Velsignet uklarhet

Er verbal uklarhet en velsignelse eller en forbannelse?

Min søs­ter sier ofte ting klart og utve­ty­dig. Da jeg en jul gav hen­ne en gen­ser til  sa hun umid­del­bart og uten å nøle: “Nei, den synes jeg ikke var sær­lig fin. Den vil jeg byt­te. Har du hus­ket en bytte­sed­del?” Selv om jeg vir­ke­lig verd­set­ter ærlig­het had­de jeg nok fore­truk­ket en for­sik­tig under­dri­vel­se eller en høf­lig uklar­het som: “Åhh, en gen­ser. Den er …øhh … blå. Kan­skje de har den i and­re far­ger?”

Slik sett kan unn­vi­ken­de uklar­het være en høf­lig vel­sig­nel­se. Det vet man­nen hvis lub­ne kone bekym­ret spør om hun er lub­ben. Hvis han er klok, og høf­lig, sva­rer han: “Kjæ­re, du er akku­rat som jeg liker deg”.

At slik vel­sig­net uklar­het til og med kan være nasjons­sam­len­de viser min kol­le­ga Anders Johan­sen på tanke­vek­ken­de og under­hol­den­de vis når han i boken Tale­rens tro­ver­dighet beskri­ver Wer­ge­lands berøm­te 17. mai tale ved Krogh-støt­ten i 1833. I en halv time berg­tok og beve­get Wer­ge­land entu­si­as­tisk til­hø­rer­ne med nær­mest kom­plett ufor­ståe­li­ge set­nin­ger som dis­se:

Ja, saa­le­des er det, at det­te Æres­min­de er en his­to­risk og alt­saa nød­ven­dig Retfær­dig­heds­hand­ling af os, er en Føl­ge af Kroghs Hand­lin­ger og dis­se af hans Sinds Ypper­lig­hed, og at det saa­le­des er ansku­et af Ham, til­hø­rer hans Selv, er ind­ta­get som en Pry­del­se i hans Him­mel lige­som Temp­ler­ne og Kuppler­ne gjen­skin­ne hist høit i den kla­re Syd­luft – saa­le­des er det, at Æres­min­det for­me­delst de ædle følel­se af Erkjendt­lig­hed, som ere stær­ke og natur­li­ge i Men­neske­hjer­tet, og for­me­delst den inder­li­ge Erkjen­del­se af hans for­tje­nes­ter måt­te være en nød­ven­dig føl­ge af dis­se.

Det­te er kun halve del av en set­ning, som har dob­belt så langt til et punkt­um. Som Johan­sen bemer­ker, kan til­hø­rer­ne ikke “ha for­stått et dugg”. Like­vel var de åpen­bart eni­ge i deres hyl­lest av Wer­ge­land og den nors­ke nasjo­nen.

Jo mer uklart noe uttryk­kes, desto vans­ke­li­ge­re er det å være uenig. Uklar­he­ter har nem­lig den for­del at hver til­hø­rer kan til­skri­ve den mening som er mest pas­sen­de for ham eller hen­ne. Den­ne uklar­he­tens åpen­het kjen­ner også vår tids poli­ti­ke­re og byrå­kra­ter som kan kuns­ten å uttryk­ke seg slik at deres utsagn kan bety det den enkel­te til­hø­rer øns­ker de skal bety. Med gene­rel­le, selv­inn­ly­sen­de og menings­tom­me utsagn invi­te­res vi til selv å fyl­le inn den menin­gen vi sym­pa­ti­se­rer med. Når poli­ti­ke­ren sier “Vi må poli­ti­ke­re må arbei­de har­de­re for dem som tren­ger det”, ten­ker de fles­te av oss at nå gjør de ende­lig noe for meg.

Sli­ke ukla­re og gene­rel­le for­mu­le­rin­ger fin­nes i over­mål i par­ti­enes pro­gram­mer, hvor det i sam­me pro­gram både kan stå utsagn som  “vi må ta vare på det enkel­te indi­vids ret­tig­he­ter” og for­sik­rin­ger om at “hvert enkelt men­nes­ke må ta ansvar for seg selv og and­re”. Det høres jo både klart og for­nuf­tig ut. Men hva betyr det egent­lig kon­kret? Og fin­nes det noe som helst norsk par­ti som ikke kun­ne ha det­te stå­en­de i parti­pro­gram­met sitt?  Og kan du gjet­te hvil­ket parti­pro­gram set­nin­ge­ne er tatt fra?

Da Lars Spon­heim var parti­le­der for Venst­re opp­sum­mer­te han engang med klar røst par­ti­ets lands­møte slik: “Noen av oss har en vei å gå. Det vil jeg som leder også gjø­re”. Det er tyde­lig at han skal ut å gå, men det er ikke så tyde­lig hvor han skal hen.

Slik til­syne­la­ten­de klar uklar­het som kan til­pas­ses hva som helst, min­ner litt om den vi fin­ner i avi­se­nes horo­sko­per. I BA kun­ne du som er skor­pion eksem­pel­vis få føl­gen­de spå­dom: “Jo bed­re du plan­leg­ger, jo bed­re vil du løse en vans­ke­lig situa­sjon som du vet vil duk­ke opp. En rek­ke nye per­soner kom­mer inn i livet ditt i dag, hva som vil skje vide­re er opp til deg”. Kan­skje kom­mer Spon­heim gåen­de inn? Han er jo ute å gå. Nor­malt er Spon­heims pro­blem ellers at han er alt for klar og tyde­lig i mælet. Han har for eksem­pel omtalt sitt eget rege­rings­sam­ar­beid med Sen­ter­par­ti­et som “klaus­tro­fo­bisk” og har har hev­det Sen­ter­par­ti­et “lider av noto­risk frem­tids­frykt”.

Nei, da er uklar­het mye bed­re. Som språ­kets utkok­te potet pas­ser den til alt. Spe­si­elt godt går den til nærings­livs­le­der­nes gryte­ret­ter av dår­li­ge nyhe­ter til de ansat­te. Som omskri­ven­de under­dri­vel­ser moses uklar­he­ten ut over en sak eller en hand­ling for å dek­ke, til­slø­re eller ufar­lig­gjø­re dens alvor og kon­se­kven­ser. Det gjor­de den dans­ke SAS-sjef og styre­for­mann i Braa­thens, Jør­gen Linde­gård, da hani 2008 for­klar­te til TV2 Nyhe­te­ne hvor­for SAS/Braathens måt­te si opp omkring 1000 ansat­te. Han for­klar­te seg slik:

Vi har i dag valgt den løs­ning som giver Braa­thens langt den beds­te øko­no­mis­ke udvik­ling, som er vig­tig for Braa­thens frem­tid som fly­selskab. Og vores juris­ter har da vur­de­ret at den outsourcing som der fin­der sted, skal fore­ta­ges på den måde at over­tal­lig­he­den fin­der sted i Braa­thens. Og der­for er slut­pak­ker­ne også lavet med udgangs­punkt i Braa­thens.

Linde­gård kan åpen­bart ikke kri­ti­se­res for noe som helst. Han har nem­lig til­syne­la­ten­de ikke selv bestemt noe, men kun hand­let som situa­sjo­nen og juris­te­ne dik­te­rer det. Han har gjort det som er best for Braa­thens. Ja, han hand­ler fak­tisk for Braa­thens. Han har ikke engang bestemt at noen skal avskje­di­ges, sies opp eller enda ver­re spar­kes. Nei da, sli­ke ord tar han ikke i sin munn. Det er i ste­det juris­te­ne som har vur­dert at det skal fin­ne en “outsourcing” sted og at den “skal fore­ta­ges på den måde at over­tal­lig­he­den fin­der sted i Braa­thens”. Etter den­ne “outsourcing” og “over­tal­lig­hed” fant sted  i Braa­thens, kun­ne Linde­gård lene seg til­ba­ke i arbeids­sto­len etter sitt – som han omtal­te det – “omhyg­ge­li­ge” arbei­de. Imens kun­ne 1000 ansat­te i Braa­thes slå seg ned i lene­sto­len hjem­me foran fjern­sy­net og få ser­vert fle­re vel­sig­ne­de uklar­he­ter som de kan være eni­ge i. For hva annet skul­le de ta seg til?

TEMA

R

etorikk

102 ARTIKLER FRA VOX PUBLICA

FLERE KILDER - FAKTA - KONTEKST

INGEN KOMMENTARER

Kommentarfeltet til denne artikkelen er nå stengt. Ta kontakt med redaksjonen dersom du har synspunkter på artikkelen.

til toppen