17. mai var grunnloven ferdig. Den ble da underskrevet av forsamlingens presidentskap; så gikk man straks i gang med kongevalget. Flere representanter mente at dette fikk vente til den internasjonale situasjonen var blitt mer avklart; de fikk vite at de var nødt til å delta i dette valget som i realiteten bare hadde én kandidat. Alle bøyde seg, selv om flere krevde å få sine forbehold registrert i protokollen. Formelt ble Christian Frederik dermed enstemmig valgt.
Europas stormakter – Russland, Preussen, Østerrike og England – var fast bestemt på å tvinge igjennom unionen med Sverige. Deres utsendinger møtte den nye kongen i Christiania i begynnelsen av juli. Christian Frederik strakte seg langt for å komme dem i møte. Han godtok union og avgrenset selvstendighet for Norge, senere gikk han også med på å abdisere. Men han krevde at svenskene skulle godkjenne Grunnloven og Stortinget, og han avviste kravet om at Norge skulle gi fra seg grensefestningene Fredriksten og Fredrikstad. Det ble ikke oppnådd enighet. I slutten av juli gikk svenskene til angrep.
Grunnlovsjubileet og talene
Hva ble sagt — og sunget — i det skjellsettende året 1814? Med vekt på hendelsene i Bergen arrangerer UiB et festmøte i Korskirken 14. mai med skuespillere, sang og musikk. Vox Publica dokumenterer i en serie artikler de seks talene som er valgt ut til festmøtet.
Det ble en kort krig. Svenskene var militært fullstendig overlegne. Etter to uker begynte forhandlingene om våpenhvile. De resulterte i den såkalte Mossekonvensjonen. I denne avtalen lovte svenskene å godta Grunnloven fra Eidsvoll, bare med de endringer som var nødvendige av hensyn til unionen. Christian Frederik lovte å innkalle Stortinget, legge all makt i Stortingets hender, og selv forlate landet. Norges situasjon var etter dette helt annerledes enn etter stormaktenes diktat i januar. Svenskene godtok Stortinget som motpart i forhandlingene. De godtok at Stortinget skulle få vedta en ny grunnlov og foreta et nytt kongevalg. Ut gjennom hele 1800-tallet kunne forsøk på norsk selvhevding i unionen vise til denne avtalen som sitt juridiske fundament. Norge var ikke et lydrike, men en likeverdig part, med egen grunnlov og indre selvstyre, i en ordning med felles konge som det var oppnådd enighet om gjennom forhandlinger.
Etter nederlaget i krigen sommeren 1814 var det klart at det gikk mot union. Realistisk sett var det ingen vei utenom. Men det var ikke alle som ville bøye seg – særlig ikke i Bergen. Folket hadde avlagt ed på et løfte om å ofre livet for selvstendighetens sak, og kunne ikke nå løpe fra denne eden. Da representantene fra Bergen stilte på Stortinget høsten 1814, var det med bundet mandat. Et velgermøte hadde vedtatt at det ikke under noe vilkår kunne komme på tale å bryte sin ed, og dette vedtaket ble bekreftet og innskjerpet på nye møter utover høsten. Vi vil ikke bli «til Spot for Verden og til Meenedere for Gud», vedtok bergenserne. Den viktigste talsmann for denne politikken var biskopen, Johan Nordahl Brun. Slik talte han fra prekestolen i Domkirken på Christian Frederiks fødselsdag, 18. september:
Johan Nordahl Brun: Kaster ikke eders Frimodighed bort!
Preken på Christian Frederiks fødselsdag
Bergen, 18. september
“Dagens Anliggende er en Vaabenstilstand, som alvorligen indbyder til fornyet Krig. For at beholde i den vor Frimodighed, maatte vi ikke opskrue Beregningen over det ubetydelige hist og her tabte, men summarisk tælle, hvad vi endnu har.
Vi har, først av alt, en god og retfærdig Sag. Med Beviser for denne Sætning skal jeg ikke kjede. Men at retfærdig Sag staalsætter Frimodighed føler vel enhver, som ved vist, at han har Ret. Retferdig Sag er en vigtig Frimodighedsgrund, ikke for Krigeren alene, men ogsaa for os, der sidder hjemme, medens han slaar for os. Vel har Soldaten, endog i uretfærdigste Krig, allermindst, ja slet ikke Uret, han opfylder sin Pligt paa den blinde Lydigheds, den tunge Vei, og han udgyder uskyldigt Blod, og Blodskyld hviler ikke paa ham, kun paa Tyrannens Hoved, i hvis Ærende han gaar. Men i en Krig, som vor, kvæger det Frimodighed, at den ringeste Soldat, som skal gaa mod vor fælleds Fiende, ogsaa gaar mod sin egen Fiende; han gaar og tror, at han gaar i sit eget Ærende, naar han gaar forat beskjerme os; at naar der kun rykkes mod Svensken, gaar han, fordi han vil, og glemmer, at han befaltes at gaa, og alt da forresten lige, saa gaar den djærvere frem som gaar, fordi han vil, end den, som gaar, fordi han maa.
Les hele talen
Dette er et utdrag av Bruns tale. Les hele talen på Virksomme ord, og se flere taler av Brun.
Men nu staar og falder vor Frimodighed med Svaret paa dette Spørgsmaal: Er endnu dette Folkemening i Norge? Hvem skulde vi da spørge? Spørg Folket i Norge, det er Bonden og hans vaabenføre Søn. Siger Mængden af denne Folkeklasse: «Vi er slagne, drevne paa Flugt, undertrykte, forskrekkede, vi tør ikke atter vove en Dyst», – nu ja, saa er det forbi, saa er det Daarskab, om vi Byfolk endnu vil være frimodige. Men nu svarer disse med én Mund: «Vi veg ikke et Haarsbred, hvor man bød os at staa. Hvor man bød: «Fremad!» der ginge vi Berserkergang. Vi higede efter Angrebs-Signal, som Vægteren efter Gry af Dag. Man skaffe os kun Brød, saa styrter vi frem til at opfylde vor Ed, hvortil man endnu ingen Anledning gav os: Vi er ikke slagne, ikke bange, og end raader Nordmand i Norge.»
Vor Regjeringsform – er den værd at stride for? Vi har jo dog nu den, vi alle helst ønskede; den af vore egne bedste Mænd forfattede; den, hvortil vi med hellig Ed har forpligtet os; den som værner om Frihed, om Eiendom, om Menneskeværd; som lover ikke alene os, men vore Børn og Børnebørn muligste Borgerheld. Den er vel, mener jeg, værd at stride for.
Hvad har vi da, hvad kan vi faa? Vi har endnu, hvad vi valgte: Kristian Fredrik. Vi havde valgt ham, om alle Europas større eller mindre Fyrster havde staaet for vore Øine. Han forstod, endnu indtil hans Sygdom, at herske over Hjerter; at erobre alt det, som omringede ham, med Vaaben, som ikke findes i noget Arsenal; Vaaben, som ikke dræber, ikke bortskrækker, ikke støder fra sig, men trækker, drager, fængsler, sammentvinger; han er – kort sagt – et af disse sjeldne Kongsemner, om hvilke man sige med større Ret end om store Digtere: de bliver ikke, men de fødes. Og denne har vi. – Men hvad kan vi faa? Hvilken Fremtid kan Norge haabe paa under en Kristian Fredrik? Hvad skulde da ikke vor spæde Stat voxe og herdes til? Just i en Alder, som kunde kaldes Rigets Opdragelsesaar? Fik Norge derimod en Knæk i disse første Aaringer under stedfaderlig Haand, under en Dannelse, hvorfra Kjærligheden var aldeles udelukket, – o, det naaede sig aldrig mere, blev aldrig hvad det havde Natur til at blive: bredskuldret og knoglesterkt – men en Skifting, gul og gusten, vantreven og visnende. En Mandsalder forbi, skulde ingen blandt Skandinaver gjenkjende den djærve Nordmand uden derpaa, at han syntes mere medtagen end nogen anden. Skulde da ikke disse rimelige Udsigter til en forskjellig Fremtid, atter bestemme vort Valg, styrke vor Frimodighed til at holde frem, som vi stevner?
Dog end engang: hvad har vi? Det i sidste Maaned passerede var ret en haard Prøvelse, selv for de frimodigste Nordmænd. Det var en Kolonne af stinkende Mørkskodde, som sank tung og tyk ned paa vore himmelhøie Fjeldtindinger. Det mørkeste af alt var, at den Mand syntes at have kastet sin Frimodighed bort, med hvis Frimodighed ingen Mand kunde maale sin, da han stod som en Kjæmpe i Aands-Kraft paa norsk Grund og svarede de mest oplyste Ministre fra Europas mægtigste Potentater og svarede saa, at de i deres Hjerter, idetmindste, maatte erkjende, at Norge havde Konge, og han var stor og vis og kjek. Og nu i August Maaned, hvad var skjedd ham? Hvad er skjedd med Norge under hans Regjering? O, det var bittert, det var krænkende, det var mørkt. Men, Gud ske Lov! det klarner op, Sygdom var det, det var alt; Lægerne vidner, at han helbredes daglig og styrkes og snart – det haaber vi, derom beder vi – snart staar han frem i al sin Glorie. Gud, helbred ham ganske og indset ham atter i fuldt Brug af det Klenodie, du gav ham, nemlig Frimodighed. Bedæk hans skjønne Hjerte med dette Vaaben! Gjør Vaabnet Uadskilleligt fra hans virkelig fyrstelige Aand, ligesom han selv har lovet at blive uadskillelig fra Norge. Gud! giv vor Konge og os alle ægte Norske Frimodighed til at blive vor hellige Ed og vort kjære Norge tro, om det og skulde koste Liv og Blod, Frimodighed til hellere at dø med Ære end leve med Skjendsel, end rave paa Jordkloden som Menedere, som banlyste af Gud i Himmelen og foragtede af hver Ærens Mand paa Jorden.”
Om Johan Nordahl Brun
Johan Nordahl Brun (1745–1816) var sogneprest i Korskirken i Bergen fra 1774, og fra 1804 biskop i Bergens stift. I sin tid var han kjent både som salmedikter og dramatiker, og som en av de store talere og forkynnere; i dag huskes han trolig best for en patriotisk drikkevise («For Norge, Kjæmpers Fødeland») og en bysang («Jeg tog min nystemte Cithar i Hænde»). Brun var en viktig skikkelse i utviklingen av norsk selvbevissthet, men han var ingen demokrat, og ingen tilhenger av nasjonal selvstendighet. I hans verden var det ingen motsetning mellom norsk patriotisme og troskap mot det danske kongehus. I Bergen gjorde han i 1814 en energisk innsats for å forhindre at byens representanter gikk inn på kompromisser med svenskene, og sørget for at de stilte med bundet mandat, stadig forpliktet av det høytidelige løfte om «at hævde Norges Selvstændighed og at vove Liv og Blod for det elskede Fædreland».