En tirsdag morgen klokken 08:46 opstår en retorisk situation i New York. Nogen har fløjet et passagerfly ind i World Trade Center. Godt et kvarter senere rammer et andet fly. Der hersker forvirring, kaos og usikkerhed, og mest af alt hersker der frygt, rædsel og magtesløshed.
Ingen ved med sikkerhed hvad der egentlig er sket, eller hvorfor det er sket. Man forstår at flyene er styrtet bevidst og intentionelt mod landets militære, politiske og økonomiske centrer. Men man ved ikke om der vil komme mere, eller hvad der i så fald vil komme. Chokket, sorgen og uforståeligheden er overvældende.
Situationen er retorisk fordi den indeholder det man inden for retorikforskningen kalder for påtrængende problemer (exigence). Den udviser visse mangler eller udfordringer og inviterer til forandring eller behandling. Sådan opstår retorisk kommunikation på samme måde som et svar opstår som respons på et spørgsmål. Der er så at sige noget i situationen som kræver at nogen reagerer og tager ordet eller på anden måde forsøger at ændre situationen til det bedre. Når vi tager ordet, eller rejser os for at holde tale, gør vi det nemlig aldrig helt på eget initiativ. Vore retoriske ytringer fremkommer lige så meget fordi situationer inviterer til at nogen tager noget op, ytrer sig på den ene eller anden måde. Situationens påtrængende retoriske problemer inviterer både til at en taler skal tale, og antyder hvad han bør sige og hvordan han skal sige det.
Dette gælder også for situationen 11. september 2001 – og det gælder for billeder. I det følgende vil jeg vise at billederne som blev trykt i dagene efter 11. september 2001 ikke bare dokumenterede en historisk situation, men bidrog til at behandle konkrete udfordringer som befolkningen i New York og i hele USA stod overfor. Og jeg vil argumentere for at vi bruger billeder til at forstå og håndtere verden og vore liv.
Efter angrebet på World Trade Center står mennesker i New York og USA overfor flere udfordringer. De befinder sig i en situation med påtrængende retoriske problemer, som kan imødekommes ved hjælp af kommunikation. Blandt disse problemer er: (1) Følelsen af sorg og ulykke og uoverstigeligt tap, (2) Følelsen af magtesløshed og handlingslammelse.
Disse påtrængende problemer findes som følelser og tanker hos de amerikanske borgere. Menneskene som også er den retoriske situations publikum. På denne måde bliver den amerikanske befolkning både afsender og modtager af al den kommunikation som skal imødegå den retoriske situations påtrængende problemer. Brugen af tale og billeder bliver til en kollektiv, national retorisk respons USA retter mod sig selv. En strøm af ord og billeder henvender sig til nationens borgere for at bearbejde deres følelser og tanker.
Al denne kommunikation er retorisk, fordi den dikteres af situationen som et middel til at afhjælpe de påtrængende problemer. Situationen kræver eller inviterer til at vi viser bestemte former for billeder som behandler udfordringerne på bestemte måder: Følelsen af sorg og ulykke og tabet af de omkomne, kræver trøst til de efterladte, samt etablering af fællesskab og lovprisning af dem som er gået bort. Følelsen af magtesløshed og handlingslammelse kræver at der etableres en følelse af fælles handlekraft, vilje og aktivitet. I dagene umiddelbart efter angrebet blev disse påtrængende problemer først og fremmest imødekommet gennem retorisk billedbrug.
“Victim 00001 ”
Det sker for eksempel i det berømte billede: “Victim 00001” (Se billede 1). Uforstyrret af baggrunden som er sløret af støv og røg, fremtræder seks mænd tydeligt for vore øjne. Vi kan se på mændenes støvdækkede klæder at de har været i nærkontakt med katastrofen. En af dem med dødelig konsekvens. De fem andre bærer den døde ældre mand væk fra ulykkesstedet. Han ligger slap på en stol, men det ser ikke ud til at han har lidt. Han virker nærmest fredfyldt – som om han sover.
Billedet præsenterer en hændelse sanseligt foran øjnene på os og giver os et visuelt selvsyn. Vi kan se at mændene handler aktivt. Armene er strakte og spændte under vægten af den døde på stolen.
De anspændte og anstrengte ansigtsudtryk afslører både at de fysisk bærer på noget tungt og at hele situationen er psykisk tung at bære. Ingen taler sammen, alle er optaget af handlingen de udfører i fællesskab. Billedet udtrykker mærkværdigvis ikke det kaos og den forvirring, som situationen kunne tilsige. Selvom det fortæller om noget stærkt foruroligende; synes det at have en sær beroligende effekt. Denne ro findes ikke bare i den døde mands ansigtsudtryk, men i hele billedets komposition.
Billedet er i nærmest perfekt balance. De to mænd som er placeret yderst i hver side har næsten samme holdning. Begge ser ned mod jorden, og begge holder armene ud for at balancere vægten de holder med den anden hånd. Derved af balancerer de også billedets komposition over central-aksen, som etableres af manden med hjelmen.
Ikke bare er kompositionen i billedet bygget over central-aksen. Det er meget stærkt centeret. For det første er den døde mands ansigt placeret præcis i centrum af billedet, og vinklerne som dannes af mændenes skuldre og kropsstillinger peger ind mod den døde i billedets midtpunkt. Han er både i centrum af billedet og i centrum for mændenes handlinger. For det andet udgør de seks mænd en samlet enhed som også er placeret i billedets midte.
Et balanceret centrum giver som regel en fornemmelse af ro og permanens – en nærmest religiøs evigtvarendehed. Sådanne dominerende centralkompositioner kender vi mest fra religiøse og ikoniske afbildninger. Billedet har da også en særegen, ikonisk og religiøs æstetik som rammer næsten instinktivt. Denne ikonografiske karakter støttes af at den dødes positur minder om både Kristus på korset og Michelangelos Pietá, hvor Jesus ligger slap i armene på Jomfru Maria. Specielt stærk og fremtrædende bliver den religiøse ikonografi når vi får at vide at den døde er brandmændenes højt elskede præst “Father Mychal Judge”. Judge var efter sigende det første offer som blev fundet, og den kendte præst blev omtalt som “Victim 00001”.
Billedet av “Victim 00001”, begynder vi at forstå, er mere end bare et kort dokumentarisk glimt fra en katastrofe. Billedet udfører en funktion. Det har en retorisk opgave. Denne opgave løses blandt andet gennem fremstillingen af de seks mænd som en samlet og uadskillelig enhed. De bevæger sig fremover i helt samme hastighed, samlet om den døde præst i midten. Ingen kan gå hurtige eller langsommere end de andre. Alle er nødt til at gå i samme retning. Mændene er forenet i opgaven. De er samlet om den døde. Og i deres samarbejde udtrykker de ikke uro eller forvirring, men fælles, styret handling.
Billedets imødekommer derved flere af situationens påtrængende problemer, men især forholder det sig til følelsen af sorg, ulykke og tap og til følelse af magtesløshed og handlingslammelse. Den retoriske respons som tilbydes er for det første lovprisning. Dels lovprisning af de døde; og dels af brandmændene, som ikke blot repræsenterer heltemodige handlinger, men også amerikansk fællesskabsånd og samarbejdsevne. For det andet tilbyder billedet en fælles følelse af handlekraft og vilje. Billedet siger: “Se her. Dette er hvem vi er! Sådan handler vi!”
Mændene repræsenterer én sjæl, én nation, fokuseret på det samme. Som sådan er de et billede af et samlet og handlekraftigt USA – en Guds nation, forenet i handling. I sin visuelle hyldest af amerikansk heltemod, sammenhold og samarbejde er billedet en fortælling, et udsagn, ja et argument om den 11. september og om USA. Som for de fleste billeders vedkommende er retorikken hovedsageligt til internt brug. Med religiøse overtoner taler billedet først og fremmest til amerikanerne gennem samlende, fastholdende og lovprisende retorik.
Denne fællesskabssamlende og fastholdende retorik var typisk for den overvejende del af magasin- og pressefotografierne fra 11. september. Det var ikke først og fremmest en politisk retorik som eksplicit søger at tilråde eller fraråde bestemte handlinger. Det er heller ikke først og fremmest en juridisk retorik som søger at anklage eller at forsvare. Det er en retorik vi bedst kender fra mindetaler, hyldesttaler, lovtaler og lignende lejlighedstaler. Det man i retorikken kalder for epideiktiske taler. Her er det netop et hovedformål at lovprise. Det gør vi ved at fremvise og hylde eksempler, personificeringer eller andre konkretiseringer på de værdier som vi deler og ønsker at fremme.
Det er ikke en retorik skal skabe umiddelbar handling. I stedet søger den at bevæge og mobilisere følelser som det retoriske publikum allerede besidder, samt at styrke bestemte og allerede tilstedeværende holdninger, synspunkter eller værdier. Sådan samles tilhørerne. Jorden gødes for en senere brug af mere rendyrket politisk retorik og handling. Denne fremvisende og samlende visuelle retorik skabes altså gennem billeder som på samme tid vækker og mobilisere visse følelser og sanselige oplevelser og formidler et budskab eller et argument.
Ved hjælp af den æstetiske udformning opsamler, dirigerer og udløser sådanne billeder de følelser og de synspunkter som amerikaneren allerede bærer på. Således er billedets æstetik og dets karakter af drama og fortælling uadskillelig og uundværlig del af argumentet.
Billederne appellerer til generelle og fremherskende værdier i det amerikanske samfund. Værdier som efter angrebet med nødvendighed må få en helt fremtrædende plads. Frem for alt kræver situationen nemlig at man holder sammen, støtter hinanden og samarbejder. Og det er vigtigt at man fremviser og bekræfter disse værdier for hinanden. Dette gør vi særligt effektivt med billeder. Derfor bliver den fællesskabssamlende og mobiliserende retorik i fotografiet af “Father Judge” et passende svar på den retoriske situation. Fotografiet er et godt eksempel på billeders retoriske værdi i konkrete situationer: Sådanne billeder viser ikke bare noget; de behandler retoriske problemer, de hjælper os med at forstå det uforståelige, de fortæller os hvem vi er og hvad vi bør gøre, og de anerkender og fremviser vore fælles følelser. Derved bidrager de til at vi forstår hændelserne – og os selv – og hjælper os til at leve videre.
Grebet af den gode fortælling
Men alt dette er jo tænkt ud fra situationen i USA. Og kan vi uden videre antage at billeder som “Victim 00001” har samme funktion i Skandinavien? Havde billeders æstetik samme effekt her? Brugte vi fotografierne på samme måde?
Det er ikke sandsynligt. De fleste af os havde jo hverken den samme situation eller de samme påtrængende problemer. Derfor er det nærliggende at antage at vi som læsere og beskuere opfattede den retorisk situation anderledes. For os var potentialet til at se på billederne som fortællinger og æstetik større. Sådan opfattede og iscenesatte vore medier da også hændelserne fra den skæbnesvangre dag. Et år efter beskrev en journalist fra den norske avis Bergens Tidende hvordan han oplevede at formidle katastrofen sammen med andre journalister:
Det er på sådanne aftener vi mærker sammenholdet. Den fælles erfaring som består i at lægge ubehaget over det som har sket til side – så længe opgaven kræver det. At mærke klumpen i maven, men ikke lade den lamme os. At vide at mange synes vi er modbydelige, os som indrømmer at det er fascinerende at arbejde med katastroferne. Os som elsker at slås mod tiden, os som har en ærlig glæde i at skabe en begribelig helhed ud av kaoset af død, sorg og skræk. (Bergens Tidende 8/11–2002)
Hvordan skabes da “en begribelig helhed”? Det afsløres blandt andet af journalistens egen levende beskrivelse af hændelserne forud for billedet af “Father Mychal”:
I buldrende mørke famler fem brandmænd sig hen i mod udgangen. De holder hinanden i hænderne for ikke at miste kontakten. Luften er forpestet af kvælende røg, sementstøv og brannslukningspulver. Pludselig snubler en af dem over en livløs krop (Bergens Tidende 8/11–2002).
I skandinaviske medier var denne tendens til at gøre hændelserne til en fortælling tydelig allerede 12. september 2001. Tag for eksempel Nordens største avis, norske VG, som på forsiden annoncerer første akt af dramaet. Her erklæres at mindst 10.000 er døde, og som i filmreklamen sættes historien i gang: “Nå venter hevnen” (VG 12/9–2001).
Avisen Dagbladet benytter samme billede og skriver på forsiden: “Med hele verden som sjokkerte tilskuere ble USA rammet av et ufattelig og voldsomt terrorangreb i går”.
Teksten gør os til tilskuere til terrorangrebet, ikke en del af hændelserne. Tekst og billede placerer os i samme fortolkningsposition som når vi overværer et rystende drama fra teatersædet, bliver fortalt en forfærdelig historie, eller ser en god film. Som redaktør John Arne Markussen skrev på side 2 i samme avis (Dagbladet 12/9–2001):
Terrorangrebene mod New York og Washington, mod verdens eneste tilbageværende supermagt er Armageddon, Independence Day, Bruce Willis og Tom Clancy på en og samme tid.
Både i journalisternes erkendelse af hændelserne og i deres formidling af dem er forståelsesrammen fiktionens verden.
En svensk undersøgelse af Terrorkriget i kvälspressen bekræfter disse antagelser om at pressedækningen behandlet 11. september som æstetik og fortælling. Undersøgelsen viser at Aftonbladet og Expressen næsten udelukkende iscenesatte hændelserne fra 11. september episk, dramatisk og lyrisk. Den informerende eller didaktiske formidling var stort set fraværende eller var udformet som en god historie. På samme måde viser et dansk studie (Qvortrup 2002) at billeder fra mange ikke-amerikanske aviser gengav terrorangrebet som en form for naturkatastrofe vi betragtet udefra. I Danmark blev denne iscenesættelse for eksempel brugt af både Information (billede 5) og af Berlingske Tidende (billede 4) som viste katastrofen set langt væk, i et imponerende oversigtsbillede af røgen dækker New York og stiger mod himmelen.
Billeder hjælper os til at forstå og håndtere verden
Fra et retorisk situationelt synspunkt er en denne form for visuelle fremstillinger af hændelsen som æstetik og fortælling ikke nogen overraskelse. Specielt ikke i betragtning af den distance der er mellem USA og Skandinavien. Selvfølgelig den geografiske, men især den som har at gøre med direkte konsekvens af det viste. Konsekvensdistance kan vi kalde det. Jo mindre sandsynligt det er at de viste hændelser får konsekvenser for vor egen hverdag, desto større er sandsynligheden for at vi ledes mod billedernes æstetiske og narrative dimensioner. Betydningen af en sådan konsekvensdistance kender vi fra Neil Postmans bog Fagre ny TV-verden. Her beskrives hvordan fjernsynet giver os en “peek-a-boo-world”, en tittitt-verden, hvor alt bliver til underholdning.
Postman er altså meget kritisk til værdien af billeder. Vi ser på fjernsyn, skriver han, men de informationer vi får påvirker os reelt set ikke. De betyder ikke at vi “ændrer vore planer for dagen, at vi tager beslutninger vi ellers ikke ville have taget, eller giver os indsigt i nogle af de problemer, vi ønsker at løse”. I stedet gør fjernsynet og billederne os til passive beskuere. Nyhederne giver os oplevelser og noget at snakke om, “men de fører ikke til meningsfulde handlinger”.
Dette kan Postman have ret i, men det kan også gælde for tale og tekst. Og, selvom det er rigtigt at billeder kan risikere at gøre os til måbende tilskuere frem for til aktive aktører som handler, så udfører billeder også, som jeg har illustreret ovenfor, vigtige retoriske og samfundsmæssige opgaver. Det gør billeder for eksempel i situationer som 11. september i USA eller 22/7 i Norge, når de hjælper os med at forstå hvordan noget er gået til (se billede 6), når de viser at vi står sammen og oprejst; når de giver en selvsyn for vort fællesskab og vore delte værdier (se billede 1 og 7).
I bogen The Philosophy of Literary Form argumenterer retorikeren Kenneth Burke (1971: 293–304) for at litteratur og retorik er en form for udstyr eller udrustning vi anvender for at forstå, navigere og leve vore liv. Han kalder det “equipment for living”. På samme måde som ordsprog giver os retningslinjer for valg og værdier (f.eks. “hellere en fugl i hånden, end ti på taget”) bidrager litteratur og drama med mulige forståelser og fortolkninger af vore liv, og på denne måde udstyrer litteratur, æstetik og fortællinger os med valgmuligheder og strategier for tænkning, vurdering og beslutning. Billeder, vil jeg hævde, kan på samme måde fungere som en form for “equipment for living”, de hjælper os med at se, forstå og håndtere verden.
Det så vi tydeligt i eksemplet med billedet af Father Judge som bæres væk. Billederne fra 22/7 viser det samme: Der er opstået en situation som kræver en retorisk respons og behandling, og det bidrager billeder med at give. De hjælper med at begribe det ubegribelige, giver os styrke og viser vejen videre ved at fortælle hvordan vi bør forstå og forholde os til de katastrofale hændelser. Dette kan vi naturligvis også gøre med ord, men få andre udtryksformer kan som billeder i et øje-bliks emotionelt nu, opsummere og udfolde for vore øjne vore fælles værdier, og derved vise os for os selv hvem vi er og bør være.