Farlige følelser

Retorikere bliver ofte anklaget for at spille på følelser. Men hvad er egentlig problemet? Vi er ikke maskiner, vi er mennesker. Mennesker har følelser, og dem bør vi spille på. Bliver du lidt oprørt over dette? Hmm, så er du heller ikke en maskine ...

Hvis du ønsker at påvirke og over­tale andre men­nesker, må du påvirke deres følelser. Den klas­siske retoriks begreb for emo­tionel bevægelse af tilhør­erne er páthos. Begre­bet er i fam­i­lie med det græske ord paskhein som bety­der noget i ret­ning af at gen­nemgå, opleve, lide eller at være i en særlig til­stand. Fra og med Aris­tote­les’ Retorik (ca. 330 f.Kr.) forstås patos bedst som en del af tri­aden som også inde­hold­er logos (appeller til for­nuften og til rationel argu­men­ta­tion) og ethos (appeller til afsenders tro­værdighed og karak­ter). Den gode – og effek­tive – retorik­er anven­der altid alle tre appeller.

For Aris­tote­les og alle senere retorikere er patos helt afgørende. I Retorikkens anden bog slår han fast at følelser eller affek­ter er sjælelige påvirkninger som får men­nesker til at ændre mening: ”Over­be­vis­ning skabes gen­nem tilhør­erne, når disse af talerens ord påvirkes i ret­ning af en vis følelses­mæs­sig affekt (patos). Vi døm­mer jo ikke éns, uanset om vi er kede af det eller glade, eller ven­ligt, respek­tive fjendtligt indstillet.”

Ifølge Aris­tote­les er der tre ting talere må tage hen­syn til hvis de ønsker at forstå hvor­dan følelser vækkes eller dæm­pes: For det første hvor­dan men­nesker er til sinds når en bestemt følelse opstår. Man må alt­så forstå følelsens beskaf­fen­hed og bag­grund. For det andet hvem eller hvad følelsen van­ligvis er ret­tet imod, alt­så hvad der fremkalder følelsen. For det tred­je ved hvilke anled­ninger følelsen nor­malt opstår, alt­så grun­dene til at følelsen fremkaldes. På denne måde gen­nemgår Aris­tote­les en række følelser og deres mod­sæt­ninger: vrede og sagt­modighed, ven­skab og had, frygt og mod, skam og skam­løshed, medli­den­hed og forargelse, kap­pelyst og for­agt, samt misundelse.

Hvis retoren fx vil udnytte eller fremkalde men­neskers frygt, må han vide hvor­dan disse tre ting forhold­er sig til denne følelse. Det ved Aris­tote­les. Han bestem­mer frygtens beskaf­fen­hed som en ”ulyst­be­tonet følelse af uro, der udspringer af en forestill­ing om et nært forestående ødelæggende eller smerte­fuldt onde”. Det vi har på lang afs­tand, der­i­mod, frygter vi ikke. Vi ved alle at vi engang skal dø, men så længe vi ikke har det tæt ind på livet, skaber det ikke frygt. Frygt fremkaldes af det som har umid­del­bar magt til at ødelægge, skade eller forår­sage smerte. Vi frygter per­son­er som har magt og styrke, hvis disse men­nesker er ure­t­færdi­ge, vrede, eller krænkede. Ved hvilke anled­ninger opstår frygt da? Efter­som frygt er for­bun­det med for­vent­ning om at noget ondt eller smerte­fuldt snart vil ske, find­es frygt hos de men­nesker der men­er at en umid­del­bar fare truer, eller som ven­ter noget bestemt fra bestemte men­nesker på et bestemt tid­spunkt. For at vi kan føle frygt må vi desu­den føle en smule håb om at vi kan undgå det vi frygter. For den håbløse har givet op og føler ingen frygt. På denne måde gen­nemgår Aris­tote­les en række følelser og deres mod­sæt­ninger: vrede og sagt­modighed, ven­skab og had, frygt og mod, skam og skam­løshed, medli­den­hed og forargelse, kap­pelyst og for­agt, samt misundelse.

Følelsernes rationelle dimension

Når man tænker på vigtighe­den af følelserne i retorikken, find­es der over­rask­ende få sys­tem­a­tiske redegørelser for patos. Omkring 100 år før Aris­tote­les fork­larede sofis­ten Gor­gias (ca. 490–385) i sin Lov­tale for Hele­na følelsernes magt. Her sam­men­lignes retorisk tale med magi og med­i­cin: Den hen­sæt­ter lyt­teren i emo­tionelle til­stande uden at han er helt bev­idst om hvad der sker. En følelsespåvirkn­ing føl­ger alt­så med accepten af en hold­ning eller vur­der­ing som er fremkaldt af rationel argu­men­ta­tion. Det emo­tionelle har en rationel dimen­sion; det rationelle en emo­tionel. Godt 200 år efter Aris­tote­les bruger romerne ivrigt stærke emo­tionelle appeller i deres taler: De anven­der store ord og bevægelser, riv­er klæderne af smukke kvin­der og sårede krigshelte og bringer græ­dende børn i ret­ten for at vin­de omsorg og medli­den­hed. Men de skriv­er ikke meget teori om emnet. Selv Cicero (106–43) og Quin­til­ian (35–100) begrænser sig mest til prak­tiske råd og kat­e­goris­er­ing af følelser. Intet er vigtigere, skriv­er Cicero i De ora­tore, end at vække tilhør­erens følelser: ”Men­nesker træf­fer nem­lig langt oftere deres afgørelse ud fra had eller kærlighed, begær, vrede, sorg eller glæde, håb eller frygt, eller ved en vild­farelse eller sjælelig rys­telse … end på grund­lag af virke­lighe­den eller efter en forskrift, et ret­sprin­cip, en juridisk grund­sæt­ning eller en lovbestem­melse.” Mens Cicero som de fleste tidligere retorikere forstår patos som sjælelig rys­telse, skel­ner Quin­til­ian mellem de rolige og lang­varige følelser (’mores’ som svar­er til etos) og de vold­somme, kort­varige følelser (’affec­tus’ som svar­er til patos). Hen­given­hed hør­er til under etos, kærlighed under patos.

I citater­ne oven­for synes både Gor­gias og Cicero at antyde at følelser er vil­dle­dende. Det har også senere tider gjort. Og vel kan følelser være prob­lema­tiske og farlige. Men retorikken anerk­ender at følelserne er en rel­e­vant og nød­vendig vej til erk­endelse og han­dling. Hvis vi i skoven møder en bjørn, rammes vi af frygt; med denne følelse har vi udført en vur­der­ing af sit­u­a­tio­nen som farlig. Vur­derin­gen er sam­tidig en anbe­fal­ing af en bestemt form for han­dling, fx flugt eller angreb. I følelsen find­es så at sige et argu­ment – et enthymem – som skaber en vur­der­ing og råder os til at han­dle på en bestemt måde. Allerede Aris­tote­les’ Retorik inde­holdt idéen om at argu­menter fremkalder følelser, og at følelser før­er til han­dling. Det gælder stadig. Hvis nogen over­be­vis­er mig om at regerin­gens forslag om aktieud­bytte før­er til at dem som har mest, får mere, og dem som har mindst, får min­dre, vil jeg ud fra dette vur­dere regerin­gens poli­tik. Afhængig af hvem jeg er, vil vur­derin­gen vække harme eller glæde. En følelsespåvirkn­ing føl­ger alt­så med accepten af en hold­ning eller vur­der­ing som er fremkaldt af rationel argu­men­ta­tion. Det emo­tionelle har en rationel dimen­sion; det rationelle en emotionel.

Retorikken hen­ven­der sig til hele mennesket

Følelsen føl­ger af argu­men­ta­tio­nen, men argu­menter kan også følge af følelsen. Vi kan befinde os i sit­u­a­tion­er hvor vi først bevæges emo­tionelt og derefter lad­er følelserne forme vores vur­deringer som så påvirk­er vore hold­ninger og han­dlinger. Når helse­myn­dighed­er og sund­hedsstyrelser i deres antirygekam­pag­n­er vis­er os hjert­er med blod­prop­per, hjern­er med hjerneblød­ninger og blodår­er med tykt, hvidt fedt; så er det netop et forsøg på at skabe følelser som skal føre til vur­deringer der får rygere til at ændre deres adfærd. I retorikken opfattes følelser alt­så som noget aktivt: De er hverken en ting inden i os (’mine inder­ste følelser’) eller en kraft ude­fra som vi pas­sivt og tankeløst lad­er os påvirke af (’ramt af jalousi’, ’plaget af skyld’). Følelser er for­tolkninger og vur­deringer, og selv om ikke alle vur­deringer involver­er følelser, involver­er alle følelser vur­deringer. Sam­men­hæn­gen mellem det rationelle og det emo­tionelle bekræftes af kog­ni­tions­forsknin­gen, der under­søger hvor­dan men­nes­ket tænker og erk­ender. Også her er lær­dom­men at sansning, tænkn­ing, følelse og han­dling hænger funk­tionelt sam­men: Følelser fremkaldes af vur­derin­gen om forhold i omver­de­nen. Eller anderledes udtrykt: Følelser kræver tænkn­ing, de er kog­ni­tive responser. Det er der­for ans­varlige og effek­tive retorikere ikke adskiller følelserne fra tankerne, men foren­er dem ved at hen­vende sig til hele men­nes­ket; til både hjerne og hjerte, logos og patos. Det vigtige spørgsmål er nem­lig ikke om retorik­eren vækker vore følelser, for det bør han gøre, men om følelserne han fremkalder er berettigede og passende for at skabe gode beslutninger

TEMA

R

etorikk

104 ARTIKLER FRA VOX PUBLICA

FLERE KILDER - FAKTA - KONTEKST

INGEN KOMMENTARER

Kommentarfeltet til denne artikkelen er nå stengt. Ta kontakt med redaksjonen dersom du har synspunkter på artikkelen.

til toppen