Farlige følelser

Retorikere bliver ofte anklaget for at spille på følelser. Men hvad er egentlig problemet? Vi er ikke maskiner, vi er mennesker. Mennesker har følelser, og dem bør vi spille på. Bliver du lidt oprørt over dette? Hmm, så er du heller ikke en maskine ...

Hvis du øns­ker at påvir­ke og over­tale and­re men­nes­ker, må du påvir­ke deres følel­ser. Den klas­sis­ke reto­riks begreb for emo­tio­nel bevæ­gel­se af til­hø­rer­ne er pát­hos. Begre­bet er i fami­lie med det græs­ke ord pask­hein som bety­der noget i ret­ning af at gennem­gå, ople­ve, lide eller at være i en sær­lig til­stand. Fra og med Aris­to­te­les’ Reto­rik (ca. 330 f.Kr.) for­stås patos bedst som en del af tria­den som også inde­hol­der logos (appel­ler til for­nuf­ten og til ratio­nel argu­men­ta­tion) og ethos (appel­ler til afsen­ders tro­vær­dig­hed og karak­ter). Den gode – og effek­ti­ve – reto­ri­ker anven­der altid alle tre appel­ler.

For Aris­to­te­les og alle sene­re reto­ri­ke­re er patos helt afgø­ren­de. I Retorik­kens anden bog slår han fast at følel­ser eller affek­ter er sjæ­le­li­ge påvirk­nin­ger som får men­nes­ker til at ænd­re mening: ”Over­be­vis­ning ska­bes gennem til­hø­rer­ne, når dis­se af tale­rens ord påvir­kes i ret­ning af en vis følel­ses­mæs­sig affekt (patos). Vi døm­mer jo ikke éns, uan­set om vi er kede af det eller gla­de, eller ven­ligt, respek­ti­ve fjendt­ligt ind­stil­let.”

Iføl­ge Aris­to­te­les er der tre ting tale­re må tage hen­syn til hvis de øns­ker at for­stå hvor­dan følel­ser væk­kes eller dæm­pes: For det førs­te hvor­dan men­nes­ker er til sinds når en bestemt følel­se opstår. Man må alt­så for­stå følel­sens beskaf­fen­hed og bag­grund. For det andet hvem eller hvad følel­sen van­lig­vis er ret­tet imod, alt­så hvad der frem­kal­der følel­sen. For det tred­je ved hvil­ke anled­nin­ger følel­sen nor­malt opstår, alt­så grun­de­ne til at følel­sen frem­kal­des. På den­ne måde gennem­går Aris­to­te­les en ræk­ke følel­ser og deres mod­sæt­nin­ger: vre­de og sagt­mo­dig­hed, venskab og had, frygt og mod, skam og skam­løs­hed, med­li­den­hed og for­ar­gel­se, kappe­lyst og for­agt, samt mis­un­del­se.

Hvis reto­ren fx vil udnyt­te eller frem­kal­de men­nes­kers frygt, må han vide hvor­dan dis­se tre ting for­hol­der sig til den­ne følel­se. Det ved Aris­to­te­les. Han bestem­mer fryg­tens beskaf­fen­hed som en ”ulyst­be­to­net følel­se af uro, der udsprin­ger af en fore­stil­ling om et nært fore­stå­en­de øde­læggen­de eller smerte­fuldt onde”. Det vi har på lang afs­tand, der­imod, fryg­ter vi ikke. Vi ved alle at vi engang skal dø, men så læn­ge vi ikke har det tæt ind på livet, ska­ber det ikke frygt. Frygt frem­kal­des af det som har umid­del­bar magt til at øde­lægge, ska­de eller for­årsa­ge smer­te. Vi fryg­ter per­soner som har magt og styr­ke, hvis dis­se men­nes­ker er uretfær­di­ge, vre­de, eller kræn­ke­de. Ved hvil­ke anled­nin­ger opstår frygt da? Efter­som frygt er for­bun­det med for­vent­ning om at noget ondt eller smerte­fuldt snart vil ske, fin­des frygt hos de men­nes­ker der mener at en umid­del­bar fare tru­er, eller som ven­ter noget bestemt fra bestem­te men­nes­ker på et bestemt tids­punkt. For at vi kan føle frygt må vi desu­den føle en smu­le håb om at vi kan und­gå det vi fryg­ter. For den håbløse har givet op og føler ingen frygt. På den­ne måde gennem­går Aris­to­te­les en ræk­ke følel­ser og deres mod­sæt­nin­ger: vre­de og sagt­mo­dig­hed, venskab og had, frygt og mod, skam og skam­løs­hed, med­li­den­hed og for­ar­gel­se, kappe­lyst og for­agt, samt mis­un­del­se.

Følel­ser­nes ratio­nel­le dimension

Når man tæn­ker på vig­tig­he­den af følel­ser­ne i reto­rik­ken, fin­des der over­ras­ken­de få sys­te­ma­tis­ke rede­gø­rel­ser for patos. Omkring 100 år før Aris­to­te­les for­kla­re­de sofis­ten Gor­gias (ca. 490–385) i sin Lov­tale for Hele­na følel­ser­nes magt. Her sam­men­lig­nes reto­risk tale med magi og medi­cin: Den hensæt­ter lyt­te­ren i emo­tio­nel­le tils­tan­de uden at han er helt bevidst om hvad der sker. En følel­ses­på­virk­ning føl­ger alt­så med accep­ten af en hold­ning eller vur­de­ring som er frem­kaldt af ratio­nel argu­men­ta­tion. Det emo­tio­nel­le har en ratio­nel dimension; det ratio­nel­le en emo­tio­nel. Godt 200 år efter Aris­to­te­les bru­ger romer­ne ivrigt stær­ke emo­tio­nel­le appel­ler i deres taler: De anven­der sto­re ord og bevæ­gel­ser, river klæ­der­ne af smuk­ke kvin­der og såre­de krigs­hel­te og brin­ger græ­den­de børn i ret­ten for at vin­de omsorg og med­li­den­hed. Men de skri­ver ikke meget teori om emnet. Selv Cice­ro (106–43) og Quin­ti­li­an (35–100) begræn­ser sig mest til prak­tis­ke råd og kate­go­ri­se­ring af følel­ser. Intet er vig­ti­ge­re, skri­ver Cice­ro i De ora­to­re, end at væk­ke til­hø­re­rens følel­ser: ”Men­nes­ker træf­fer nem­lig langt ofte­re deres afgø­rel­se ud fra had eller kær­lig­hed, begær, vre­de, sorg eller glæ­de, håb eller frygt, eller ved en vild­fa­rel­se eller sjæ­le­lig rys­tel­se … end på grund­lag af vir­ke­lig­he­den eller efter en for­skrift, et rets­prin­cip, en juri­disk grund­sæt­ning eller en lov­be­stem­mel­se.” Mens Cice­ro som de fles­te tid­li­ge­re reto­ri­ke­re for­står patos som sjæ­le­lig rys­tel­se, skel­ner Quin­ti­li­an mel­lem de roli­ge og lang­va­ri­ge følel­ser (’mores’ som sva­rer til etos) og de vold­som­me, kort­va­ri­ge følel­ser (’affec­tus’ som sva­rer til patos). Hen­gi­ven­hed hører til under etos, kær­lig­hed under patos.

I cita­ter­ne oven­for synes både Gor­gias og Cice­ro at anty­de at følel­ser er vild­le­den­de. Det har også sene­re tider gjort. Og vel kan følel­ser være pro­ble­ma­tis­ke og far­li­ge. Men reto­rik­ken anerk­en­der at følel­ser­ne er en rele­vant og nød­ven­dig vej til erken­del­se og hand­ling. Hvis vi i sko­ven møder en bjørn, ram­mes vi af frygt; med den­ne følel­se har vi udført en vur­de­ring af situa­tio­nen som far­lig. Vur­de­rin­gen er sam­ti­dig en anbe­fa­ling af en bestemt form for hand­ling, fx flugt eller angreb. I følel­sen fin­des så at sige et argu­ment – et ent­hymem – som ska­ber en vur­de­ring og råder os til at hand­le på en bestemt måde. Alle­re­de Aris­to­te­les’ Reto­rik inde­holdt idé­en om at argu­men­ter frem­kal­der følel­ser, og at følel­ser fører til hand­ling. Det gæl­der sta­dig. Hvis nogen over­be­vi­ser mig om at rege­rin­gens for­slag om akti­eud­byt­te fører til at dem som har mest, får mere, og dem som har mindst, får mind­re, vil jeg ud fra det­te vur­de­re rege­rin­gens poli­tik. Afhæn­gig af hvem jeg er, vil vur­de­rin­gen væk­ke har­me eller glæ­de. En følel­ses­på­virk­ning føl­ger alt­så med accep­ten af en hold­ning eller vur­de­ring som er frem­kaldt af ratio­nel argu­men­ta­tion. Det emo­tio­nel­le har en ratio­nel dimension; det ratio­nel­le en emo­tio­nel.

Reto­rik­ken hen­ven­der sig til hele men­nes­ket

Følel­sen føl­ger af argu­men­ta­tio­nen, men argu­men­ter kan også føl­ge af følel­sen. Vi kan befin­de os i situa­tio­ner hvor vi først bevæ­ges emo­tio­nelt og der­ef­ter lader følel­ser­ne for­me vores vur­de­rin­ger som så påvir­ker vore hold­nin­ger og hand­lin­ger. Når helse­myn­dig­he­der og sund­heds­sty­rel­ser i deres antiryge­kam­pag­ner viser os hjer­ter med blod­prop­per, hjer­ner med hjerne­blød­nin­ger og blod­årer med tykt, hvidt fedt; så er det netop et for­søg på at ska­be følel­ser som skal føre til vur­de­rin­ger der får ryge­re til at ænd­re deres adfærd. I reto­rik­ken opfat­tes følel­ser alt­så som noget aktivt: De er hver­ken en ting inden i os (’mine inders­te følel­ser’) eller en kraft ude­fra som vi pas­sivt og tanke­løst lader os påvir­ke af (’ramt af jalou­si’, ’pla­get af skyld’). Følel­ser er for­tolk­nin­ger og vur­de­rin­ger, og selv om ikke alle vur­de­rin­ger involve­rer følel­ser, involve­rer alle følel­ser vur­de­rin­ger. Sam­men­hæn­gen mel­lem det ratio­nel­le og det emo­tio­nel­le bekræf­tes af kog­nition­sforsk­nin­gen, der under­sø­ger hvor­dan men­nes­ket tæn­ker og erk­en­der. Også her er lær­dom­men at sans­ning, tænk­ning, følel­se og hand­ling hæn­ger funk­tio­nelt sam­men: Følel­ser frem­kal­des af vur­de­rin­gen om for­hold i omver­de­nen. Eller ander­le­des udtrykt: Følel­ser kræver tænk­ning, de er kog­ni­ti­ve respon­ser. Det er der­for ansvar­li­ge og effek­ti­ve reto­ri­ke­re ikke adskil­ler følel­ser­ne fra tan­ker­ne, men for­ener dem ved at hen­ven­de sig til hele men­nes­ket; til både hjer­ne og hjer­te, logos og patos. Det vig­ti­ge spørgs­mål er nem­lig ikke om reto­ri­ke­ren væk­ker vore følel­ser, for det bør han gøre, men om følel­ser­ne han frem­kal­der er beret­ti­ge­de og pas­sen­de for at ska­be gode beslut­nin­ger

TEMA

R

etorikk

102 ARTIKLER FRA VOX PUBLICA

FLERE KILDER - FAKTA - KONTEKST

INGEN KOMMENTARER

Kommentarfeltet til denne artikkelen er nå stengt. Ta kontakt med redaksjonen dersom du har synspunkter på artikkelen.

til toppen