Billeder som udstyr til at forstå og håndtere verden

Om terrorkatastrofer og billeders retoriske værdi

En tirs­dag mor­gen klok­ken 08:46 opstår en reto­risk situa­tion i New York. Nogen har flø­jet et pas­sa­ger­fly ind i World Tra­de Cen­ter. Godt et kvar­ter sene­re ram­mer et andet fly. Der hers­ker for­vir­ring, kaos og usik­ker­hed, og mest af alt hers­ker der frygt, ræd­sel og mag­tes­løs­hed.

Ingen ved med sik­ker­hed hvad der egent­lig er sket, eller hvor­for det er sket. Man for­står at fly­ene er styr­tet bevidst og inten­tio­nelt mod lan­dets mili­tæ­re, poli­tis­ke og øko­no­mis­ke cen­trer. Men man ved ikke om der vil kom­me mere, eller hvad der i så fald vil kom­me. Chok­ket, sor­gen og ufor­ståe­lig­he­den er over­væl­den­de.

Situa­tio­nen er reto­risk for­di den inde­hol­der det man inden for reto­rik­forsk­nin­gen kal­der for påtræn­gen­de pro­ble­mer (exi­gen­ce). Den udvi­ser vis­se mang­ler eller udford­rin­ger og invi­te­rer til for­and­ring eller behand­ling. Sådan opstår reto­risk kom­mu­ni­ka­tion på sam­me måde som et svar opstår som respons på et spørgs­mål. Der er så at sige noget i situa­tio­nen som kræver at nogen rea­ge­rer og tager ordet eller på anden måde for­sø­ger at ænd­re situa­tio­nen til det bed­re. Når vi tager ordet, eller rej­ser os for at hol­de tale, gør vi det nem­lig ald­rig helt på eget ini­tia­tiv. Vore reto­ris­ke ytrin­ger frem­kom­mer lige så meget for­di situa­tio­ner invi­te­rer til at nogen tager noget op, ytrer sig på den ene eller anden måde. Situa­tio­nens påtræn­gen­de reto­ris­ke pro­ble­mer invi­te­rer både til at en taler skal tale, og anty­der hvad han bør sige og hvor­dan han skal sige det.

Det­te gæl­der også for situa­tio­nen 11. sep­tem­ber 2001 – og det gæl­der for bil­le­der. I det føl­gen­de vil jeg vise at bil­le­der­ne som blev trykt i dage­ne efter 11. sep­tem­ber 2001 ikke bare doku­men­te­re­de en his­to­risk situa­tion, men bidrog til at behand­le kon­kre­te udford­rin­ger som befolk­nin­gen i New York og i hele USA stod over­for. Og jeg vil argu­men­te­re for at vi bru­ger bil­le­der til at for­stå og hånd­te­re ver­den og vore liv.

Efter angre­bet på World Tra­de Cen­ter står men­nes­ker i New York og USA over­for fle­re udford­rin­ger. De befin­der sig i en situa­tion med påtræn­gen­de reto­ris­ke pro­ble­mer, som kan imøde­kom­mes ved hjælp af kom­mu­ni­ka­tion. Blandt dis­se pro­ble­mer er: (1) Følel­sen af sorg og ulyk­ke og uover­sti­ge­ligt tap, (2) Følel­sen af mag­tes­løs­hed og hand­lings­lam­mel­se.

Dis­se påtræn­gen­de pro­ble­mer fin­des som følel­ser og tan­ker hos de ame­ri­kans­ke bor­ge­re. Men­nes­ke­ne som også er den reto­ris­ke situa­tions pub­li­kum. På den­ne måde bli­ver den ame­ri­kans­ke befolk­ning både afsen­der og mod­ta­ger af al den kom­mu­ni­ka­tion som skal imøde­gå den reto­ris­ke situa­tions påtræn­gen­de pro­ble­mer. Bru­gen af tale og bil­le­der bli­ver til en kol­lek­tiv, natio­nal reto­risk respons USA ret­ter mod sig selv. En strøm af ord og bil­le­der hen­ven­der sig til natio­nens bor­ge­re for at bear­bej­de deres følel­ser og tan­ker.

Al den­ne kom­mu­ni­ka­tion er reto­risk, for­di den dik­te­res af situa­tio­nen som et mid­del til at afhjæl­pe de påtræn­gen­de pro­ble­mer. Situa­tio­nen kræver eller invi­te­rer til at vi viser bestem­te for­mer for bil­le­der som behand­ler udford­rin­ger­ne på bestem­te måder: Følel­sen af sorg og ulyk­ke og tabet af de omkom­ne, kræver trøst til de efter­lad­te, samt etab­le­ring af fæl­lesskab og lov­pris­ning af dem som er gået bort. Følel­sen af mag­tes­løs­hed og hand­lings­lam­mel­se kræver at der etab­le­res en følel­se af fæl­les handle­kraft, vil­je og akti­vi­tet. I dage­ne umid­del­bart efter angre­bet blev dis­se påtræn­gen­de pro­ble­mer først og frem­mest imøde­kom­met gennem reto­risk bil­led­brug.

«Victim 00001 »

Det sker for eksem­pel i det berøm­te bil­le­de: «Vic­tim 00001» (Se bil­le­de 1). Ufor­styr­ret af bag­g­run­den som er slø­ret af støv og røg, frem­træ­der seks mænd tyde­ligt for vore øjne. Vi kan se på mæn­de­nes støvdæk­ke­de klæ­der at de har været i nær­kon­takt med kata­stro­fen. En af dem med døde­lig kon­se­kvens. De fem and­re bærer den døde æld­re mand væk fra ulyk­kes­ste­det. Han lig­ger slap på en stol, men det ser ikke ud til at han har lidt. Han vir­ker nær­mest fred­fyldt – som om han sover.

Billede 1. Shannon Stapleton: Father Michael F. Judge, første offer for angrepet på World Trade Center, 2001, også kendt som "Victim 00001". Reuters/Scanpix

Bil­le­de 1. Shan­non Staple­ton: Fat­her Michael F. Jud­ge, førs­te offer for angre­pet på World Tra­de Cen­ter, 2001, også kendt som «Vic­tim 00001». Reuters/Scanpix

Bil­le­det præ­sen­te­rer en hæn­del­se san­se­ligt foran øjne­ne på os og giver os et visu­elt selv­syn. Vi kan se at mæn­de­ne hand­ler aktivt. Arme­ne er strak­te og spænd­te under væg­ten af den døde på sto­len.

De anspænd­te og anstreng­te ansigtsud­tryk afslø­rer både at de fysisk bærer på noget tungt og at hele situa­tio­nen er psy­kisk tung at bære. Ingen taler sam­men, alle er opta­get af hand­lin­gen de udfø­rer i fæl­lesskab. Bil­le­det udtryk­ker mærk­vær­dig­vis ikke det kaos og den for­vir­ring, som situa­tio­nen kun­ne til­si­ge. Selv­om det for­tæl­ler om noget stærkt for­uro­li­gen­de; synes det at have en sær bero­li­gen­de effekt. Den­ne ro fin­des ikke bare i den døde mands ansigtsud­tryk, men i hele bil­le­dets kom­po­sition.

Bil­le­det er i nær­mest per­fekt balance. De to mænd som er pla­ce­ret yderst i hver side har næs­ten sam­me hold­ning. Beg­ge ser ned mod jor­den, og beg­ge hol­der arme­ne ud for at balance­re væg­ten de hol­der med den anden hånd. Der­ved af balance­rer de også bil­le­dets kom­po­sition over cen­tral-aksen, som etab­le­res af man­den med hjel­men.

Ikke bare er kom­po­sitio­nen i bil­le­det byg­get over cen­tral-aksen. Det er meget stærkt cen­te­ret. For det førs­te er den døde mands ansigt pla­ce­ret præcis i cen­trum af bil­le­det, og vink­ler­ne som dan­nes af mæn­de­nes skuld­re og krops­stil­lin­ger peger ind mod den døde i bil­le­dets midt­punkt. Han er både i cen­trum af bil­le­det og i cen­trum for mæn­de­nes hand­lin­ger. For det andet udgør de seks mænd en sam­let enhed som også er pla­ce­ret i bil­le­dets midte.

Et balance­ret cen­trum giver som regel en for­nem­mel­se af ro og perm­a­nens – en nær­mest reli­giøs evigt­va­rende­hed. Sådan­ne domi­ne­ren­de cen­tral­kom­po­sitio­ner ken­der vi mest fra reli­giø­se og iko­nis­ke afbild­nin­ger. Bil­le­det har da også en sær­egen, iko­nisk og reli­giøs æste­tik som ram­mer næs­ten instink­tivt. Den­ne iko­no­gra­fis­ke karak­ter støt­tes af at den dødes posi­tur min­der om både Kris­tus på kor­set og Michel­ange­los Pietá, hvor Jesus lig­ger slap i arme­ne på Jom­fru Maria. Spec­i­elt stærk og frem­træ­den­de bli­ver den reli­giø­se iko­no­gra­fi når vi får at vide at den døde er brand­mæn­de­nes højt els­ke­de præst «Fat­her Mychal Jud­ge». Jud­ge var efter sigen­de det førs­te offer som blev fun­det, og den kend­te præst blev omtalt som «Vic­tim 00001».

Bil­le­det av «Vic­tim 00001», begyn­der vi at for­stå, er mere end bare et kort doku­men­ta­risk glimt fra en kata­stro­fe. Bil­le­det udfø­rer en funk­tion. Det har en reto­risk opga­ve. Den­ne opga­ve løses blandt andet gennem frem­stil­lin­gen af de seks mænd som en sam­let og uad­skil­le­lig enhed. De bevæ­ger sig frem­over i helt sam­me has­tig­hed, sam­let om den døde præst i midt­en. Ingen kan gå hur­ti­ge eller lang­som­mere end de and­re. Alle er nødt til at gå i sam­me ret­ning. Mæn­de­ne er for­enet i opga­ven. De er sam­let om den døde. Og i deres sam­ar­bej­de udtryk­ker de ikke uro eller for­vir­ring, men fæl­les, sty­ret hand­ling.

Bil­le­dets imøde­kom­mer der­ved fle­re af situa­tio­nens påtræn­gen­de pro­ble­mer, men især for­hol­der det sig til følel­sen af sorg, ulyk­ke og tap og til følel­se af mag­tes­løs­hed og hand­lings­lam­mel­se. Den reto­ris­ke respons som til­by­des er for det førs­te lov­pris­ning. Dels lov­pris­ning af de døde; og dels af brand­mæn­de­ne, som ikke blot repræ­sen­te­rer helte­mo­di­ge hand­lin­ger, men også ame­ri­kansk fæl­lesskabs­ånd og sam­ar­bejds­evne. For det andet til­by­der bil­le­det en fæl­les følel­se af handle­kraft og vil­je. Bil­le­det siger: «Se her. Det­te er hvem vi er! Sådan hand­ler vi!»

Mæn­de­ne repræ­sen­te­rer én sjæl, én nation, fokuse­ret på det sam­me. Som sådan er de et bil­le­de af et sam­let og handle­kraf­tigt USA – en Guds nation, for­enet i hand­ling. I sin visu­el­le hyl­dest af ame­ri­kansk helte­mod, sam­men­hold og sam­ar­bej­de er bil­le­det en for­tæl­ling, et udsagn, ja et argu­ment om den 11. sep­tem­ber og om USA. Som for de fles­te bil­le­ders ved­kom­men­de er reto­rik­ken hoved­sa­ge­ligt til internt brug. Med reli­giø­se over­to­ner taler bil­le­det først og frem­mest til ame­ri­ka­ner­ne gennem sam­len­de, fast­hol­den­de og lov­pri­sen­de reto­rik.

Den­ne fæl­lesskabs­sam­len­de og fast­hol­den­de reto­rik var typisk for den over­ve­jen­de del af maga­sin- og presse­fo­to­gra­fier­ne fra 11. sep­tem­ber. Det var ikke først og frem­mest en poli­tisk reto­rik som eks­pli­cit søger at til­råde eller fra­råde bestem­te hand­lin­ger. Det er hel­ler ikke først og frem­mest en juri­disk reto­rik som søger at ankla­ge eller at for­sva­re. Det er en reto­rik vi bedst ken­der fra minde­ta­ler, hyl­dest­ta­ler, lov­ta­ler og lig­nen­de lej­lig­heds­ta­ler. Det man i reto­rik­ken kal­der for epi­deik­tis­ke taler. Her er det netop et hoved­for­mål at lov­pri­se. Det gør vi ved at frem­vise og hyl­de eksemp­ler, per­soni­fi­ce­rin­ger eller and­re kon­kre­ti­se­rin­ger på de vær­di­er som vi deler og øns­ker at frem­me.

Det er ikke en reto­rik skal ska­be umid­del­bar hand­ling. I ste­det søger den at bevæ­ge og mobi­li­se­re følel­ser som det reto­ris­ke pub­li­kum alle­re­de besid­der, samt at styr­ke bestem­te og alle­re­de til­stede­væ­ren­de hold­nin­ger, syns­punk­ter eller vær­di­er. Sådan sam­les til­hø­rer­ne. Jor­den gødes for en sene­re brug af mere ren­dyr­ket poli­tisk reto­rik og hand­ling. Den­ne frem­vi­sen­de og sam­len­de visu­el­le reto­rik ska­bes alt­så gennem bil­le­der som på sam­me tid væk­ker og mobi­li­se­re vis­se følel­ser og san­se­li­ge ople­vel­ser og for­mid­ler et buds­kab eller et argu­ment.

Ved hjælp af den æste­tis­ke udform­ning opsam­ler, diri­ge­rer og udlø­ser sådan­ne bil­le­der de følel­ser og de syns­punk­ter som ame­ri­ka­ne­ren alle­re­de bærer på. Såle­des er bil­le­dets æste­tik og dets karak­ter af dra­ma og for­tæl­ling uad­skil­le­lig og uund­vær­lig del af argu­men­tet.

Bil­le­der­ne appel­le­rer til gene­rel­le og frem­hers­ken­de vær­di­er i det ame­ri­kans­ke sam­fund. Vær­di­er som efter angre­bet med nød­ven­dig­hed må få en helt frem­træ­den­de plads. Frem for alt kræver situa­tio­nen nem­lig at man hol­der sam­men, støt­ter hin­an­den og sam­ar­bej­der. Og det er vig­tigt at man frem­vi­ser og bekræf­ter dis­se vær­di­er for hin­an­den. Det­te gør vi sær­ligt effek­tivt med bil­le­der. Der­for bli­ver den fæl­lesskabs­sam­len­de og mobi­li­se­ren­de reto­rik i foto­gra­fi­et af «Fat­her Jud­ge» et pas­sen­de svar på den reto­ris­ke situa­tion. Foto­gra­fi­et er et godt eksem­pel på bil­le­ders reto­ris­ke vær­di i kon­kre­te situa­tio­ner: Sådan­ne bil­le­der viser ikke bare noget; de behand­ler reto­ris­ke pro­ble­mer, de hjæl­per os med at for­stå det ufor­ståe­li­ge, de for­tæl­ler os hvem vi er og hvad vi bør gøre, og de anerk­en­der og frem­vi­ser vore fæl­les følel­ser. Der­ved bidra­ger de til at vi for­står hæn­del­ser­ne – og os selv – og hjæl­per os til at leve vide­re.

Grebet af den gode fortælling

Men alt det­te er jo tænkt ud fra situa­tio­nen i USA. Og kan vi uden vide­re anta­ge at bil­le­der som «Vic­tim 00001» har sam­me funk­tion i Skan­di­na­vi­en? Hav­de bil­le­ders æste­tik sam­me effekt her? Brug­te vi foto­gra­fier­ne på sam­me måde?

Det er ikke sand­syn­ligt. De fles­te af os hav­de jo hver­ken den sam­me situa­tion eller de sam­me påtræn­gen­de pro­ble­mer. Der­for er det nær­lig­gen­de at anta­ge at vi som læse­re og beskue­re opfat­te­de den reto­risk situa­tion ander­le­des. For os var poten­tia­let til at se på bil­le­der­ne som for­tæl­lin­ger og æste­tik stør­re. Sådan opfat­te­de og iscene­sat­te vore medi­er da også hæn­del­ser­ne fra den skæbne­svang­re dag. Et år efter beskrev en jour­na­list fra den nors­ke avis Ber­gens Tiden­de hvor­dan han opleve­de at for­mid­le kata­stro­fen sam­men med and­re jour­na­lis­ter:

Det er på sådan­ne afte­ner vi mær­ker sam­men­hol­det. Den fæl­les erfa­ring som består i at lægge ube­ha­get over det som har sket til side – så læn­ge opga­ven kræver det. At mær­ke klum­pen i maven, men ikke lade den lam­me os. At vide at man­ge synes vi er mod­by­de­li­ge, os som indr­øm­mer at det er fasci­ne­ren­de at arbej­de med kata­stro­fer­ne. Os som els­ker at slås mod tiden, os som har en ærlig glæ­de i at ska­be en begri­b­e­lig hel­hed ud av kao­set af død, sorg og skræk. (Ber­gens Tiden­de 8/11–2002)

Hvor­dan ska­bes da «en begri­b­e­lig hel­hed»? Det afslø­res blandt andet af jour­na­lis­tens egen leven­de beskri­vel­se af hæn­del­ser­ne forud for bil­le­det af «Fat­her Mychal»:

I buld­ren­de mør­ke fam­ler fem brand­mænd sig hen i mod udgan­gen. De hol­der hin­an­den i hæn­der­ne for ikke at mis­te kon­tak­ten. Luf­ten er for­pes­tet af kvæ­len­de røg, sement­støv og brannsluk­nings­pul­ver. Plud­selig snub­ler en af dem over en liv­løs krop (Ber­gens Tiden­de 8/11–2002).

I skan­di­na­vis­ke medi­er var den­ne tendens til at gøre hæn­del­ser­ne til en for­tæl­ling tyde­lig alle­re­de 12. sep­tem­ber 2001. Tag for eksem­pel Nor­dens størs­te avis, nors­ke VG, som på for­si­den annon­ce­rer førs­te akt af dra­ma­et. Her erklæ­res at mindst 10.000 er døde, og som i film­re­kla­men sæt­tes his­to­ri­en i gang: «Nå ven­ter hev­nen» (VG 12/9–2001).

Billede 2. Forsiden af den norske avis VG, 12. september 2001

Bil­le­de 2. For­si­den af den nors­ke avis VG, 12. sep­tem­ber 2001

Avi­sen Dag­bla­det benyt­ter sam­me bil­le­de og skri­ver på for­si­den: «Med hele ver­den som sjok­ker­te til­skue­re ble USA ram­met av et ufat­te­lig og vold­somt ter­ror­an­greb i går».

Billede 3. Forsiden af den norske avis Dagbladet, 12. September, 2001.

Bil­le­de 3. For­si­den af den nors­ke avis Dag­bla­det, 12. Sep­tem­ber, 2001.

Teks­ten gør os til til­skue­re til ter­ror­an­gre­bet, ikke en del af hæn­del­ser­ne. Tekst og bil­le­de pla­ce­rer os i sam­me for­tolk­nings­po­sition som når vi over­væ­rer et rys­ten­de dra­ma fra tea­ter­sæ­det, bli­ver for­talt en for­fær­de­lig his­to­rie, eller ser en god film. Som redak­tør John Arne Mar­kus­sen skrev på side 2 i sam­me avis (Dag­bla­det 12/9–2001):

Ter­ror­an­gre­be­ne mod New York og Wash­ing­ton, mod ver­dens enes­te til­ba­ge­væ­ren­de super­magt er Armageddon, Inde­pen­den­ce Day, Bruce Wil­lis og Tom Clancy på en og sam­me tid.

Både i jour­na­lis­ter­nes erken­del­se af hæn­del­ser­ne og i deres for­mid­ling af dem er for­stå­el­ses­ram­men fik­tio­nens ver­den.

Billede 4. Forsiden af Berlingske Tidende 12. September, 2001

Bil­le­de 4. For­si­den af Ber­ling­ske Tiden­de 12. Sep­tem­ber, 2001

En svensk under­sø­gel­se af Ter­ror­kri­get i kväls­pres­sen bekræf­ter dis­se anta­gel­ser om at presse­dæk­nin­gen behand­let 11. sep­tem­ber som æste­tik og for­tæl­ling. Under­sø­gel­sen viser at Aft­on­bla­det og Expres­sen næs­ten ude­luk­ken­de iscene­sat­te hæn­del­ser­ne fra 11. sep­tem­ber episk, dra­ma­tisk og lyrisk. Den infor­me­ren­de eller didak­tis­ke for­mid­ling var stort set fra­væ­ren­de eller var udfor­met som en god his­to­rie. På sam­me måde viser et dansk stu­die (Qvor­trup 2002) at bil­le­der fra man­ge ikke-ame­ri­kans­ke aviser gen­gav ter­ror­an­gre­bet som en form for natur­ka­ta­stro­fe vi betrag­tet ude­fra. I Dan­mark blev den­ne iscene­sæt­tel­se for eksem­pel brugt af både Infor­ma­tion (bil­le­de 5) og af Ber­ling­ske Tiden­de (bil­le­de 4) som vis­te kata­stro­fen set langt væk, i et impo­ne­ren­de over­sigts­bil­le­de af røgen dæk­ker New York og sti­ger mod him­me­len.

Billede 5. Forsiden af Information, 12. September, 2001.

Bil­le­de 5. For­si­den af Infor­ma­tion, 12. Sep­tem­ber, 2001.

Billeder hjælper os til at forstå og håndtere verden

Fra et reto­risk situa­tio­nelt syns­punkt er en den­ne form for visu­el­le frem­stil­lin­ger af hæn­del­sen som æste­tik og for­tæl­ling ikke nogen over­ras­kel­se. Spec­i­elt ikke i betragt­ning af den dis­tan­ce der er mel­lem USA og Skan­di­na­vi­en. Selv­føl­ge­lig den geo­gra­fis­ke, men især den som har at gøre med direk­te kon­se­kvens af det vis­te. Kon­se­kvens­dis­tan­ce kan vi kal­de det. Jo mind­re sand­syn­ligt det er at de vis­te hæn­del­ser får kon­se­kven­ser for vor egen hver­dag, desto stør­re er sand­syn­lig­he­den for at vi ledes mod bil­le­der­nes æste­tis­ke og nar­ra­ti­ve dimensio­ner. Betyd­nin­gen af en sådan kon­se­kvens­dis­tan­ce ken­der vi fra Neil Post­mans bog Fag­re ny TV-ver­den. Her beskri­ves hvor­dan fjern­sy­net giver os en «peek-a-boo-world», en tit­titt-ver­den, hvor alt bli­ver til under­hold­ning.

Post­man er alt­så meget kri­tisk til vær­di­en af bil­le­der. Vi ser på fjern­syn, skri­ver han, men de infor­ma­tio­ner vi får påvir­ker os reelt set ikke. De bety­der ikke at vi «ænd­rer vore pla­ner for dagen, at vi tager beslut­nin­ger vi ellers ikke vil­le have taget, eller giver os ind­sigt i nog­le af de pro­ble­mer, vi øns­ker at løse». I ste­det gør fjern­sy­net og bil­le­der­ne os til pas­si­ve beskue­re. Nyhe­der­ne giver os ople­vel­ser og noget at snak­ke om, «men de fører ikke til menings­ful­de hand­lin­ger».

Det­te kan Post­man have ret i, men det kan også gæl­de for tale og tekst. Og, selv­om det er rig­tigt at bil­le­der kan risi­ke­re at gøre os til måben­de til­skue­re frem for til akti­ve aktø­rer som hand­ler, så udfø­rer bil­le­der også, som jeg har illustre­ret oven­for, vig­ti­ge reto­ris­ke og sam­funds­mæs­si­ge opga­ver. Det gør bil­le­der for eksem­pel i situa­tio­ner som 11. sep­tem­ber i USA eller 22/7 i Nor­ge, når de hjæl­per os med at for­stå hvor­dan noget er gået til (se bil­le­de 6), når de viser at vi står sam­men og oprejst; når de giver en selv­syn for vort fæl­lesskab og vore del­te vær­di­er (se bil­le­de 1 og 7).

Billede 6. Grafisk repræsentation af hændelserne I Norge 22/7 på den norske nettavis vg.no

Bil­le­de 6. Gra­fisk repræ­sen­ta­tion af hæn­del­ser­ne I Nor­ge 22/7 på den nors­ke nett­avis vg.no

Billede 7. Fotografi af omkring 250.000 mennesker som samlede i Oslo for at mindes ofrene efter terrorangrebet 22/7. Foto: Scanpix

Bil­le­de 7. Foto­gra­fi af omkring 250.000 men­nes­ker som sam­le­de i Oslo for at min­des ofre­ne efter ter­ror­an­gre­bet 22/7. Foto: Scan­pix

I bogen The Phi­lo­sop­hy of Lite­ra­ry Form argu­men­te­rer reto­ri­ke­ren Ken­neth Bur­ke (1971: 293–304) for at lit­te­ra­tur og reto­rik er en form for udstyr eller udrust­ning vi anven­der for at for­stå, navi­ge­re og leve vore liv. Han kal­der det «equip­ment for living». På sam­me måde som ord­sprog giver os ret­nings­lin­jer for valg og vær­di­er (f.eks. «hel­le­re en fugl i hån­den, end ti på taget») bidra­ger lit­te­ra­tur og dra­ma med muli­ge for­stå­el­ser og for­tolk­nin­ger af vore liv, og på den­ne måde udsty­rer lit­te­ra­tur, æste­tik og for­tæl­lin­ger os med valg­mu­lig­he­der og stra­te­gi­er for tænk­ning, vur­de­ring og beslut­ning. Bil­le­der, vil jeg hæv­de, kan på sam­me måde fun­ge­re som en form for «equip­ment for living», de hjæl­per os med at se, for­stå og hånd­te­re ver­den.

Det så vi tyde­ligt i eksemp­let med bil­le­det af Fat­her Jud­ge som bæres væk. Bil­le­der­ne fra 22/7 viser det sam­me: Der er opstå­et en situa­tion som kræver en reto­risk respons og behand­ling, og det bidra­ger bil­le­der med at give. De hjæl­per med at begri­be det ube­gri­b­e­li­ge, giver os styr­ke og viser vejen vide­re ved at for­tæl­le hvor­dan vi bør for­stå og for­hol­de os til de kata­stro­fa­le hæn­del­ser. Det­te kan vi natur­lig­vis også gøre med ord, men få and­re udtryks­for­mer kan som bil­le­der i et øje-bliks emo­tio­nelt nu, opsum­me­re og udfol­de for vore øjne vore fæl­les vær­di­er, og der­ved vise os for os selv hvem vi er og bør være.

TEMA

R

etorikk

102 ARTIKLER FRA VOX PUBLICA

FLERE KILDER - FAKTA - KONTEKST

INGEN KOMMENTARER

Kommentarfeltet til denne artikkelen er nå stengt. Ta kontakt med redaksjonen dersom du har synspunkter på artikkelen.

til toppen