Mediene har mer og mer fått øynene opp for retorikkfagets nyhetsverdi. Det har blitt stadig mer vanlig for norske journalister å kontakte retorikkeksperter når de vil ha en kommentar etter Barack Obama har holdt tale, etter Gerd Liv Valla har holdt en pressekonferanse, eller når partilederdebatten er ferdig.

Bruken av retorikkeksperter er del av en generell økende tendens til å bruke eksperter i media. Men økningen skyldes også at kommunikasjon blir viktigere i samfunnet, og at retorikk som undervisnings- og forskningsområder vinner frem. Retorikk har blitt tema i skolen, og på universitetene i Oslo og Bergen kan man studere retorikk. Det er viktig, for det bidrar til å gi elever, studenter og alle andre samfunnsborgere evnen til å overbevise og til å motstå overtalelse. Retorikkekspertene bør være en del av dette samfunsoppdraget.

Men det er ikke så enkelt. Enhver som har uttalt seg til mediene, vet at det ikke alltid blir helt som man hadde tenkt seg. Som forskere i retorikk blir vi ofte bedt om å utale oss. Det er utfordrende. Forskning er langsom, grundig og nyansert; mediekommentarer skal være hurtige, korte og enkle. Vi skriver ikke dette for å kritisere journalister og media. Korthet og enkelhet er også retoriske kvaliteter. Og uttalelser som kommer umiddelbart etter en debatt eller en tale, gjør det mulig for oss å koble generell kunnskap om retorikk og formidling direkte til konkrete hendelser, noe som gjør saken og kunnskapen klarere og mer forståelig for leseren, seeren eller lytteren.

Men hvem er egentlig retorikkekspertene? Hva bruker pressen dem til? Og hvordan bør de opptre? Vi kjenner noen av svarene. Vi er nemlig i gang med en undersøkelse av bruken av retorikkeksperter i skandinavisk presse det siste tiåret. Allerede nå har vi noen delresultater fra den norske undersøkelsen.

Det er tydelig at norsk presse først og fremst vender seg til akademia når de trenger retorisk ekspertise; cirka 75 prosent av dem som uttaler seg, er ansatt ved en høgskole eller universitet. Andre eksperter som brukes, er pr-rådgivere, kursholdere og forfattere av bøker om taleteknikk.

Hva blir da disse ekspertene bedt om å gjøre? Forskning peker på at mediene i stadig større grad bruker eksperter til å kommentere nyhetssaker, mens formidling av fagkunnskap kommer stadig mer i skyggen. Det gjelder også retorikkekspertene. I 80 prosent av avisartiklene der retorikkeksperter blir intervjuet, blir de bedt om å kommentere en bestemt nyhetssak. I kun 20 prosent av artiklene er det fagformidlingen som er i fokus.

I artiklene der retorikkeksperter kommenterer nyhetssaker, ser vi også noen klare tendenser: Ekspertene trekkes særlig inn i nyhetssaker om politikk, og de blir først og fremst bedt om å vurdere én bestemt uttalelse eller en bestemt politikers måte å snakke på. Spørsmålene dreier seg ofte om hvor effektivt retorikken er: Vil denne talen overbevise hjemmesitterne? Hvem vant debatten? Iblant kan også eksperten bli bedt om å gi en moralsk vurdering: Hvor galt var det av Per Sandberg å si at Arbeiderpartiet har inntatt en offerrolle etter 22. juli?

Vi forstår hvorfor pressen bruker eksperter slik: De kan fylle rollen som dommer over kvalitet og moral. Vurderingene er enkle for journalister å hente inn, de er korte, de engasjerer publikum, og de skaper debatt.

Men er denne bruken av retorikkeksperter den beste – for mediene, for ekspertene selv eller for den norske offentlighet? Blir samfunnsdebatten bedre av at en retorikkekspert gir terningkast 5 til Erna Solberg?

Neppe. Når retorikkeksperter opptrer som dommere over politikernes prestasjoner og ferdigheter, forsterkes bildet av politikk som strategi og personlig maktkamp, og fokuset flyttes bort fra sakene. Og det er verken politikerne eller velgerne tjent med. Retorikkfaget har mange verdifulle innsikter om språk, kommunikasjon og debatt,

Viten om retorikk kan hjelpe oss alle med til å bli mer effektive til å kommunisere og dyktigere til å avsløre når maktpersoner prøver seg på retorisk unnvikelse, tildekking eller andre uredeligheter.

Men skal disse innsiktene komme offentligheten til gode, må journalister og retorikkeksperter snakke sammen på nye måter. Journalistene må stille andre spørsmål, og ekspertene må svare annet enn at Stoltenberg klarte seg godt. Hva vi skal snakke om i stedet, kan vi finne ut av sammen.

Ingen ved med sikkerhed hvad der egentlig er sket, eller hvorfor det er sket. Man forstår at flyene er styrtet bevidst og intentionelt mod landets militære, politiske og økonomiske centrer. Men man ved ikke om der vil komme mere, eller hvad der i så fald vil komme. Chokket, sorgen og uforståeligheden er overvældende.

Situationen er retorisk fordi den indeholder det man inden for retorikforskningen kalder for påtrængende problemer (exigence). Den udviser visse mangler eller udfordringer og inviterer til forandring eller behandling. Sådan opstår retorisk kommunikation på samme måde som et svar opstår som respons på et spørgsmål. Der er så at sige noget i situationen som kræver at nogen reagerer og tager ordet eller på anden måde forsøger at ændre situationen til det bedre. Når vi tager ordet, eller rejser os for at holde tale, gør vi det nemlig aldrig helt på eget initiativ. Vore retoriske ytringer fremkommer lige så meget fordi situationer inviterer til at nogen tager noget op, ytrer sig på den ene eller anden måde. Situationens påtrængende retoriske problemer inviterer både til at en taler skal tale, og antyder hvad han bør sige og hvordan han skal sige det.

Dette gælder også for situationen 11. september 2001 – og det gælder for billeder. I det følgende vil jeg vise at billederne som blev trykt i dagene efter 11. september 2001 ikke bare dokumenterede en historisk situation, men bidrog til at behandle konkrete udfordringer som befolkningen i New York og i hele USA stod overfor. Og jeg vil argumentere for at vi bruger billeder til at forstå og håndtere verden og vore liv.

Efter angrebet på World Trade Center står mennesker i New York og USA overfor flere udfordringer. De befinder sig i en situation med påtrængende retoriske problemer, som kan imødekommes ved hjælp af kommunikation. Blandt disse problemer er: (1) Følelsen af sorg og ulykke og uoverstigeligt tap, (2) Følelsen af magtesløshed og handlingslammelse.

Disse påtrængende problemer findes som følelser og tanker hos de amerikanske borgere. Menneskene som også er den retoriske situations publikum. På denne måde bliver den amerikanske befolkning både afsender og modtager af al den kommunikation som skal imødegå den retoriske situations påtrængende problemer. Brugen af tale og billeder bliver til en kollektiv, national retorisk respons USA retter mod sig selv. En strøm af ord og billeder henvender sig til nationens borgere for at bearbejde deres følelser og tanker.

Al denne kommunikation er retorisk, fordi den dikteres af situationen som et middel til at afhjælpe de påtrængende problemer. Situationen kræver eller inviterer til at vi viser bestemte former for billeder som behandler udfordringerne på bestemte måder: Følelsen af sorg og ulykke og tabet af de omkomne, kræver trøst til de efterladte, samt etablering af fællesskab og lovprisning af dem som er gået bort. Følelsen af magtesløshed og handlingslammelse kræver at der etableres en følelse af fælles handlekraft, vilje og aktivitet. I dagene umiddelbart efter angrebet blev disse påtrængende problemer først og fremmest imødekommet gennem retorisk billedbrug.

“Victim 00001”

Det sker for eksempel i det berømte billede: “Victim 00001” (Se billede 1). Uforstyrret af baggrunden som er sløret af støv og røg, fremtræder seks mænd tydeligt for vore øjne. Vi kan se på mændenes støvdækkede klæder at de har været i nærkontakt med katastrofen. En af dem med dødelig konsekvens. De fem andre bærer den døde ældre mand væk fra ulykkesstedet. Han ligger slap på en stol, men det ser ikke ud til at han har lidt. Han virker nærmest fredfyldt – som om han sover.

Billede 1. Shannon Stapleton: Father Michael F. Judge, første offer for angrepet på World Trade Center, 2001, også kendt som “Victim 00001”. Reuters/Scanpix

Billedet præsenterer en hændelse sanseligt foran øjnene på os og giver os et visuelt selvsyn. Vi kan se at mændene handler aktivt. Armene er strakte og spændte under vægten af den døde på stolen.

De anspændte og anstrengte ansigtsudtryk afslører både at de fysisk bærer på noget tungt og at hele situationen er psykisk tung at bære. Ingen taler sammen, alle er optaget af handlingen de udfører i fællesskab. Billedet udtrykker mærkværdigvis ikke det kaos og den forvirring, som situationen kunne tilsige. Selvom det fortæller om noget stærkt foruroligende; synes det at have en sær beroligende effekt. Denne ro findes ikke bare i den døde mands ansigtsudtryk, men i hele billedets komposition.

Billedet er i nærmest perfekt balance. De to mænd som er placeret yderst i hver side har næsten samme holdning. Begge ser ned mod jorden, og begge holder armene ud for at balancere vægten de holder med den anden hånd. Derved af balancerer de også billedets komposition over central-aksen, som etableres af manden med hjelmen.

Ikke bare er kompositionen i billedet bygget over central-aksen. Det er meget stærkt centeret. For det første er den døde mands ansigt placeret præcis i centrum af billedet, og vinklerne som dannes af mændenes skuldre og kropsstillinger peger ind mod den døde i billedets midtpunkt. Han er både i centrum af billedet og i centrum for mændenes handlinger. For det andet udgør de seks mænd en samlet enhed som også er placeret i billedets midte.

Et balanceret centrum giver som regel en fornemmelse af ro og permanens – en nærmest religiøs evigtvarendehed. Sådanne dominerende centralkompositioner kender vi mest fra religiøse og ikoniske afbildninger. Billedet har da også en særegen, ikonisk og religiøs æstetik som rammer næsten instinktivt. Denne ikonografiske karakter støttes af at den dødes positur minder om både Kristus på korset og Michelangelos Pietá, hvor Jesus ligger slap i armene på Jomfru Maria. Specielt stærk og fremtrædende bliver den religiøse ikonografi når vi får at vide at den døde er brandmændenes højt elskede præst “Father Mychal Judge”. Judge var efter sigende det første offer som blev fundet, og den kendte præst blev omtalt som “Victim 00001”.

Billedet av “Victim 00001”, begynder vi at forstå, er mere end bare et kort dokumentarisk glimt fra en katastrofe. Billedet udfører en funktion. Det har en retorisk opgave. Denne opgave løses blandt andet gennem fremstillingen af de seks mænd som en samlet og uadskillelig enhed. De bevæger sig fremover i helt samme hastighed, samlet om den døde præst i midten. Ingen kan gå hurtige eller langsommere end de andre. Alle er nødt til at gå i samme retning. Mændene er forenet i opgaven. De er samlet om den døde. Og i deres samarbejde udtrykker de ikke uro eller forvirring, men fælles, styret handling.

Billedets imødekommer derved flere af situationens påtrængende problemer, men især forholder det sig til følelsen af sorg, ulykke og tap og til følelse af magtesløshed og handlingslammelse. Den retoriske respons som tilbydes er for det første lovprisning. Dels lovprisning af de døde; og dels af brandmændene, som ikke blot repræsenterer heltemodige handlinger, men også amerikansk fællesskabsånd og samarbejdsevne. For det andet tilbyder billedet en fælles følelse af handlekraft og vilje. Billedet siger: “Se her. Dette er hvem vi er! Sådan handler vi!”

Mændene repræsenterer én sjæl, én nation, fokuseret på det samme. Som sådan er de et billede af et samlet og handlekraftigt USA – en Guds nation, forenet i handling. I sin visuelle hyldest af amerikansk heltemod, sammenhold og samarbejde er billedet en fortælling, et udsagn, ja et argument om den 11. september og om USA. Som for de fleste billeders vedkommende er retorikken hovedsageligt til internt brug. Med religiøse overtoner taler billedet først og fremmest til amerikanerne gennem samlende, fastholdende og lovprisende retorik.

Denne fællesskabssamlende og fastholdende retorik var typisk for den overvejende del af magasin- og pressefotografierne fra 11. september. Det var ikke først og fremmest en politisk retorik som eksplicit søger at tilråde eller fraråde bestemte handlinger. Det er heller ikke først og fremmest en juridisk retorik som søger at anklage eller at forsvare. Det er en retorik vi bedst kender fra mindetaler, hyldesttaler, lovtaler og lignende lejlighedstaler. Det man i retorikken kalder for epideiktiske taler. Her er det netop et hovedformål at lovprise. Det gør vi ved at fremvise og hylde eksempler, personificeringer eller andre konkretiseringer på de værdier som vi deler og ønsker at fremme.

Det er ikke en retorik skal skabe umiddelbar handling. I stedet søger den at bevæge og mobilisere følelser som det retoriske publikum allerede besidder, samt at styrke bestemte og allerede tilstedeværende holdninger, synspunkter eller værdier. Sådan samles tilhørerne. Jorden gødes for en senere brug af mere rendyrket politisk retorik og handling. Denne fremvisende og samlende visuelle retorik skabes altså gennem billeder som på samme tid vækker og mobilisere visse følelser og sanselige oplevelser og formidler et budskab eller et argument.

Ved hjælp af den æstetiske udformning opsamler, dirigerer og udløser sådanne billeder de følelser og de synspunkter som amerikaneren allerede bærer på. Således er billedets æstetik og dets karakter af drama og fortælling uadskillelig og uundværlig del af argumentet.

Billederne appellerer til generelle og fremherskende værdier i det amerikanske samfund. Værdier som efter angrebet med nødvendighed må få en helt fremtrædende plads. Frem for alt kræver situationen nemlig at man holder sammen, støtter hinanden og samarbejder. Og det er vigtigt at man fremviser og bekræfter disse værdier for hinanden. Dette gør vi særligt effektivt med billeder. Derfor bliver den fællesskabssamlende og mobiliserende retorik i fotografiet af “Father Judge” et passende svar på den retoriske situation. Fotografiet er et godt eksempel på billeders retoriske værdi i konkrete situationer: Sådanne billeder viser ikke bare noget; de behandler retoriske problemer, de hjælper os med at forstå det uforståelige, de fortæller os hvem vi er og hvad vi bør gøre, og de anerkender og fremviser vore fælles følelser. Derved bidrager de til at vi forstår hændelserne – og os selv – og hjælper os til at leve videre.

Grebet af den gode fortælling

Men alt dette er jo tænkt ud fra situationen i USA. Og kan vi uden videre antage at billeder som “Victim 00001” har samme funktion i Skandinavien? Havde billeders æstetik samme effekt her? Brugte vi fotografierne på samme måde?

Det er ikke sandsynligt. De fleste af os havde jo hverken den samme situation eller de samme påtrængende problemer. Derfor er det nærliggende at antage at vi som læsere og beskuere opfattede den retorisk situation anderledes. For os var potentialet til at se på billederne som fortællinger og æstetik større. Sådan opfattede og iscenesatte vore medier da også hændelserne fra den skæbnesvangre dag. Et år efter beskrev en journalist fra den norske avis Bergens Tidende hvordan han oplevede at formidle katastrofen sammen med andre journalister:

Det er på sådanne aftener vi mærker sammenholdet. Den fælles erfaring som består i at lægge ubehaget over det som har sket til side – så længe opgaven kræver det. At mærke klumpen i maven, men ikke lade den lamme os. At vide at mange synes vi er modbydelige, os som indrømmer at det er fascinerende at arbejde med katastroferne. Os som elsker at slås mod tiden, os som har en ærlig glæde i at skabe en begribelig helhed ud av kaoset af død, sorg og skræk. (Bergens Tidende 8/11-2002)

Hvordan skabes da “en begribelig helhed”? Det afsløres blandt andet af journalistens egen levende beskrivelse af hændelserne forud for billedet af “Father Mychal”:

I buldrende mørke famler fem brandmænd sig hen i mod udgangen. De holder hinanden i hænderne for ikke at miste kontakten. Luften er forpestet af kvælende røg, sementstøv og brannslukningspulver. Pludselig snubler en af dem over en livløs krop (Bergens Tidende 8/11-2002).

I Skandinaviske medier var denne tendens til at gøre hændelserne til en fortælling tydelig allerede 12. september 2001. Tag for eksempel Nordens største avis, norske VG, som på forsiden annoncerer første akt af dramaet. Her erklæres at mindst 10.000 er døde, og som i filmreklamen sættes historien i gang: “Nå venter hevnen” (VG 12/9-2001).

Billede 2. Forsiden af den norske avis VG, 12. September 2001

Billede 3. Forsiden af den norske avis Dagbladet, 12. September, 2001.

Avisen Dagbladet benytter samme billede og skriver på forsiden: “Med hele verden som sjokkerte tilskuere ble USA rammet av et ufattelig og voldsomt terrorangreb i går”.

Teksten gør os til tilskuere til terrorangrebet, ikke en del af hændelserne. Tekst og billede placerer os i samme fortolkningsposition som når vi overværer et rystende drama fra teatersædet, bliver fortalt en forfærdelig historie, eller ser en god film. Som redaktør John Arne Markussen skrev på side 2 i samme avis (Dagbladet 12/9-2001):

Terrorangrebene mod New York og Washington, mod verdens eneste tilbageværende supermagt er Armageddon, Independence Day, Bruce Willis og Tom Clancy på en og samme tid.

Både i journalisternes erkendelse af hændelserne og i deres formidling af dem er forståelsesrammen fiktionens verden.

En svensk undersøgelse af Terrorkriget i kvälspressen bekræfter disse antagelser om at pressedækningen behandlet 11. september som æstetik og fortælling. Undersøgelsen viser at Aftonbladet og Expressen næsten udelukkende iscenesatte hændelserne fra 11. september episk, dramatisk og lyrisk. Den informerende eller didaktiske formidling var stort set fraværende eller var udformet som en god historie. På samme måde viser et dansk studie (Qvortrup 2002) at billeder fra mange ikke-amerikanske aviser gengav terrorangrebet som en form for naturkatastrofe vi betragtet udefra. I Danmark blev denne iscenesættelse for eksempel brugt af både Information (billede 5) og af Berlingske Tidende (billede 4) som viste katastrofen set langt væk, i et imponerende oversigtsbillede af røgen dækker New York og stiger mod himmelen.

Billede 4. Forsiden af Berlingske Tidende 12. September, 2001

Billede 5. Forsiden af Information, 12. September, 2001.

Billeder hjælper os til at forstå og håndtere verden

Fra et retorisk situationelt synspunkt er en denne form for visuelle fremstillinger af hændelsen som æstetik og fortælling ikke nogen overraskelse. Specielt ikke i betragtning af den distance der er mellem USA og Skandinavien. Selvfølgelig den geografiske, men især den som har at gøre med direkte konsekvens af det viste. Konsekvensdistance kan vi kalde det. Jo mindre sandsynligt det er at de viste hændelser får konsekvenser for vor egen hverdag, desto større er sandsynligheden for at vi ledes mod billedernes æstetiske og narrative dimensioner. Betydningen af en sådan konsekvensdistance kender vi fra Neil Postmans bog Fagre ny TV-verden. Her beskrives hvordan fjernsynet giver os en “peek-a-boo-world”, en tittitt-verden, hvor alt bliver til underholdning.

Postman er altså meget kritisk til værdien af billeder. Vi ser på fjernsyn, skriver han, men de informationer vi får påvirker os reelt set ikke. De betyder ikke at vi “ændrer vore planer for dagen, at vi tager beslutninger vi ellers ikke ville have taget, eller giver os indsigt i nogle af de problemer, vi ønsker at løse”. I stedet gør fjernsynet og billederne os til passive beskuere. Nyhederne giver os oplevelser og noget at snakke om, “men de fører ikke til meningsfulde handlinger”.

Dette kan Postman have ret i, men det kan også gælde for tale og tekst. Og, selvom det er rigtigt at billeder kan risikere at gøre os til måbende tilskuere frem for til aktive aktører som handler, så udfører billeder også, som jeg har illustreret ovenfor, vigtige retoriske og samfundsmæssige opgaver. Det gør billeder for eksempel i situationer som 11. september i USA eller 22/7 i Norge, når de hjælper os med at forstå hvordan noget er gået til (se billede 6), når de viser at vi står sammen og oprejst; når de giver en selvsyn for vort fællesskab og vore delte værdier (se billede 1 og 7).

Billede 6. Grafisk repræsentation af hændelserne I Norge 22/7 på den norske nettavis vg.no

Billede 7. Fotografi af omkring 250.000 mennesker som samlede i Oslo for at mindes ofrene efter terrorangrebet 22/7. Foto: Scanpix

I bogen The Philosophy of Literary Form argumenterer retorikeren Kenneth Burke (1971: 293-304) for at litteratur og retorik er en form for udstyr eller udrustning vi anvender for at forstå, navigere og leve vore liv. Han kalder det ”equipment for living”. På samme måde som ordsprog giver os retningslinjer for valg og værdier (f.eks. ”hellere en fugl i hånden, end ti på taget”) bidrager litteratur og drama med mulige forståelser og fortolkninger af vore liv, og på denne måde udstyrer litteratur, æstetik og fortællinger os med valgmuligheder og strategier for tænkning, vurdering og beslutning. Billeder, vil jeg hævde, kan på samme måde fungere som en form for ”equipment for living”, de hjælper os med at se, forstå og håndtere verden.

Det så vi tydeligt i eksemplet med billedet af Father Judge som bæres væk. Billederne fra 22/7 viser det samme: Der er opstået en situation som kræver en retorisk respons og behandling, og det bidrager billeder med at give. De hjælper med at begribe det ubegribelige, giver os styrke og viser vejen videre ved at fortælle hvordan vi bør forstå og forholde os til de katastrofale hændelser. Dette kan vi naturligvis også gøre med ord, men få andre udtryksformer kan som billeder i et øje-bliks emotionelt nu, opsummere og udfolde for vore øjne vore fælles værdier, og derved vise os for os selv hvem vi er og bør være.

Virksomme ord er en database som dokumenterer den politiske talens historie i Norge. Den springer ut av arbeidet med boken Virksomme ord. Politiske taler 1814-2005 som Anders Johansen og Jens E. Kjeldsen publiserte i 2005. Databasen inneholder fortrinnsvis talene i manuskriptform, men det arbeides på å skaffe flere taler som både lyd- og videofiler.

Minneord og ritualer, mørke klær og blomster, salmer, sanger og seremonielle omstendigheter utfører viktige retoriske og samfunnsmessige funksjoner.

I ethvert samfunn vil situasjoner av samme art hele tiden dukke opp, og vi vil forholde oss til dem på samme måte. De samme situasjoner utløser – ja krever nesten – samme form for respons: spørsmål krever svar, overtramp krever unnskyldning, bryllup krever erklæring av kjærlighet.

Blant de mest fundamentale, foruroligende og forandrende situasjoner er døden. Bortgangen av familie, nære eller kjente krever et retorisk svar – en retorisk behandling.

Til en begravelse er de tilstedeværende smertet av savn og tvunget inn i en brutal konfrontasjon med sin egen dødelighet. Når et menneske i en slik situasjon reiser seg for å tale vil han uten tvil holde en lovprisende minnetale. Situasjonen krever det, tilhørerne forventer det.

Minnetalen er en retorisk handling som anerkjenner døden og hjelper de etterlatte og samfunnet videre. For å imøtekomme situasjonens krav vil talen sammenstille fortid og nåtid. Tankene og følelsene om personen vi kjenner, omarbeides til tankene og følelsene om personen vi kjente. Savnet og konfrontasjonen med døden lettes ved lovprisning av den døde og ved å forsikre om at vedkommende vil overleve i minnet.

Det nedslåtte samfunnet reises, forenes og styrkes og hjelpes videre ved å forsikre om at man vil overleve døden og ved å oppfordre til at samfunnet viderefører arbeidet, innlemmer dydene eller lever som den avdøde ville ha ønsket.

 Udåden 22. juli skapte frykt, usikkerhet og dyp sorg: vi har mistet familiemedlemmer, kjente eller landsmenn, vi frykter at mer vil komme og spør oss selv hva nå? Hva vil skje i dette landet? Hvem er vi egentlig?

Talene til ordfører Fabian Stang, statsministeren og H.K.H. Kronprinsen hjalp oss med dette. Deres ord trøstet de sørgende, minsket usikkerheten og frykten. De gav håp, viste en vei videre og pekte på hvem vi bør være som mennesker og nasjon.

Til pressekonferansen 18 timer etter angrepet sa Fabian Stang:

I en situasjon som dette så er det lett å bli rammet av fortvilelse og oppgitthet og ha lyst til å resignere. Det skal vi ikke. I respekt for de som nå er gått bort, de som er skadet og de pårørende skal vi allerede i dag begynne kampen for å bygge et enda bedre samfunn, et enda åpnere samfunn; et samfunn hvor de demokratiske prinsipper aldri skal vike til fordel for ekstreme handlinger.

I Oslo Domkirke sa statsministeren:

Vi er et lite land, men vi er et stolt folk. Vi er fortsatt rystet av det som traff oss, men vi gir aldri opp våre verdier. Vårt svar er mer demokrati, mer åpenhet og mer humanitet. Men aldri naivitet. Ingen har sagt det finere enn AUF-jenta som ble intervjuet av CNN: ”Om én mann kan vise så mye hat, tenk hvor mye kjærlighet vi alle kan vise sammen.”

På rådhusplassen sa Kronprinsen:

I kveld er gatene fylt med kjærlighet. Vi har valgt å besvare grusomhet med nærhet. Vi har valgt å møte hat med samhold. Vi har valgt å vise hva vi står for. … Vi kan ikke gjøre det skjedde ugjort. Men vi kan velge hva dette skal gjøre ved oss som samfunn og som enkeltmenneske. Vi kan velge at ingen skal måtte stå alene. Vi kan velge å stå sammen.

22/7 har vist hva voldelige fysiske handlinger kan forårsake, men den skjebnesvangre dagen har også vist kraften i gode retoriske handlinger: kondolanser, minneord, demonstrasjoner, sanger, blomster og taler. Ord, symboler og seremonier kan ikke endre det som er skjedd. De kan ikke bringe de tapte tilbake. Men de kan hjelpe oss med å begripe det ubegripelige. De kan avgjøre betydningen av hendelsene. De kan gi oss håpet og livet tilbake.

Denne høgskolen er en institusjon både Bergen og designinteresserte over alt i landet bør være stolte over. For her finnes en vilje til å gjøre kunst og design til mer enn form, uttrykk og overflate. Skolen utdanner kandidater som ikke bare har øje for godt design, men også for andre. De har sosialt engasjement. De strekker seg ut mot samfunnsproblemer og mennesker som møter utfordringer i hverdagen. De involverer seg.

For 2500 år siden klaget Sokrates over ungdommen. De ”foretrekker luksus”, sa han, ”de har dårlige manerer, fornekter autoritet, har ingen respekt for eldre mennesker og prater når de egentlig burde arbeide.” Siden er det visst bare gått nedover med ungdommen. Slik er det ikke for kunsthøgskolens avgangstudenter. De arbeider hardt. De involverer brukerne og bringer dem i sentrum. De er nysgjerrige på andre. De avviser bruk-og-kast mentalitet, tenker på miljøet og funderer over måtene vi lever på. Og så lager de tankevekkende og lekkert kunst og design.

En verden med Substans

Da jeg besøkte utstillingen kunne jeg ikke unngå å tenke på hvordan verden – eller bare Bergen – ville bli hvis studentenes arbeider ble til virkelighet? Det ville i sannhet bli en verden med Substans? Så la meg prøve, som en slags omvisning i utstillingen, å gi et inntrykk av hvilken slags verden dette ville være, hvordan det det for eksempel ville påvirke mitt liv?

Hei, mitt navn er Jens. Jeg bor i en generasjonsbolig hvor pensjonister, familier og studenter lever side om side. Her har vi alt: kantine, treningsrom, squashbane, verksted og fellesterasse. Men det beste er egentlig det imaterielle: når pensjonisten ved siden av forteller min datter om da hun var ung; når fortid og fremtid møtes (Eli Therese Petersen). Det er ikke bare her hos oss at det fysiske bomiljø øker livskvaliteten i byen. Ved siden av ligger et pleiehjem spesielt utviklet for personer med demens. Med  solterasse, peisestue, filmrom, trimrom, drivhus og hage, er hele området er utviklet for å bidra til en mer aktiv og stimulerende hverdag for eldre (Erlend Bleken).

Det samme gjelder barnas omgivelser. Min yngste datter går i en barnehage som er spesielt tilpasset barns behov og utvikling. Sanseland kaller vi det, for her gir de fysiske omgivelsene læring om former, teksturer og farger (Inga Garnier.). Min eldste datter går på en ungdomsskole, som elevene selv har vært med på å utsmykke. Det har gitt engasjement både for skolen og for kvaliteten av vår fysiske omgivelser (Sunniva Helland). Men ingen samfunn er jo perfekte. Heller ikke vårt. Folk kommer i fengsel, men her kan de innsatte bidra til å designe og utvikle møbler. Det gir dem mulighet for å utvikle verdighet, mestring og stolthet (Morten Knarrum).

Vel, det er tidlig og jeg må på jobb. I entreen min tar jeg min caps på og kaster et hastig blikk i speilet. Jeg går mot døren uten å vite at speilet tok et bilde av dette hverdagsøyeblikket, og at jeg om tre år vil se bildet igjen, smile over mitt rare uttrykk og huske capsen som jeg ikke lengre har (Albert Tang). Jeg går forbi bestemor i leiligheten under for å si ha det. Selvom hun er frisk i tanken, er hun gamle i kroppen. Men hun kommer seg enkelt opp av den ergonomiske spisestuestolen og gir meg en morgenklem. Stolen er praktisk for gamle og svake kropper, men den ser ikke ut som de ergonomiske monstre man laget før i tiden. Den er smart, stilren og formbevisst, slik som bestemor alltid har vært (Anders Berg).

Jeg sykler hen av den trafikkerte Sjøgaten, svinger inn i gang- og sykkeltunnelen og omgis av av en plutselig ro da jeg glider under skulpturen i taket som gjør fjellet til en levende, pustende – men vennlig – organisme (Torgeir Stige). Jeg tenker på i går, da jeg var på restaurant med en venn av meg som er svaksynt. Det gjorde vi ikke så mye tidligere, fordi akustisk støy i sosiale rom var en stor belastning for ham. Men denne restauranten har innredning og stoler med lydabsorberende egenskaper som gjør besøket behagelig. (Jonas Nordheim). Jeg forlater tunnelen med et smil og ankommer min arbeidsplats. Hele bygget er utviklet for å befordre kreativitet. Utformingen og innredningen skaper trivsel og samarbeid. Det er nesten umulig ikke å bli kreativ (Mari Ekstrand).

Etter jobb treffes hele familien i Nygårdsparken. Paviljongen som nå er bygget der, har gitt parken et helt nytt liv. Her er det piknik og bare føtter om sommeren og snøballkrig og snølykter om vinteren (Kristine Holtås). Vi spiser kake som min eldste datter har bakt. Hun spiller litt for mye dataspill, men er heldigvis blitt grepet av dataspillet Piece of Cake, som har fått hun vekk fra skjermen og ut på kjøkkenet (Caroline Gannefors.). Etterpå fortsetter vår eldste datter ned til Bølgen på Nøstetorget. Det er en fabelaktig bruksskulptur, en bølgeinspirert paviljon, hvor ungdommen samles. De spiller baskett, skater, hopper i havet, snakker og kommer i en helt særlig stemning når lyset i bølgen bryter kveldsmørket (Lillian Sharma).

Vi andre går hjem. Jeg setter meg med yngstemann i de gode stolene vi har arvet fra farmor og farfar. De stod på hytten, men er så holdbare og tidsløse at de passer perfekt her (Siv Jahnsen).Vi tar frem Arne Garborgs bok om Haugtussa som vi har lest så ofte. Vi blir aldri lei denne visuelle inspirasjonsboken hvor ord og bilde møtes på ulike måter (Torun Hunnes). Man kan undres over hva lesning egentlig er. I dag har vi døgnåpne og grenseløse informasjonskanaler. Bilder og ord flyr omkring oss. Kanskje vi er blitt redde for stilheten (Hanne Fagerslett)?

Jeg legger min datter i seng, brer dynene i de lekre og miljøvennlige Spire-tekstiler over henne og kysser godnatt (Gry Johansen). Bestemor kommer og passer på, og vi voksne går til konsert med The Tivoli Orchestra. Det er en opplevelse ikke bare for øret, men også for øyet. Musikken reflekteres, speiles, forandres og gis nye dimensjoner gjennom bevegelses- og lydsensitive illustrasjoner (Astrid Aalgaard).

Imorgen er det helg, da kjører vi en tur på landet. Man sier ofte at Norge har et skiftende landskap. Men det er jo ikke naturen som skifter. Det er vi som beveger oss gjennom det. Det vet jeg fra min asfaltguide (Åge Peterson).

Realistiske visjoner

Hvem vil ikke gjerne bo i Substans? Jeg vet at jeg vil. Men kanskje noen tenker at det kan bli litt vel mye idealisme og naive visjoner. Som en sensor visst skal ha sagt: ”Med små justeringer kunne dette bli et realistisk prosjekt”. Hva skal man si til en slik kommentar? Studentene på kunsthøgskolen vil tids bli nok omklamret av økonomi, budgetter, og tankestoppende realisme. Det er jo nettopp i disse prosjektene man skal utforske, sprenge rammer, unngå begrensninger, tenke nytt – forandre verden. Og kandidatene er jo ikke naive. Som Siv Lier Jansen, skriver i sin prosjektbeskrivelse:

Jeg tror ikke jeg kan redde verden gjennom design, men jeg tror at jeg ved å [...] skape gode, varige løsninger og møbler som folk ønsker å beholde lenge, vil kunne bidra til et steg i riktig retning mot et mer bærekraftig samfunn.

Nei, disse studentene er ikke fantaster i fantasiverdener. De har gått profesjonelt tilverks. De har gjort grundige forundersøkelse og analyser. De har intervjet og lagd spørreundersøkelser med opp til 900 respondenter. De har inndradd brukere i deres arbeid. De lytter og tøyer grensene for hva design er og bør være.

Det vi ikke kan sanse

På Substans 2011 er det mye flott. Men det beste ved utstillingen er kanskje det vi ikke kan sanse, det vi ikke kan se eller røre. Det som er skjedd i hodene på avgangsstudentene, transformasjonen de har gjort underveis: Tankene og ideene de har skapt, utviklet og forkastet. De nye ideene, som de er vendt tilbake med. Og ikke minst det som venter. Det de kommer til å gjøre i fremtiden. For disse kandidatene kommer til å gjøre en forskjell.

Vi må huske på at retorik ikke bare er noget som skaber fjendebilleder, men også noget som kan hindre eller opløse dem – og skabe fred og tolerance. Men det er ikke sagen i det følgende.

Det er en kendt sag i propagandaforskning at man bør fremstille fjenden som ond, umenneskelig og dæmonisk. Jo mindre fjenden er som os, jo mere han er foragtelig, fordærvet og tyrannisk, desto nemmere bliver det at dræbe ham.

Den nazistiske propaganda – som den allierede – benyttede velkendte strategier for at skabe fjendebilleder: konstruer et os-mod-dem, umenneskeliggør fjenden og gør ham til syndebuk og årsag til alle problemer – ja, til det onde selv. I 90’ernes Rwanda var Hutuernes omtale av Tutsier som ”kakerlakker” og skadedyr som skulle udryddes, et eksempel på det samme. Resultatet var folkedrab på mellem en halv og en hel million mennesker gennemført på under fire måneder.

I første og anden verdenskrig blev ikke bare fjendens ledere, men også den enkelte soldat umenneskeliggjort. Når du slås mand mod mand med bajonetter og kan se øjenfarven på mennesket du dræber, er det lettere hvis du opfatter ham som et udyr. Det er dem mod os. Det er os eller dem.

I vore dage er det anderledes. Efter 11. september handler fjendebillederne i den offentlige og officielle krigsretorikken ikke først og fremmest om at gøre det mulig for soldaten at dræbe. Han sidder ofte i et cockpit flere kilometer over dem han slår ihjel

Nu konstrueres fjendebilleder i endnu højere grad for at vinde offentlighedens accept for krigshandlingerne. Befolkningen i landet man angriber tegnes ikke som onde og mindreværdige – ikke engang soldaterne. De er kuet og undertrykte af en ond tyran. Det er ham som er fjenden, ikke folket. De er tværtimod dem vi vil hjælpe. Ja, de er til og med vore venner; og de vil få det meget bedre hvis vi angriber. I sin tale til nationen 29. januar 2003, bare få uger før invasionen i Irak, beskrev præsident George W. Bush de afskyelige metoder som blev brugt i Iraks torturkamre og konstaterede så:

Hvis dette ikke er ondskab, så har ordet ondskab ingen betydning. Og i aften har jeg et budskab til det tapre og undertrykte Irakiske folk: Jeres fjende har ikke omringet landet, jeres fjende styrer landet. Og den dag ham og hans regime fjernes fra magten vil være jeres befrielsesdag.

Krig skaber fred. Besættelse er frigørelse. Robert Ivie, som antagelig er den mest fremtrædende amerikanske forsker i krigsretorik, har beskrevet hvordan USA altid har fremstillet sine fjender som en vild angriber, drevet af irrationelt begær efter erobring og undertrykkelse gennem vold og magt. Dette billede intensiveres gennem et kontrasterende billede af ”os”, USA, som en fredselskende, rationel og tolerant civilisation. Sådanne kontraster – våbenmagt versus frihed, irrationalitet versus rationalitet, aggression versus forsvar, de vilde barbarer versus os i den civiliserede verden – danner både indhold og udtryk i de retoriske fjendebilleder som driver mennesker i krig.

Ondskabens retorik

Den som tegner fjendebilleder gør sig selv til offer og umenneskeliggør modstanderen. ”De vil løbe til fjeldene”, sagde Præsident Bush i 2001, og beskrev Al Qaida som onde dyr man skulle jage:

de vil finne huller å gemme sig i. Vi vil gøre det som er nødvendig for å ryge dem ud, og vi vil få dem til at løbe, og vi vil fange dem.

Men før man kan jage og dræbe fjenden, må man fremmane ham som ondskaben selv. Ondskabens retorik lukker rummet for nuancer og balanceret vurdering af fordele og ulemper ved konflikt og krig. Den som er kritisk til fjendebillederne og til tanken om at gå i krig, får ikke plads til at manøvrere retorisk.

Der vil altid være argumenter imod krig og invasion: krigens forfærdelige lidelser, risikoen for ikke at sejre eller de udfordringer som uundgåeligt opstår med at vinde freden når krigshandlingerne slutter. Men overfor billedet af ondskaben selv, må alle disse argumenter give fortabt.

Ondskabsmotivet hindrer kritiske stemmer og sænker tærsklen for krig. For når kampen i det godes tjeneste står mod det onde selv, er kompromiser uaktuelle og ingen omkostninger for høje. ”Alle argumenter man kan komme i tanke om for fred”, skriver Ivie, ”stikkes i spillet om kampen mod ondskaben”.

Dem mod os – det er os eller dem

Uden et tydeligt os og et klart dem, kan man hverken skabe fjendebilleder eller eskalere konflikter. Uden os-mod-dem får du ingen nazistiske koncentrationslejre, ingen kold krig, intet Apartheid og ingen mur på Vestbredden. Uden at få folk til at tro på modsætninger mellem mennesker får du ikke Israelere og Palæstinere, Serbere og Kroater, Hutuer og Tutsier til at dræbe hinanden. Du får ikke nogen til at styre fly ind i World Trade Center og ingen præsident til at sige: Enten er du med os eller så er du imod os.

Retoriske og socialpsykologiske studier viser hvor stærk en kraft inddeling i grupper kan være og hvor let det er at stille folk op mod hinanden. I et eksperiment placerede den britiske psykolog Henri Tajfel helt tilfældigt valgte mennesker i helt tilfældigt valgte grupper. Disse mennesker havde aldrig tidligere haft nogen form for samvær og ville aldrig senere få det. Til og med deres handlinger og udsagn i eksperimentet var anonyme. På trods af denne tilfældighed handlet deltagerne alligevel som om medlemmerne av deres gruppe kunne regnes som venner eller familie.

Deltagerne gav udtryk for at de bedre kunne lide medlemmer af deres ”egen” gruppe, at disse havde en mere behagelig personlighed og ydet mere end dem i den anden gruppe. Når de blev bedt om at fordele penge gav de mest til ”sine egne”, og handlet som om de var i konkurrence ”de andre”.

Sådanne konstruktioner af dem-mod-os er antagelig den stærkeste kraft i mennesket. Denne kraft får os til at acceptere fjendebilleder og angribe andre mennesker. Konstruktionen er stærk fordi den er så grundlæggende. Vi forstår verden i modsætninger: høj i forhold til lav, sort i forhold til hvid, rig i forhold til fattig, succes i forhold til fiasko, civiliseret i forhold til uciviliseret, offer i forhold til angriber. Det ene giver ganske enkelt ikke mening uden det andet. Der er ikke noget mig uden dig.

Ledere vil altid invitere os til at være en del af et fællesskab; og det bør de gøre. Men vi skal være bevidst om hvilke former for fællesskab vi inviteres til at deltage i. Hvilken slags grupper, hvilken slags mennesker og hvilken slags handlinger skaber ledere med deres retorik?

Når nogen taler om ”de andre”.  Når nogen fortæller hvordan ”de” er og hvad ”de” gør; når nogen forklarer hvorfor ”de” er helt anderledes end ”os” eller hævder at ”de” truer vores levevis, så bør vi være på vagt. Særlig hvis de beskyldes for at være roden til alle vore problemer.

Vi skal være opmærksomme på sprogets kraft til at male fjenden på væggen og derved konstruere både ”dem” og ”os”.

Men det er den ikke. Eller, det bør den i alle fall ikke være. Funksjonen til en slik tale er ikke først og fremst å argumentere for det regjeringen har oppnådd i året som var eller for det som den vil gjøre i året som kommer. Nei, nyttårstalen er en mye vanskeligere genre enn dette.

Statsministeren skal tale til hele folket, ikke bare sine egne velgere. Han – eller hun – skal samle nasjonen, gi en fornemmelse av nasjonal helhet og felles identitet – på tvers av uenighet og politiske kontroverser. Statsministeren kan godt komme med politiske utspill, visjoner for fremtiden og gi sitt eget, partiets og regjeringens syn på hvordan utviklingen i landet bør være. Og disse synspunkter kan meget vel være i motstrid med synet til mange Nordmenn. Ikke desto mindre må Statsministeren inkludere alle, tale til hele landet og samle nasjonen.

Dette er ikke så enkelt, for det krever en tale som hever seg over partipolitikk. Men samtidig vil talen uunngåelig og vanemessig bli angrepet av opposisjon og motstandere. Talen skal samle, men kritikken vil forsøke å splitte.

At dette er en muntlig genre, er enda en utfordring. Vi ser statsministeren og høre ham tale, men samtidig blir talen formidlet skriftlig på nett fra det øyeblikk siste ord er uttalt. Dagen etter blir teksten trykt i mange av landets aviser. Ja, vi kan til og med lese ordene tekstet på skjermen på samme tid som Statsministeren uttaler dem. Det er en utfordring for taleren fordi en tekst som virker velstrukturert, gjennomarbeidet og grundig uttenkt på skrift, kan fremstå upersonlig, stiv og kjedelig når den fremføres muntlig. På samme måte vil en tale som høres muntlig, naturlig og ledig ut når den sies, risikere å virke enkel og flat ut når vi møter den på skrift.

Med et slikt utgangspunkt må man si at statsminister Jens Stoltenbergs nyttårstale 1. januar 2011 fremstår helstøpt, sammenhengende og ganske vellykket. Det skyldes blant annet tre retoriske grep: 1) et klart hovedfokus, 2) En historisk rammefortelling, 3) Assosiative overganger.

Det klare hovedfokus er talens viktigste grep. I forhold til de trøstesløse smørbrødslister over regjeringens tidligere og kommende bedrifter, som har preget mange nyttårstaler, har 2011-versjonen et tydelig fokus. Den handler om fremgang og positivisme og appellerer til stolthet og optimisme. Nesten alle eksemplene utrykker dette. Helt fra begynnelsen hvor Statsministeren forteller om Fram-ekspedisjonen i 1911: ”Da Roald Amundsen plantet det norske flagget på Sydpolen satte han Norge på verdenskartet.” Det var en bragd som ”fylte en ung nasjon med stolthet”, forteller han, for ”et lite land viste verden at det kunne utrette store ting.”

Denne begynnelsen er også innledningen til rammefortelingen, vi kan kalle den for 100-års-fortellingen. Talen er strukturert over en historisk bevegelse fra 1911 til 2011 og en parallell kognitiv struktur som går fra mindre bra til mye bedre. Samfunnet har endret seg til det bedre:

En av de norske utvandrerne skrev begeistret hjem at i Amerika ”… spiser vi julemat hver dag.” I 1911 var vi et fattig jordbrukssamfunn som mange flyttet fra. I 2011 er vi et rikt, moderne samfunn som mange vil flytte til.

Vi lever sundere, bedre og lengre:

I Norge har forventet levealder økt med nesten en generasjon på 100 år. Det at så mange av oss lever lenger er kanskje det fineste og flotteste uttrykket for fremgangen vi har opplevd. For 100 år siden fikk mange 65-åringer omsorg av sine barn. I dag gir mange 65-åringer omsorg til sine foreldre.

Vi har fått en helt ny alderdom:

I dag henger ikke de gamle i et horn på veggen, de henger over PC-en. De møtes på kjøpesenteret, i bridgeklubben, på golfbanen og på eldreuniversitetet.

Statsministeren uttrykker forståelse for den som tenker ”det skjer jo mye slemt i verden”. Det er ti år siden ”terrorangrepene mot amerikanske byer førte til aksjonen i Afghanistan”, sier han, og “forstår at mange har opplevd dette som et urolig tiår for verden.” Men han fastholder det positive utgangspunkt; for ” sannsynligvis er det tiåret vi har bak oss det beste tiåret i menneskenes historie.” Det beste tiåret i menneskehetens historie! Da skal man visst være ekstra sur, tverr og irritabel for likevel å sutre og klage. Det meste går nemlig bedre: antall væpnede konflikter og drepte går ned, flere lever i frie samfunn, gjennomsnittsinntekten har aldri vært høyere, vi løser flere miljøproblemer, flere hundre millioner av mennesker er løftet ut av fattigdom, smittsomme sykdommer blir utryddet og barnedødeligheten går ned.

Det klare hovedfokus og den historiske rammefortelling er bundet sammen av assosiative overganger. Det vil si skift fra et tema til et annet ved hjelp av assosiasjoner, metaforer eller ord som vedrører begge temaer. På skrift kan slike overganger til tider se litt tilfeldige ut. De har ikke alltid tekstens hierarkiske og adskillende struktur, som tydelig deler forskjellige enheter og innhold opp. Men i tale virker de som regel passende og flytende. De bringer os fra en tanke til en annen på en måte som binder sammen, frem for å dele opp. Som i skiftet fra Amundsen til vår tids samarbeid for å løse klimautfordringene:

Nansen og Amundsen erobret isen. Vår bragd skal være å hindre at isen smelter.

Gjennom likheter i materien (isen) og i utfordringer bindes to ellers helt forskjellige temaer sammen og vi bringes smidig videre i talen. En liknende overgang ble brukt da Statsministeren roste de norske styrker i Afghanistan og minnet de falne:

Roald Amundsen ble nasjonens helt for det mot han viste i isen. Våre fremste helter i dag, er de norske kvinner og menn som tjenestegjør i Afghanistan

Ved å vende tilbake til Amundsen skapes en fornemmelse av helhet og sammenheng og vi huske på talens grunntema som ble introdusert i begynnelsen. I slutningen vender statsministeren tilbake til sitt hovedfokus og sin innledende bemerkning om at hver generasjon, som Amundsen ”må sette seg nye djerve mål”, for han samler opp:

Jeg begynner derfor det nye året i optimismens tegn og minner om at ”menneskeheten skaper sin egen historie.” Som de eldste blant oss kan skrive under på: Verden går fremover, hvis vi vil. Og vi vil.

Han har vist at verden går fremover og at alle mennesker kan bidra: Amundsen, de eldre, Drillo, de norske kvinner, ansatte i omsorgsorgsyrker, de militære styrkene og alle andre som har bidratt til å skape en bedre verden. Nå vekker han Amundsens ånd og tildeler oss handlekraft: vi kan hvis vi vil. Vi kan skrive vår egen historie og vi kan gjøre en forskjell. Godt nyttår!

Slik sett kan unnvikende uklarhet være en høflig velsignelse. Det vet mannen hvis lubne kone bekymret spør om hun er lubben. Hvis han er klok, og høflig, svarer han: “Kjære, du er akkurat som jeg liker deg”.

At slik velsignet uklarhet til og med kan være nasjonssamlende viser min kollega Anders Johansen på tankevekkende og underholdende vis når han i boken Talerens troverdighet beskriver Wergelands berømte 17. mai tale ved Krogh-støtten i 1833. I en halv time bergtok og beveget Wergeland entusiastisk tilhørerne med nærmest komplett uforståelige setninger som disse:

Ja, saaledes er det, at dette Æresminde er en historisk og altsaa nødvendig Retfærdighedshandling af os, er en Følge af Kroghs Handlinger og disse af hans Sinds Ypperlighed, og at det saaledes er anskuet af Ham, tilhører hans Selv, er indtaget som en Prydelse i hans Himmel ligesom Templerne og Kupplerne gjenskinne hist høit i den klare Sydluft – saaledes er det, at Æresmindet formedelst de ædle følelse af Erkjendtlighed, som ere stærke og naturlige i Menneskehjertet, og formedelst den inderlige Erkjendelse af hans fortjenester måtte være en nødvendig følge af disse.

Dette er kun halve del av en setning, som har dobbelt så langt til et punktum. Som Johansen bemerker, kan tilhørerne ikke “ha forstått et dugg”. Likevel var de åpenbart enige i deres hyllest av Wergeland og den norske nasjonen.

Jo mer uklart noe uttrykkes, desto vanskeligere er det å være uenig. Uklarheter har nemlig den fordel at hver tilhører kan tilskrive den mening som er mest passende for ham eller henne. Denne uklarhetens åpenhet kjenner også vår tids politikere og byråkrater som kan kunsten å uttrykke seg slik at deres utsagn kan bety det den enkelte tilhører ønsker de skal bety. Med generelle, selvinnlysende og meningstomme utsagn inviteres vi til selv å fylle inn den meningen vi sympatiserer med. Når politikeren sier “Vi må politikere må arbeide hardere for dem som trenger det”, tenker de fleste av oss at nå gjør de endelig noe for meg.

Slike uklare og generelle formuleringer finnes i overmål i partienes programmer, hvor det i samme program både kan stå utsagn som  “vi må ta vare på det enkelte individs rettigheter” og forsikringer om at “hvert enkelt menneske må ta ansvar for seg selv og andre”. Det høres jo både klart og fornuftig ut. Men hva betyr det egentlig konkret? Og finnes det noe som helst norsk parti som ikke kunne ha dette stående i partiprogrammet sitt?  Og kan du gjette hvilket partiprogram setningene er tatt fra?

Da Lars Sponheim var partileder for Venstre oppsummerte han engang med klar røst partiets landsmøte slik: “Noen av oss har en vei å gå. Det vil jeg som leder også gjøre”. Det er tydelig at han skal ut å gå, men det er ikke så tydelig hvor han skal hen.

Slik tilsynelatende klar uklarhet som kan tilpasses hva som helst, minner litt om den vi finner i avisenes horoskoper. I BA kunne du som er skorpion eksempelvis få følgende spådom: “Jo bedre du planlegger, jo bedre vil du løse en vanskelig situasjon som du vet vil dukke opp. En rekke nye personer kommer inn i livet ditt i dag, hva som vil skje videre er opp til deg”. Kanskje kommer Sponheim gående inn? Han er jo ute å gå. Normalt er Sponheims problem ellers at han er alt for klar og tydelig i mælet. Han har for eksempel omtalt sitt eget regeringssamarbeid med Senterpartiet som “klaustrofobisk” og har har hevdet Senterpartiet “lider av notorisk fremtidsfrykt”.

Nei, da er uklarhet mye bedre. Som språkets utkokte potet passer den til alt. Spesielt godt går den til næringslivsledernes gryteretter av dårlige nyheter til de ansatte. Som omskrivende underdrivelser moses uklarheten ut over en sak eller en handling for å dekke, tilsløre eller ufarliggjøre dens alvor og konsekvenser. Det gjorde den danske SAS-sjef og styreformann i Braathens, Jørgen Lindegård, da hani 2008 forklarte til TV2 Nyhetene hvorfor SAS/Braathens måtte si opp omkring 1000 ansatte. Han forklarte seg slik:

Vi har i dag valgt den løsning som giver Braathens langt den bedste økonomiske udvikling, som er vigtig for Braathens fremtid som flyselskab. Og vores jurister har da vurderet at den outsourcing som der finder sted, skal foretages på den måde at overtalligheden finder sted i Braathens. Og derfor er slutpakkerne også lavet med udgangspunkt i Braathens.

Lindegård kan åpenbart ikke kritiseres for noe som helst. Han har nemlig tilsynelatende ikke selv bestemt noe, men kun handlet som situasjonen og juristene dikterer det. Han har gjort det som er best for Braathens. Ja, han handler faktisk for Braathens. Han har ikke engang bestemt at noen skal avskjediges, sies opp eller enda verre sparkes. Nei da, slike ord tar han ikke i sin munn. Det er i stedet juristene som har vurdert at det skal finne en “outsourcing” sted og at den “skal foretages på den måde at overtalligheden finder sted i Braathens”. Etter denne “outsourcing” og “overtallighed” fant sted  i Braathens, kunne Lindegård lene seg tilbake i arbeidsstolen etter sitt – som han omtalte det – “omhyggelige” arbeide. Imens kunne 1000 ansatte i Braathes slå seg ned i lenestolen hjemme foran fjernsynet og få servert flere velsignede uklarheter som de kan være enige i. For hva annet skulle de ta seg til?

Dette er noe enklere i våre dager. Bilder, videoer, fjernsyn, internett og skjermer overalt gir oss muligheten for faktisk å plassere tilhørerne foran hendelsene. Det er jo fremdeles ikke hendelsene selv, men det bidrar unektelig en mye større fornemmelse av nærvær. Tenk for eksempel at jeg forteller deg om et kunstverk – en slags performance – med kvinne som ser deg uttryksløst i øynene, mens en arm vilkårlig gir henne ørefik. Kanskje du tenker at det er nå litt underlig med disse rare kunstnere, eller kanskje du tenker at det er en passende metafor for menns undertrykkelse av kvinner og samfunnets maskuline hegemoni – eller kanskje du tenker, det var nå ikke særlig pent gjort, sånn å slå på kvinner. Men uansett hva du tenker, så er det antagelig ikke helt det samme som å se det selv. Så prøv å stå foran hendelsen på kunstner Marit Følstads hjemmeside. Gå på menu/video, klikk på linken market av bildet med kvinnen (Følstad) som mottar en ørefik. Filmen er egentlig mye lengre, men jeg tipper den er lang nok til at den berør deg mer – og på en annen måte – enn den verbale beskrivelsen jeg nettopp gav.

Du kommer til hjemmesiden ved å klikke på bildet nedenfor:

La meg derfor forsøke å forklare betydningen av noen faste uttrykk og formuleringer i meklerspråket.   Først om de som snakker og skriver meklerspråket. De er hva vi andre ville kalle for selgere, altså mennesker som lever av å selge noe. De mest estimerte boligselgerne omtales som “statsautorisert eiendomsmekler”. Disse selgerne er ekstra flinke til å selge, for de har tre års utdannelse for å lære å selge. En såkalt mekler gjør nøyaktig det samme, altså selger boliger, men har aldri gått på salgsskolen. I deres salgsarbeid sender meklerne ikke reklamefoldere ut, de har heller ikke salgsmøter og salgsturer. Nei, de utgir “boligaviser” og har “boligaftener”, de avholder “aktivitetsdager” og “informasjonsdager”, og de arrangerer visningsturer” til boliger i Syden.

Hvis du overveier å selge boligen din, vil du bli tilbudt en “meklertakst” eller en “gratis og uforpliktende verdivurdering”. Det vil si at en mekler ser på boligen din og gir deg et potensielt salgsbeløp, som er så høyt at bare tanken om alle disse pengene umiddelbart forårsaker to ting: 1. Du ønsker at denne mekleren skal selge din bolig så raskt som mulig, og 2. Du fortrenger øyeblikkelig at det vil koste en formue i provisjon og gebyrer å selge, og at alle andre boliger i byen – ja, i hele landet – er minst like dyre. Skulle du etter en slik “uforpliktende verdivurdering” mot forventning likevel ikke binde deg til mekleren, da vil mekleren ha moralsk rett til “uforpliktende” og dårlig skjult sutring over all den tiden han har brukt på deg.

Overveier du å kjøpe bolig, bør du vite at man på meklerspråket aldri nevner ulemper ved bolig og eiendom, hvis det da på noen måte kan unngås. Hvor det ikke kan unngås benyttes formuleringer som beskriver boligen på passende salgsfremmende vis. Det gjelder for eksempel området. En bolig i et trafikkert, støyende område hvor ingen ville la barna sine gå ut alene, beskrives vanligvis som “sentralt beliggende”, med gode bussforbindelser og kort avstand til transport, butikker, bank og liknende.Selv om de fleste av oss ikke ønsker å bo midt i et veikryss, så vil vi helst bo litt sentralt.

Lykkeligvis kan vi alle komme til det. For sentralt betyr ikke nødvendigvis i Sentrum. En bolig kan ha “sentral beliggenhet” mange plasser. For eksempel “i Sandviken”, “på Minde”, “på Laksevåg” og “på Fjøsanger”. Selv bor jeg på Fjøsanger, men har ennå ikke funnet Sentrum her i strøket.

Sol er naturligvis viktig. Og hvis eiendommen har ettermiddags- og kveldssol, kan du være sikker at det vil stå i annonsen. Står det ikke i annonsen kan du være enda mer sikker på at eiendommen er undersolt. Unntaket er boliger på “Fjellsiden” for “Fjellsiden” benyttes som et synonym for “solsiden”. En eiendom som ikke ligger på Fjellsiden, men i stedet i skyggenes dal, på den andre siden, kan jo da alltid selges fordi den har “Flott utsikt mot Fjellsiden”.

Naboene og naboskap nevnes ytterst sjelden – og sikkert av gode grunner. Men flytter du inn i en bolig med “meget godt nabolag” kan du regne med å ha naboene på døren ikke bare i tide, men også i utide.

Så til tomten og hagen. En hage er nesten aldri “stor” eller “liten”. Hvis den er stor, da er den “parkliknende”. Hvis den er liten, da er den gjerne “koselig”. Er den i tillegg dårlig holdt kalles den for “sjarmerende”. En tomt som er så totalt ufremkommelig og gjengrodd at det kreves en motorsag for å få se bakken er en såkalt naturtomt. Disse tomtene er ofte “lett skrånende”, hvilket vil si umulig å bygge på.

I forståelsen av boligomtalen er det nødvendig å kjenne til gradsbøyningen av stigende kvalitet: 1. Pen, 2. Fin, 3. Flott, og 4. Herskapelig. Nevnes ingen av disse uttrykkene er kvaliteten dårlig. Uttrykkene kan styrkes med ordet “meget”, som i “meget pen leilighet”. Denne forsterkningen er ikke mulig med ordet “herskapelig”. For hvis en bolig blir vurdert som bedre enn herskapelig – normalt eneboliger og eiendommer til mer enn 6 millioner og gjerne med egen strandlinje – da tones de overdrevne, rosende vendinger gjerne ned. Her snakker prisen for seg selv, og man nøyer seg med et begrenset utvalg av ord som “representativ” og “ærverdig”. De fleste av disse eiendommene har “god romfølelse”. Det betyr at selgeren har på følelsen av at han kommer til å tjene bra på denne eiendommen.

Hvis et hus eller en leilighet er “holdt i opprinnelig stand” eller holder “opprinnelig standard” da henger de blomstrete tapeter som boligens første eier satte opp i 1969 sikkert ennå. Blant disse boligene, som oftest er leiligheter, kalles de beste for “velholdt”. Det betyr at leiligheten er blitt vasket relativt jevnlig, men for øvrig ikke er nyoppusset siden den ble bygget.

“Nyoppusset” kan være flere ting. Mest alminnelig er følgende to betydninger: 1. For å få prisen opp har den nåværende eieren malt enkelte rom i en farge, som er så gyselig at du likevel må male over, 2. For å få prisen opp har den nåværende eieren satt nye dører i kjøkkenskapene på et kjøkken som likevel er så gammelt at du må rive hele kjøkkenet. Hvis boligen aldri er blitt oppusset, men tvert imot krever betydelig oppussing har den “bra potensial”. Hvis det likefrem kreves omfattende renovering og ombygging, markeres det gjerne med uttrykk som: “Noe modernisering/oppussing må påberegnes”.

I uhyre sjeldne tilfeller møter vi formuleringer som “bærer sterkt preg av manglende vedlikehold og krever betydelig indre og ytre oppgradering”. En slik betydelig oppgradering er vanligvis det samme som en total riving av hele bygget.

Men det er jo også en slags begynnelse.