Fjendebilleder

Hvad fik Jared Lee Loughner til at skyde, såre og dræbe uskyldige i Tucson. Fjendebilleder og had kan være en del af forklaringen

Det er ikke enkelt at sige hvad der fik Jared Lee Lough­ner til at sky­de og dræ­be uskyl­di­ge i Tucson. Men der er næp­pe tvivl om at han må have følt had og haft fjende­bil­ler for sit ind­re øje. Om den aggre­sive reto­rik fra den ame­ri­kans­ke høj­re­side har bidra­get til hadet og fjende­bil­le­der­ne er hel­le­re ikke så enkelt at sige. Men affæ­ren reak­tua­li­se­rer et gen­blik på fjende­bil­le­der som reto­risk fæno­men.

Vi må hus­ke på at reto­rik ikke bare er noget som ska­ber fjende­bil­le­der, men også noget som kan hind­re eller opløse dem — og ska­be fred og tole­ran­ce. Men det er ikke sagen i det føl­gen­de.

Det er en kendt sag i pro­pa­ganda­forsk­ning at man bør frem­stil­le fjen­den som ond, umen­nes­ke­lig og dæmo­nisk. Jo mind­re fjen­den er som os, jo mere han er for­ag­te­lig, for­dær­vet og tyran­nisk, desto nem­me­re bli­ver det at dræ­be ham.

Den nazis­tis­ke pro­pa­gan­da – som den alli­e­re­de – benyt­te­de vel­kend­te stra­te­gi­er for at ska­be fjende­bil­le­der: kon­stru­er et os-mod-dem, umen­nes­ke­lig­gør fjen­den og gør ham til synde­buk og årsag til alle pro­ble­mer – ja, til det onde selv. I 90’ernes Rwan­da var Hutu­er­nes omta­le av Tut­si­er som ”kaker­lak­ker” og skade­dyr som skul­le udryd­des, et eksem­pel på det sam­me. Resul­ta­tet var folke­drab på mel­lem en halv og en hel mil­lion men­nes­ker gennem­ført på under fire måne­der.

I førs­te og anden ver­dens­krig blev ikke bare fjen­dens lede­re, men også den enkel­te sol­dat umen­nes­ke­lig­gjort. Når du slås mand mod mand med bajo­net­ter og kan se øjen­far­ven på men­nes­ket du dræ­ber, er det let­te­re hvis du opfat­ter ham som et udyr. Det er dem mod os. Det er os eller dem.

I vore dage er det ander­le­des. Efter 11. sep­tem­ber hand­ler fjende­bil­le­der­ne i den offent­li­ge og offi­ci­el­le krigs­re­to­rik­ken ikke først og frem­mest om at gøre det mulig for sol­da­ten at dræ­be. Han sid­der ofte i et cock­pit fle­re kilo­me­ter over dem han slår ihjel

Nu kon­stru­eres fjende­bil­le­der i endnu høje­re grad for at vin­de offent­lig­he­dens accept for krigs­hand­lin­ger­ne. Befolk­nin­gen i lan­det man angri­ber teg­nes ikke som onde og mindre­vær­di­ge – ikke engang sol­da­ter­ne. De er kuet og under­tryk­te af en ond tyran. Det er ham som er fjen­den, ikke fol­ket. De er tværti­mod dem vi vil hjæl­pe. Ja, de er til og med vore ven­ner; og de vil få det meget bed­re hvis vi angri­ber. I sin tale til natio­nen 29. janu­ar 2003, bare få uger før inva­sio­nen i Irak, beskrev præ­si­dent Geor­ge W. Bush de afskye­li­ge meto­der som blev brugt i Iraks tor­tur­kam­re og kon­state­re­de så:

Hvis det­te ikke er onds­kab, så har ordet onds­kab ingen betyd­ning. Og i aften har jeg et buds­kab til det tap­re og under­tryk­te Ira­kis­ke folk: Jeres fjen­de har ikke omrin­get lan­det, jeres fjen­de sty­rer lan­det. Og den dag ham og hans regi­me fjer­nes fra mag­ten vil være jeres befri­el­ses­dag.

Krig ska­ber fred. Besæt­tel­se er frigø­rel­se. Robert Ivie, som anta­ge­lig er den mest frem­træ­den­de ame­ri­kans­ke fors­ker i krigs­re­to­rik, har beskre­vet hvor­dan USA altid har frem­stil­let sine fjen­der som en vild angri­ber, dre­vet af irra­tio­nelt begær efter erob­ring og under­tryk­kel­se gennem vold og magt. Det­te bil­le­de inten­si­ve­res gennem et kon­tras­te­ren­de bil­le­de af ”os”, USA, som en freds­els­ken­de, ratio­nel og tole­rant civi­li­sa­tion. Sådan­ne kon­tras­ter – våben­magt ver­sus fri­hed, irra­tio­na­li­tet ver­sus ratio­na­li­tet, aggres­sion ver­sus for­svar, de vil­de bar­ba­rer ver­sus os i den civi­lise­re­de ver­den – dan­ner både ind­hold og udtryk i de reto­ris­ke fjende­bil­le­der som dri­ver men­nes­ker i krig.

Onds­ka­bens reto­rik

Den som teg­ner fjende­bil­le­der gør sig selv til offer og umen­nes­ke­lig­gør mod­stan­de­ren. ”De vil løbe til fjel­de­ne”, sag­de Præ­si­dent Bush i 2001, og beskrev Al Qai­da som onde dyr man skul­le jage:

de vil fin­ne hul­ler å gem­me sig i. Vi vil gøre det som er nød­ven­dig for å ryge dem ud, og vi vil få dem til at løbe, og vi vil fan­ge dem.

Men før man kan jage og dræ­be fjen­den, må man frem­mane ham som onds­ka­ben selv. Onds­ka­bens reto­rik luk­ker rum­met for nuan­cer og balance­ret vur­de­ring af for­de­le og ulem­per ved kon­flikt og krig. Den som er kri­tisk til fjende­bil­le­der­ne og til tan­ken om at gå i krig, får ikke plads til at manøv­re­re reto­risk.

Der vil altid være argu­men­ter imod krig og inva­sion: kri­gens for­fær­de­li­ge lidel­ser, risi­ko­en for ikke at sej­re eller de udford­rin­ger som uund­gåe­ligt opstår med at vin­de fre­den når krigs­hand­lin­ger­ne slut­ter. Men over­for bil­le­det af onds­ka­ben selv, må alle dis­se argu­men­ter give for­tabt.

Onds­kabs­mo­ti­vet hind­rer kri­tis­ke stem­mer og sæn­ker tærsk­len for krig. For når kam­pen i det godes tje­nes­te står mod det onde selv, er kom­pro­mi­ser uak­tu­el­le og ingen omkost­nin­ger for høje. ”Alle argu­men­ter man kan kom­me i tan­ke om for fred”, skri­ver Ivie, ”stik­kes i spil­let om kam­pen mod onds­ka­ben”.

Dem mod os – det er os eller dem

Uden et tyde­ligt os og et klart dem, kan man hver­ken ska­be fjende­bil­le­der eller eska­le­re kon­flik­ter. Uden os-mod-dem får du ingen nazis­tis­ke kon­cen­tra­tion­slej­re, ingen kold krig, intet Apart­heid og ingen mur på Vest­bred­den. Uden at få folk til at tro på mod­sæt­nin­ger mel­lem men­nes­ker får du ikke Israe­le­re og Palæ­s­ti­ne­re, Ser­be­re og Kroa­ter, Hutu­er og Tut­si­er til at dræ­be hin­an­den. Du får ikke nogen til at sty­re fly ind i World Tra­de Cen­ter og ingen præ­si­dent til at sige: Enten er du med os eller så er du imod os.

Reto­ris­ke og social­psy­ko­lo­gis­ke stu­di­er viser hvor stærk en kraft ind­de­ling i grup­per kan være og hvor let det er at stil­le folk op mod hin­an­den. I et eks­pe­ri­ment pla­ce­re­de den bri­tis­ke psy­ko­log Henri Taj­fel helt til­fæl­digt valg­te men­nes­ker i helt til­fæl­digt valg­te grup­per. Dis­se men­nes­ker hav­de ald­rig tid­li­ge­re haft nogen form for sam­vær og vil­le ald­rig sene­re få det. Til og med deres hand­lin­ger og udsagn i eks­pe­ri­men­tet var ano­ny­me. På trods af den­ne til­fæl­dig­hed hand­let del­ta­ger­ne allige­vel som om med­lem­mer­ne av deres grup­pe kun­ne reg­nes som ven­ner eller fami­lie.

Del­ta­ger­ne gav udtryk for at de bed­re kun­ne lide med­lem­mer af deres ”egen” grup­pe, at dis­se hav­de en mere beha­ge­lig per­son­lig­hed og ydet mere end dem i den anden grup­pe. Når de blev bedt om at for­de­le pen­ge gav de mest til ”sine egne”, og hand­let som om de var i kon­kur­ren­ce ”de and­re”.

Sådan­ne kon­struk­tio­ner af dem-mod-os er anta­ge­lig den stær­kes­te kraft i men­nes­ket. Den­ne kraft får os til at accep­te­re fjende­bil­le­der og angri­be and­re men­nes­ker. Kon­struk­tio­nen er stærk for­di den er så grund­læggen­de. Vi for­står ver­den i mod­sæt­nin­ger: høj i for­hold til lav, sort i for­hold til hvid, rig i for­hold til fat­tig, succes i for­hold til fias­ko, civi­lise­ret i for­hold til uci­vi­lise­ret, offer i for­hold til angri­ber. Det ene giver gans­ke enkelt ikke mening uden det andet. Der er ikke noget mig uden dig.

Lede­re vil altid invi­te­re os til at være en del af et fæl­lesskab; og det bør de gøre. Men vi skal være bevidst om hvil­ke for­mer for fæl­lesskab vi invi­te­res til at del­ta­ge i. Hvil­ken slags grup­per, hvil­ken slags men­nes­ker og hvil­ken slags hand­lin­ger ska­ber lede­re med deres reto­rik?

Når nogen taler om ”de and­re”.  Når nogen for­tæl­ler hvor­dan ”de” er og hvad ”de” gør; når nogen for­kla­rer hvor­for ”de” er helt ander­le­des end ”os” eller hæv­der at ”de” tru­er vores leve­vis, så bør vi være på vagt. Sær­lig hvis de beskyl­des for at være roden til alle vore pro­ble­mer.

Vi skal være opmærk­som­me på spro­gets kraft til at male fjen­den på væggen og der­ved kon­stru­ere både ”dem” og ”os”.

I en lidt anden udga­ve har den­ne tekst tid­li­ge­re været pub­li­ce­ret i dans­ke Reto­rik­Ma­ga­si­net.

TEMA

R

etorikk

102 ARTIKLER FRA VOX PUBLICA

FLERE KILDER - FAKTA - KONTEKST

7 KOMMENTARER

  1. […] This post was men­tio­ned on Twit­ter by Jens E. Kjeld­sen, Vox Pub­li­ca. Vox Pub­li­ca said: Reto­rikk­blog­gen: Fjende­bil­le­der http://bit.ly/gxwD7Z […]

  2. Hei Jens. Meget nyt­tig og spen­nen­de les­ning!

  3. Hei Jens,
    vel­dig inter­resant. En vel­dig inter­es­sant reto­ri­ker i for­bin­del­se med Ari­zo­na-sky­tin­ge­ne er Ken­neth Bur­ke og hans teori­er om «inci­pi­ent actions» og «atti­tu­des» som for­mid­les av spraak. Jeg har nylig skre­vet om det­te paa http://intelligenceofpersuasion.blogspot.com/

    Bur­ke hev­der at alle spraak­hand­lin­ger for­mid­ler for­vent­nin­ger, akku­rat som et skue­spill gjo­er det, og en til­skuer faar oensket om aa faa dis­se for­vent­nin­ge­ne opp­fylt. Saa en volds­re­to­rikk ska­per et oenske om vol­de­li­ge hand­lin­ger.

    • Jens E. Kjeldsen says:

      Takk Jan Erik og David for jeres kom­men­ta­rer,

      og jo Bur­ke er inter­es­sant. Hans huma­nis­tis­ke bak­grunn og hans sam­funns­vi­ten­skap­li­ge gjør at han stil­ler and­re spørs­mål og gir — gav — nye svar på reto­ris­ke pro­blemstllin­ger.

  4. Reto­rikk er fasci­ne­ren­de. Spe­si­elt når reto­rikk som fag­om­rå­de bru­kes til å erstat­te vir­ke­lig­he­ten, dvs. som kon­struk­ti­vis­me, som en gene­ra­tor for aktiv benek­tel­se. Det er sær­lig to klas­sis­ke dog­mer som gjør seg gjel­den­de i vår tid, og beg­ge har til for­mål å benek­te at Ves­ten er (ufri­vil­lig) enga­sjert i en ideo­lo­gisk krig.

    Beg­ge hand­ler om «fiende­bil­der». Et fiend­bil­de er noe et land «ska­per» seg selv; en slags kol­lek­tiv pro­ji­se­ring. Når al-Qei­da angri­per USA sier vi da at USA ska­per seg «et fiende­bil­de». Man sier ikke at USA stod bak 9/11, det er jo en kon­spi­ra­sjons­teori. Man sier i ste­det at hele ide­en om at al-Qei­da eksis­te­rer og er i krig med Ves­ten, det er et «bil­de» folk i Ves­ten har «skapt». Hvis man avvi­ser det­te bil­det, alt­så benek­ter kri­gen, er ver­den til­ba­ke slik den så ut før 9/11. Det­te gir en for­nem­mel­se av sik­ker­het hos men­nes­ker som i utgangs­punt­ket er skrekk­slag­ne stilt over­for den kri­gen de har behov for å benek­te eksis­ten­sen av.

    Den and­re ide­en, som hen­ger sam­men med benek­tel­sen av al-Qei­da, er at Israel lig­ner Nazi-Tysk­land. Ved hjelp av den­ne mani­pu­la­sjo­nen (Muren på Vest­bred­den = tys­ke KZ-lei­re) opp­når kli­en­ten to for­de­ler sam­ti­dig. For det førs­te kan han benek­te at isla­mis­te­ne fører utryd­del­ses­krig på evig tid mot Israel, etter­som de mener å ha man­dat fra Kora­nen til å fjer­ne lan­det helt og hol­dent. Isra­els alli­er­te fal­ler inn under det­te pro­sjek­tet.

    For det and­re har kli­en­ten fått en mot­gift mot skam­men fra 2. ver­dens­krig, som jo vek­kes til live hver gang nav­net Israel blir nevnt. Ved å over­fø­re bil­de­ne fra nazis­men til Israel nøy­tra­li­se­res noe av den gna­gen­de ond­ska­pen vi selv må sva­re for, dvs. som reson­ne­rer med kli­en­tens egen feig­het. Hvis ikke det var for den­ne feig­he­ten vil­le nazis­men vært knust på et tid­li­ge­re sta­di­um. Eksakt det sam­me skjer i dag, når feig­he­ten åpner vei­en for nazis­mens ideo­lo­gis­ke barn, isla­mis­men.

    Også den gan­gen på 30-tal­let kun­ne man beskyl­des for å «ska­pe fiende­bil­der» ved å syn­lig­gjø­re hva nazis­te­nes ideo­lo­gis­ke pro­sjekt gikk ut på. Da het det at man led av «para­noia kve­ru­lan­tis», man var «uhel­bre­de­lig para­no­id». I dag gjen­tas det­te møns­te­ret når enhver som syn­lig­gjør isla­mis­mens ideo­lo­gis­ke mål­set­nin­ger, arti­ku­lert av isla­mis­tis­ke ideo­lo­ger selv, blir stemp­let som «isla­mo­fo­be».

    Ide­en om «fiende­bil­der» er et for­søk på å redu­se­re noe vir­ke­lig til noe uvir­ke­lig og annul­le­re fel­les sansli­ge (com­mon sen­sis­ke) erfa­rin­ger. De som hol­der på med det­te har ikke his­to­ri­en på sin side.

  5. Jens E. Kjeldsen says:

    Jon Eirik,

    takk for inn­leg­get ditt. Det var tanke­vek­ken­de. Jeg er litt usik­ker på hva du mener med at «reto­rikk som fag­om­rå­de bru­kes til å erstat­te vir­ke­lig­he­ten». Både som all­menn pra­kis (rhe­to­rica utens) og som teori og lære (rhe­to­rica docens) — alt­så fag­om­rå­de — bru­kes reto­rik­ken til å for­stå, for­and­re og ska­be ver­den, hvil­ket ikke er det sam­me som å erstat­te vir­ke­lig­he­ten. Natur­lig­vis kan man bru­ke ord, språk og kom­mu­ni­ka­sjon til å lyge, for­dreie, for­vren­ge, for­nek­te, for­le­de, bedra­ge og gjø­re det uvir­ke­li­ge vir­ke­lig. Det er en del av reto­rikk­fa­gets (docens) opp­ga­ve å under­sø­ke og avdek­ke sli­ke kom­mu­ni­ka­sjons­hand­lin­ger. En måte å gjø­re det­te er å under­sø­ke kon­struk­sjo­nen av fiende­bil­der. Der­for er jeg også usik­ker på hvor­for du set­ter «fiende­bil­der» i sita­sjons­tegn. Det er vel ingen tvil om at fiende­bil­der er vir­ke­li­ge? Man kan nep­pe benek­te at kon­struk­sjo­nen av fel­les fien­der eksis­te­rer og har meget vir­ke­li­ge kon­se­kven­ser. Pro­ble­met på 30-tal­let var vel ikke at kri­tikk av nazis­ter­ne kun­ne beskri­ves som kon­struk­sjon av fiende­bil­der, men at nazis­te­ne lyk­kes med å kon­stru­ere et fiende­bil­de av jøde­ne som fik meget vir­ke­li­ge kon­se­kven­ser?

  6. Jens,

    du har helt rett i at nazis­te­ne, la oss bare si alle tota­li­tæ­re beve­gel­ser, ska­per fiende­bil­der. Kom­mu­nis­te­nes for­føl­gel­se av uli­ke sinne­lags­fien­der («kon­tra­re­vo­lu­sjo­næ­re» osv.»), nazis­te­nes for­føl­gel­se av etnis­ke grup­per, hvor gene­ne selv gjø­res til noe «fiendt­lig», isla­mis­mens kon­struk­sjon av Ves­ten som «fien­de» for­di love­ne i demo­kra­ti­et er skapt av men­nes­ker, og så vide­re. Hver­ken de rus­sis­ke pres­te­ne eller dik­ter­ne eller den jødis­ke folk­grup­pen var noens «fien­der» i sin tid. Og Ves­tens sam­funns­form, byg­get på like­ver­dig­het mel­lom kjønn og poli­tisk repre­sen­ta­sjon etc., er ikke «fiendt­lig» i kraft av dis­se ret­tig­he­te­ne. Så vi kan bli eni­ge om at de tota­li­tæ­re ska­per fiende­bil­der som de så går i gang med å bekjem­pe.

    Men det blir ikke rik­tig å si at de rus­sis­ke pres­te­ne eller den jødis­ke befolk­nin­gen «skap­te seg fiende­bil­der» av hhv. kom­mu­nis­ter og nazis­ter. Det var tale om helt rel­le fien­der, av kjøtt og blod, som de fikk kor­por­lig erfa­ring med. Like­le­des er det galt å hev­de at Ves­ten «ska­per seg et fiende­bil­de» av isla­mis­men, som vit­ter­lig spren­ger bom­ber i vest­li­ge stor­byer, og ellers fôrer nyhets­bil­det med bes­ti­als­ke over­grep på dag­lig basis.

    For­skjel­len lig­ger alt­så i sub­stan­sen. Hvis sub­stan­sen til­side­set­tes for­hol­der vi oss ikke len­ger til vir­ke­lig­he­ten, og der­med kom­mer anfør­sels­teg­ne­ne inn.

    All teori er vir­ke­lig­het av annen grad. Reto­rikk som fag­om­rå­de ret­ter seg mot noe som utfol­der seg i livs­ver­de­nen (utsagn og hand­lin­ger). Hvis reto­rik­ken som fag­om­rå­de begyn­ner å til­skri­ve seg selv høy­ere rea­li­tet enn den førs­te-ordens-vir­ke­lig­he­ten som er fagets for­ut­set­ning, begår man et over­tramp. Da bru­kes reto­rik­ken til ikke-fag­li­ge for­mål. Det være et ideo­lo­gisk for­mål (mani­pu­la­sjon) eller et psy­ko­lo­gisk for­mål (falsk betryg­gel­se).

    Så det fin­nes to slags fien­der. De som er kon­stru­ert (pres­ter, gen­etisk avstam­ning, men­neske­ret­tig­he­ter) og de som er reel­le (som spren­ger bom­ber, kap­per hode av gis­ler, under­gra­ver Men­neske­ret­tig­he­te­ne). Vil­jen til å sam­men­blan­de dis­se, og på den måten set­te en paren­tes rundt vir­ke­lig­he­ten, var vit­ter­lig et pro­blem på 30-tal­let. Og jo, de som kri­ti­ser­te nazis­men i sin tid ble beskyldt for å ha det som sva­rer til en «fobi» mot ideo­lo­gi­en, og det sam­me gjor­de de som kri­ti­ser­te kom­mu­nis­men. Det fan­tes egne men­tal­syke­hus byg­get bare for dem. Det er klart at syk­leig­gjø­ring av ideo­lo­gisk kri­tikk er og for­blir et pro­blem, som det alt­så har vært siden 1917 og frem inn i vår egen tid. Igjen er det ideo­lo­gi­en som ska­per et fiende­bil­de av sine kri­ti­ke­re.

    Når vi så tar den­ne ideo­lo­gi­en at face value, og lyt­ter til hva den sier om Israel, ser vi at vi har anlagt en for­vridd nar­ra­tiv. Vi inn­bil­ler oss selv at kon­flik­ten hand­ler om for­de­ling av jord. Men i så fall vil­le man fun­net en løs­ning i løpet av 70 år. Ser man på hva isla­mis­te­ne sier (Iran, Hiz­bol­lah, Hamas, PLFP, PLO, Den Ara­bis­ke Liga­en, OIC) så er jord­spørs­må­let helt vika­ri­e­ren­de og under­ord­net. Fra deres syns­vin­kel er det avgjø­ren­de at de i Kora­nen fin­ner et påbud fra høy­es­te hold om at jøder ikke har lov til å leve der Israel lig­ger i dag. Man kan si at det­te «høy­es­te hold» har etab­lert et fiende­bil­de av jøde­ne som ikke er så ulikt den (langt sene­re) tys­ke vari­an­ten.

til toppen