Finanskomiteen kunne bare gi løse, omtrentlige overslag. Den var ikke i stand til å foreta en egen utredning, men måtte stole på optimistiske vurderinger fra prinsens rådgivere.
På temmelig usikkert grunnlag gikk komiteen likevel inn for å garantere for gammel statsgjeld, og dessuten garantere for en fast kurs på nye sedler til dekning av statens utgifter. Dette var Eidsvollsgarantien – som Stortinget to år seinere så seg nødt til å gå tilbake på. Den ble vedtatt med stort flertall, men først etter hard debatt.
Grunnlovsjubileet og talene
Hva ble sagt — og sunget — i det skjellsettende året 1814? Med vekt på hendelsene i Bergen arrangerer UiB et festmøte i Korskirken 14. mai med skuespillere, sang og musikk. Vox Publica dokumenterer i en serie artikler de seks talene som er valgt ut til festmøtet.
Kritikerne påpekte at planen var urealistisk og risikabel; den kunne føre til kaos i pengestellet, og dermed til nød og elendighet for store deler av folket.
Men tilhengerne lot seg ikke skremme. De oppfattet alle slike innvendinger som skjulte angrep på Christian Frederiks selvstendighetspolitikk. Når man først har satt seg et mål, sa de, så må man også være villig til skaffe de nødvendige midlene, og betale prisen.
Hva de uttalte seg om, var egentlig ikke økonomi i det hele tatt, men moral. Spørsmålet var ikke om vi hadde råd, men om vi hadde offervilje og fedrelandskjærlighet. Jonas Rein var den mest veltalende av dem. Med sin berømmelige «finanstale» feide han all tvil til side.
Jonas Rein: Jeg opofrer indtil den sidste Rest
Debatt om finanskomiteens innstilling
Eidsvoll, 13. mai
“Det er beklageligt, at nu Tidspunkten nærmer sig, da Norge kan udgjøre en egen uafhængig Stat, at nu Hindringer, som man kalder uoverstigelige, lægges os ivejen; at vore egne Landsmænd, raabe til os: «Det er umueligt, vi kunde ikke bestaae som en selvstændig Stat, vi maae give os i fremmed Vold. Vort forvirrede Pengevæsen, den uhyre Masse af Papiirpenge, som ingensteds neppe i Landet selv har Credit, deri ligger Grunden til vor Afmagt og Fordærvelse».
Les hele talen
Dette er et utdrag av Reins tale. Les hele talen på Virksomme ord, og se flere taler av Rein.
Det er grov Fornærmelse, forsætligen at ville blænde et heelt Folk eller dets Representantere; jeg maae heller ikke formode at det er disse Mænds Hensigt — ogsaa vilde det være baade fornærmeligt og latterligt, om jeg gav mig af med at fortælle denne hæderlige Forsamling, at vort Pengevæsen var i den ønskeligste Tilstand, og at der ingen Betænkelighed var i Henseende til vore Finantzer. Jeg spørger kun hvad Raad er herimod, Hvad Lægemiddel kan anvendes uden det, som maae søges hos os selv, hentes fra vor egen Villie, egen Kraft, fra vort Patriotiske Sind, det falder dog vel ingen ind, for fuldt Alvor, at troe at en fremmed Magt og allermindst den, til hvilken vi ere solgte, er beredvillig til at paatage sig vore Byrder og befrie os fra vore Sorger.
Jeg kan ikke tale som en Mand der har at yde af sin Overflod; det er Enhver bekjendt at Embedsmændene og især Kjøbstedernes Embedsmænd og iblandt disse fornemlig de Gjeistlige have lidt saare meget i disse Krigens Aar. Blandt de sidste er jeg. Men den usle Rest jeg har tilbage, offrer jeg med Glæde for Norges Friehed og Selvstændighed. Jeg har ikke arvelige Privilegier; jeg har ikke meget at efterlade mine Børn; men dette ønsker jeg, dette haaber jeg at kunne sige dem engang: Norge er frit og uafhængigt: I ere dets frie Borgere; ogsaa jeg har, efter ringe Evne, bidraget dertil. Ikke ville I forbande mit Støv, fordi jeg ingen anden Arv formaaede at efterlade Eder.
Og Du Norges Odelsmand! som dog har noget Meere der binder dig til Fødelandet, skulde du intet ville opofre, nu vel da, vælg det Eeneste som staaer tilbage, vælg Svensk Herredømme! og naar da engang i Tiden dine Efterkommere, medens de arbeide som Trældyr under det uværdige Adelsaag, medens de udsues og sukkende læse i Krønnikken hvad Norge, hvad Nordmænd engang har været – naar de da paa det sidste Blad i Norges Krønnikke læse: da man skrev Aar efter Christi Byrd 1814, da solgte Norges Mænd Deres Nations gamle Hæder, Deres Frihed og Uafhængighed, Deres Børns Odel for en Sum hvor med hver Mand kunde kjøbe en Tønde Korn. Da ville De forbande vort Minde og bittert spotte med vor Usselhed.
O lader os dog ikke bedække vort Navn med Skjendsel!
Vor Stilling er ikke glimrende, og dog spørger jeg, hvilket Folk kjøbte nogensinde sin Frihed og Uafhængighed for saa ringe en Priis? Spanien har ikke vunden saa megen Agtelse og Beundring som i disse 7 Aar da det kjæmpede med utrætteligt Mod for Frihed og Uafhængighed; At tilintetgjøre Deres Ejendomme, jage Hustru og Børn ud for at vanke om i ubekjendte Egne, uden at vide hvor de skulde finde Brød, dette toge de ikke i Betænkning for at vinde hiin Skat, Frihed for fremmed Undertrykkelse? Og Eder, Nordmænd, Eder tør man opfordre til en saa skammelig Feighed, til saa skjendigen at forraade det gjengivne Fædreneland, at bortgive det til Fremmede, til en Arvefiende, for at spare en Haand fuld forslidte Bankosedler.
Europas Øine ere Hæftede paa os, de offentlige Tidende der tale med høi Beundring om den ædle Beslutning, vi have fattet. O lader os dog ikke bedække vort Navn med Skjendsel! lader os ikke blive til Spot og Latter for de mange Folkeslag, der have lidt saa Meget og saa Skrækkeligt for at naae det Klenodie vi have i Hænde. Her gives Mænd iblandt os, der true med at forlade Fædrenelandet saa fremt det bliver frit. Bort med Dem! lad Dem længe nok flye det Land hvis uægte Sønner de ere!
Jeg for min Deel antager altsaa Finantz Committeens Forslag. Om jeg ejer, eller kan tilvejebringe den Sum Rigsbanksedler som af mig maatte fordres, det veed jeg ikke; men at jeg opoffrer indtil den sidste Rest, det veed jeg.”