Folket udøver den lov­givende Magt ved Stor­thinget. Stor­thingets Ræp­re­sen­tan­ter vælges gjen­nem frie og hem­melige Valg.

E. Men­neskerettighed­erne.

Det paalig­ger Statens Myn­dighed­er at respek­tere og sikre Menneskerettighederne. 

Enhver har Fri­hed for Tanke, Samvit­tighed, Reli­gion og Livsan­skuelse. Denne Fri­hed omfat­ter Ret til at ændre Reli­gion eller Livssyn efter eget Valg og til at prak­tis­ere sin Reli­gion eller sit Livssyn alene eller i Fæl­lesskab med Andre.

Ytrings­fri­hed bør finde Sted.

Ingen kan holdes ret­slig ans­varlig for at have med­delt eller mod­taget Oplysninger, Ideer eller Bud­skab, med­min­dre det lad­er sig forsvare holdt op imod Ytrings­fri­he­dens Begrun­delse i Sand­hedssø­gen, Demokrati og Indi­videts frie Menings­dan­nelse. Det ret­slige Ans­var bør være foreskrevet i Lov.

Frimodi­ge Ytringer om Statsstyrelsen og hvilken­somhelst anden Gjen­stand ere Enhver tilladte. Der kan kun sættes slige klarlig definerede Grændser for denne Ret, hvor særlig tungtveiende Hen­syn gjøre det forsvarligt holdt op imod Ytrings­fri­he­dens Begrundelser.

Forhaand­scen­sur og andre fore­byggende Forhold­sre­gler kunne ikke benyttes, med­min­dre det er nød­vendigt for at beskytte Børn og Unge imod skadelig Paavirkn­ing fra lev­ende Billed­er. Brevcen­sur kan ei sættes i Værk uden i Anstalter.

Enhver har Ret til Indsyn i Statens og Kom­munernes Akter og til at følge Forhan­dlingerne i Retsmøder og folke­val­gte Organ­er. Det kan i Lov fast­sættes Begræn­sninger i denne Ret ud fra Hen­syn til Per­son­vern og af andre tungtveiende Grunde.

Det paalig­ger Statens Myn­dighed­er at lægge Forhold­ene til Rette for en aaben og oplyst offentlig Samtale. 

Enhver har Ret til at danne, slutte sig til og melde sig ud af Foreninger, herun­der Fag­foreninger og poli­tiske Partier.

Alle kunne mødes i fre­delige For­sam­linger og Demonstrationer.

Reg­jerin­gen er ikke berettiget til mil­itær Magts Anven­delse mod Statens Medlem­mer, uden efter de i Lov­givnin­gen bestemte For­mer, med­min­dre nogen For­sam­ling maat­te forstyrre den offentlige Rolighed og den ikke øieb­likke­lig adskilles, efter­at de Artik­ler i Land­sloven, som angaa Oprør, ere den trende Gange lydelig forelæste af den civile Øvrighed. 

Enhver har Ret til Respekt for sit Pri­vatliv og Fam­i­lieliv, sit Hjem og sin Kommunikation.

Det paalig­ger Statens Myn­dighed­er at sikre et Værn om den per­son­lige Integritet og om per­son­lige Oplysninger. Sys­tem­a­tisk Ind­hent­ing, Opbe­var­ing og Brug af Oplysninger om Andres per­son­lige Forhold kan kun finde Sted i Hen­hold til Lov.

Fam­i­lien er en grundlæggende Enhed i Sam­fun­det. Enhver, som har opnaaet gifte­færdig Alder, har Ret til at stifte Fam­i­lie, indgaa Ægteskab og opløse Ægteskab i Hen­hold til nærmere Bestem­melser givne ved Lov. Ægteskab kan kun indgaaes med Ægte­fællernes Sam­tykke og frie Vilje.

Børn have Krav paa Respekt for deres Men­neskeværd. De have Ret til at blive hørt i Spørgs­maal som gjælde dem selv, og deres Mening skal tillægges Vægt i Overensstem­melse med deres Alder og Udvikling.

Ved Afgjørelser som berøre Børn, skal Bar­nets Bed­ste være et grundlæggende Hensyn.

Børn have Ret til Værn om deres per­son­lige Integritet. Det paalig­ger Statens Myn­dighed­er at lægge Forhold­ene til Rette for Bar­nets Udvikling, herun­der at sikre at Bar­net faar den nød­vendi­ge økonomiske, sociale og sund­hedsmæs­sige Tryghed, for­trinsvis i egen Familie.

For­dr­er Statens Tarv, at Nogen maa afgive sin rørlige eller urørlige Eien­dom til offentlig Brug, saa bør han have fuld Erstat­ning af Statskassen. 

Enhver, som ophold­er sig lovlig i Riget, kan frit bevæge sig inden­for Rigets Grænser og vælge sit Bost­ed der.

Ingen kan negtes at for­lade Riget, med­min­dre det er nød­vendigt af Hen­syn til en effek­tiv Rets­for­føl­gelse eller for Aft­jen­ing af Værnepligt. Norske Stats­borg­ere kunne ikke negtes Adgang til Riget.

Det paalig­ger Statens Myn­dighed­er at respek­tere den Enkeltes kul­turelle Iden­titet og lægge Forhold­ene til Rette for at den Enkelte kan delt­age i Kul­tur­ak­tiviteter og opleve et Mang­fold af Kulturudtryk.

Viden­sk­abens og Kun­stens Fri­hed skal respekteres.

Det paalig­ger Statens Myn­dighed­er at lægge Forhold­ene til Rette for at Samerne, som Urfolk, kan sikre og udvikle sit Sprog, sin Kul­tur og sit Samfundsliv. 

Enhver har Ret til Uddan­nelse. Børn have Pligt til at mod­tage grundlæggende oplæring. Oplærin­gen skal ivare­tage den Enkeltes Evn­er og Behov, og fremme Respekt for Demokrati­et, Retsstat­en og Menneskerettighederne.

Det paalig­ger Statens Myn­dighed­er at sikre Adgang til videre­gaaende Oplæring og lige Mulighed­er til høiere Uddan­nelse på Grund­lag af Kvalifikationer.

Det paalig­ger Statens Myn­dighed­er at lægge Forhold­ene til Rette for at ethvert arbei­ds­dygtigt Men­neske kan skaffe sig Udkomme ved Arbei­de eller Næring. Den, som ikke selv kan sørge for sit Liv­sophold, har Ret til Støtte fra det Offentlige.

Nærmere Bestem­melser om Ansattes Medbestem­melses­ret paa deres Arbei­d­splads, fast­sættes ved Lov. 

Det paalig­ger Statens Myn­dighed­er at respek­tere og sikre Ret­ten til en til­fredsstil­lende Levestandard.

Ligeledes paalig­ger det Statens Myn­dighed­er at fremme Befolknin­gens Hel­bred og sikre Ret­ten til nød­vendig Helbredshjelp.

Enhver har Ret til et Milieu som sikr­er Sund­hed og til en Natur hvis Pro­duk­tion­sævne og Mang­fold bevares. Naturens Ressourcer skulle disponeres ud fra en langsigtig og alsidig Betragt­ning, der ivare­tager denne Ret ogsaa for Efterslægten.

For at ivare­tage deres Ret i Hen­hold til fore­gaaende Led, ere Borg­erne berettigede til Kund­skab om Natur­m­i­lieuets Til­stand og om Virkningerne af plan­lagte og iværk­sat­te Ind­greb i Naturen.

Det paalig­ger Statens Myn­dighed­er at træffe Foranstalt­ninger der gjen­nem­føre disse Grundsætninger.

Myn­dighed­ernes Ind­grep over­for den Enkelte maa have Grund­lag i Lov.

I Sager som reis­es for Dom­stol­erne, have Dom­stol­erne Ret og Pligt til at prøve hvorvidt Love og andre Beslut­ninger trufne af Statens Myn­dighed­er stride mod Grundloven.

Enhver Begræn­sning i Ret­tighed­er, som ere anerk­jendte i denne Grundlov, maa være fast­sat­te ved Lov og respek­tere Kjer­nen i Ret­tighed­erne. Begræn­snin­gen må være forholdsmæs­sig og nød­vendig for at ivare­tage almene Inter­ess­er eller Andres Menneskerettigheder.

Der kan i intet Til­fælde gjøres slige Begræn­sninger i §§ 93, 94, 95, 96, 99 første Punk­tum og 105. Tilsvarende gjælder for § 97 ved Spørgs­maal om Straf.

Ret­tighed­erne i denne Grundlov kunne ikke frav­iges, med­min­dre der træffes Beslut­ning om midler­tidi­ge Und­tagelser naar en bek­jendt­gjort Krigs- eller Krisetil­stand gjør det aaben­bart nød­vendigt for at sikre Demokrati­et, Retsstat­en eller Rigets Existens.

Der kan i intet Til­fælde træffes Beslut­ning om at frav­ige §§ 93, 96 og 99 første Punk­tum. Tilsvarende gjælder for § 97 ved Spørgs­maal om Straf.