ter billed­ers poten­tiale til på samme tid at fun­gere som hæn­delse og som sprog. Og det netop dette som kende­teg­n­er billed­ers særlige retoriske kraft.