Det er ikke enkelt at sige hvad der fik Jared Lee Loughner til at skyde og dræbe uskyldige i Tucson. Men der er næppe tvivl om at han må have følt had og haft fjendebiller for sit indre øje. Om den aggresive retorik fra den amerikanske højreside har bidraget til hadet og fjendebillederne er hellere ikke så enkelt at sige. Men affæren reaktualiserer et genblik på fjendebilleder som retorisk fænomen.
Vi må huske på at retorik ikke bare er noget som skaber fjendebilleder, men også noget som kan hindre eller opløse dem — og skabe fred og tolerance. Men det er ikke sagen i det følgende.
Det er en kendt sag i propagandaforskning at man bør fremstille fjenden som ond, umenneskelig og dæmonisk. Jo mindre fjenden er som os, jo mere han er foragtelig, fordærvet og tyrannisk, desto nemmere bliver det at dræbe ham.
Den nazistiske propaganda – som den allierede – benyttede velkendte strategier for at skabe fjendebilleder: konstruer et os-mod-dem, umenneskeliggør fjenden og gør ham til syndebuk og årsag til alle problemer – ja, til det onde selv. I 90’ernes Rwanda var Hutuernes omtale av Tutsier som ”kakerlakker” og skadedyr som skulle udryddes, et eksempel på det samme. Resultatet var folkedrab på mellem en halv og en hel million mennesker gennemført på under fire måneder.
I første og anden verdenskrig blev ikke bare fjendens ledere, men også den enkelte soldat umenneskeliggjort. Når du slås mand mod mand med bajonetter og kan se øjenfarven på mennesket du dræber, er det lettere hvis du opfatter ham som et udyr. Det er dem mod os. Det er os eller dem.
I vore dage er det anderledes. Efter 11. september handler fjendebillederne i den offentlige og officielle krigsretorikken ikke først og fremmest om at gøre det mulig for soldaten at dræbe. Han sidder ofte i et cockpit flere kilometer over dem han slår ihjel
Nu konstrueres fjendebilleder i endnu højere grad for at vinde offentlighedens accept for krigshandlingerne. Befolkningen i landet man angriber tegnes ikke som onde og mindreværdige – ikke engang soldaterne. De er kuet og undertrykte af en ond tyran. Det er ham som er fjenden, ikke folket. De er tværtimod dem vi vil hjælpe. Ja, de er til og med vore venner; og de vil få det meget bedre hvis vi angriber. I sin tale til nationen 29. januar 2003, bare få uger før invasionen i Irak, beskrev præsident George W. Bush de afskyelige metoder som blev brugt i Iraks torturkamre og konstaterede så:
Hvis dette ikke er ondskab, så har ordet ondskab ingen betydning. Og i aften har jeg et budskab til det tapre og undertrykte Irakiske folk: Jeres fjende har ikke omringet landet, jeres fjende styrer landet. Og den dag ham og hans regime fjernes fra magten vil være jeres befrielsesdag.
Krig skaber fred. Besættelse er frigørelse. Robert Ivie, som antagelig er den mest fremtrædende amerikanske forsker i krigsretorik, har beskrevet hvordan USA altid har fremstillet sine fjender som en vild angriber, drevet af irrationelt begær efter erobring og undertrykkelse gennem vold og magt. Dette billede intensiveres gennem et kontrasterende billede af ”os”, USA, som en fredselskende, rationel og tolerant civilisation. Sådanne kontraster – våbenmagt versus frihed, irrationalitet versus rationalitet, aggression versus forsvar, de vilde barbarer versus os i den civiliserede verden – danner både indhold og udtryk i de retoriske fjendebilleder som driver mennesker i krig.
Ondskabens retorik
Den som tegner fjendebilleder gør sig selv til offer og umenneskeliggør modstanderen. ”De vil løbe til fjeldene”, sagde Præsident Bush i 2001, og beskrev Al Qaida som onde dyr man skulle jage:
de vil finne huller å gemme sig i. Vi vil gøre det som er nødvendig for å ryge dem ud, og vi vil få dem til at løbe, og vi vil fange dem.
Men før man kan jage og dræbe fjenden, må man fremmane ham som ondskaben selv. Ondskabens retorik lukker rummet for nuancer og balanceret vurdering af fordele og ulemper ved konflikt og krig. Den som er kritisk til fjendebillederne og til tanken om at gå i krig, får ikke plads til at manøvrere retorisk.
Der vil altid være argumenter imod krig og invasion: krigens forfærdelige lidelser, risikoen for ikke at sejre eller de udfordringer som uundgåeligt opstår med at vinde freden når krigshandlingerne slutter. Men overfor billedet af ondskaben selv, må alle disse argumenter give fortabt.
Ondskabsmotivet hindrer kritiske stemmer og sænker tærsklen for krig. For når kampen i det godes tjeneste står mod det onde selv, er kompromiser uaktuelle og ingen omkostninger for høje. ”Alle argumenter man kan komme i tanke om for fred”, skriver Ivie, ”stikkes i spillet om kampen mod ondskaben”.
Dem mod os – det er os eller dem
Uden et tydeligt os og et klart dem, kan man hverken skabe fjendebilleder eller eskalere konflikter. Uden os-mod-dem får du ingen nazistiske koncentrationslejre, ingen kold krig, intet Apartheid og ingen mur på Vestbredden. Uden at få folk til at tro på modsætninger mellem mennesker får du ikke Israelere og Palæstinere, Serbere og Kroater, Hutuer og Tutsier til at dræbe hinanden. Du får ikke nogen til at styre fly ind i World Trade Center og ingen præsident til at sige: Enten er du med os eller så er du imod os.
Retoriske og socialpsykologiske studier viser hvor stærk en kraft inddeling i grupper kan være og hvor let det er at stille folk op mod hinanden. I et eksperiment placerede den britiske psykolog Henri Tajfel helt tilfældigt valgte mennesker i helt tilfældigt valgte grupper. Disse mennesker havde aldrig tidligere haft nogen form for samvær og ville aldrig senere få det. Til og med deres handlinger og udsagn i eksperimentet var anonyme. På trods af denne tilfældighed handlet deltagerne alligevel som om medlemmerne av deres gruppe kunne regnes som venner eller familie.
Deltagerne gav udtryk for at de bedre kunne lide medlemmer af deres ”egen” gruppe, at disse havde en mere behagelig personlighed og ydet mere end dem i den anden gruppe. Når de blev bedt om at fordele penge gav de mest til ”sine egne”, og handlet som om de var i konkurrence ”de andre”.
Sådanne konstruktioner af dem-mod-os er antagelig den stærkeste kraft i mennesket. Denne kraft får os til at acceptere fjendebilleder og angribe andre mennesker. Konstruktionen er stærk fordi den er så grundlæggende. Vi forstår verden i modsætninger: høj i forhold til lav, sort i forhold til hvid, rig i forhold til fattig, succes i forhold til fiasko, civiliseret i forhold til uciviliseret, offer i forhold til angriber. Det ene giver ganske enkelt ikke mening uden det andet. Der er ikke noget mig uden dig.
Ledere vil altid invitere os til at være en del af et fællesskab; og det bør de gøre. Men vi skal være bevidst om hvilke former for fællesskab vi inviteres til at deltage i. Hvilken slags grupper, hvilken slags mennesker og hvilken slags handlinger skaber ledere med deres retorik?
Når nogen taler om ”de andre”. Når nogen fortæller hvordan ”de” er og hvad ”de” gør; når nogen forklarer hvorfor ”de” er helt anderledes end ”os” eller hævder at ”de” truer vores levevis, så bør vi være på vagt. Særlig hvis de beskyldes for at være roden til alle vore problemer.
Vi skal være opmærksomme på sprogets kraft til at male fjenden på væggen og derved konstruere både ”dem” og ”os”.
I en lidt anden udgave har denne tekst tidligere været publiceret i danske RetorikMagasinet.
[…] This post was mentioned on Twitter by Jens E. Kjeldsen, Vox Publica. Vox Publica said: Retorikkbloggen: Fjendebilleder http://bit.ly/gxwD7Z […]