“Jeg opofrer indtil den sidste Rest”

Finan­skomi­teen kunne bare gi løse, omtrentlige over­slag. Den var ikke i stand til å fore­ta en egen utred­ning, men måtte stole på opti­mistiske vur­deringer fra prin­sens rådgivere.

På tem­melig usikkert grunnlag gikk komi­teen likev­el inn for å garan­tere for gam­mel stats­g­jeld, og dessuten garan­tere for en fast kurs på nye sedler til dekn­ing av statens utgifter. Dette var Eidsvolls­garantien – som Stortinget to år seinere så seg nødt til å gå tilbake på. Den ble ved­tatt med stort fler­tall, men først etter hard debatt.

Kri­tik­erne påpek­te at pla­nen var ure­al­is­tisk og risik­a­bel; den kunne føre til kaos i pengestel­let, og dermed til nød og elendighet for store del­er av folket.

Men tilhengerne lot seg ikke skremme. De opp­fat­tet alle slike innvendinger som skjulte angrep på Chris­t­ian Fred­eriks selvs­tendighet­spoli­tikk. Når man først har satt seg et mål, sa de, så må man også være vil­lig til skaffe de nød­vendi­ge mid­lene, og betale prisen.

Hva de uttalte seg om, var egentlig ikke økono­mi i det hele tatt, men moral. Spørsmålet var ikke om vi hadde råd, men om vi hadde offervil­je og fedreland­skjærlighet. Jonas Rein var den mest veltal­ende av dem. Med sin berøm­melige «finanstale» fei­de han all tvil til side.

Jonas Rein: Jeg opofrer indtil den sidste Rest

Debatt om finan­skomi­teens innstilling
Eidsvoll, 13. mai

“Det er beklageligt, at nu Tid­spunk­ten nærmer sig, da Norge kan udgjøre en egen uafhængig Stat, at nu Hin­dringer, som man kalder uover­stigelige, lægges os ive­jen; at vore egne Landsmænd, raabe til os: «Det er umueligt, vi kunde ikke bestaae som en selvstændig Stat, vi maae give os i fremmed Vold. Vort forvirrede Pengevæsen, den uhyre Masse af Papi­ir­penge, som ingen­st­eds neppe i Lan­det selv har Cred­it, deri lig­ger Grun­den til vor Afmagt og Fordærvelse».

Det er grov Fornærmelse, forsætli­gen at ville blænde et heelt Folk eller dets Rep­re­sen­tan­tere; jeg maae heller ikke for­mode at det er disse Mænds Hen­sigt — ogsaa vilde det være baade fornærmeligt og lat­terligt, om jeg gav mig af med at fortælle denne hæderlige For­sam­ling, at vort Pengevæsen var i den ønske­lig­ste Til­stand, og at der ingen Betænke­lighed var i Henseende til vore Finantzer. Jeg spørg­er kun hvad Raad er her­i­mod, Hvad Lægemid­del kan anven­des uden det, som maae søges hos os selv, hentes fra vor egen Vil­lie, egen Kraft, fra vort Patri­o­tiske Sind, det falder dog vel ingen ind, for fuldt Alvor, at troe at en fremmed Magt og aller­mindst den, til hvilken vi ere sol­gte, er beredvil­lig til at paatage sig vore Byrder og befrie os fra vore Sorger.

Jeg kan ikke tale som en Mand der har at yde af sin Over­flod; det er Enhver bek­jendt at Embedsmæn­dene og især Kjøb­st­ed­ernes Embedsmænd og iblandt disse fornem­lig de Gjeistlige have lidt saare meget i disse Kri­gens Aar. Blandt de sid­ste er jeg. Men den usle Rest jeg har tilbage, offr­er jeg med Glæde for Norges Friehed og Selvstændighed. Jeg har ikke arvelige Priv­i­legi­er; jeg har ikke meget at efter­lade mine Børn; men dette ønsker jeg, dette haaber jeg at kunne sige dem engang: Norge er frit og uafhængigt: I ere dets frie Borg­ere; ogsaa jeg har, efter ringe Evne, bidraget der­til. Ikke ville I for­bande mit Støv, for­di jeg ingen anden Arv for­maaede at efter­lade Eder.

Oscar Werge­land: Riks­for­sam­lin­gen på Eidsvoll 1814.

Og Du Norges Odels­mand! som dog har noget Meere der binder dig til Føde­landet, skulde du intet ville opofre, nu vel da, vælg det Een­este som staaer tilbage, vælg Sven­sk Herredømme! og naar da engang i Tiden dine Efterkom­mere, medens de arbei­de som Trældyr under det uværdi­ge Adel­saag, medens de udsues og sukkende læse i Krøn­nikken hvad Norge, hvad Nord­mænd engang har været – naar de da paa det sid­ste Blad i Norges Krøn­nikke læse: da man skrev Aar efter Christi Byrd 1814, da sol­gte Norges Mænd Deres Nations gam­le Hæder, Deres Fri­hed og Uafhængighed, Deres Børns Odel for en Sum hvor med hver Mand kunde kjøbe en Tønde Korn. Da ville De for­bande vort Minde og bit­tert spotte med vor Usselhed.

Vor Still­ing er ikke glim­rende, og dog spørg­er jeg, hvilket Folk kjøbte nogensinde sin Fri­hed og Uafhængighed for saa ringe en Pri­is? Spanien har ikke vun­den saa megen Agtelse og Beun­dring som i disse 7 Aar da det kjæm­pede med utræt­teligt Mod for Fri­hed og Uafhængighed; At tilin­tet­gjøre Deres Ejen­domme, jage Hus­tru og Børn ud for at vanke om i ubek­jendte Egne, uden at vide hvor de skulde finde Brød, dette toge de ikke i Betænkn­ing for at vin­de hiin Skat, Fri­hed for fremmed Under­trykkelse? Og Eder, Nord­mænd, Eder tør man opfor­dre til en saa skam­melig Feighed, til saa skjendi­gen at for­raade det gjen­givne Fædreneland, at bort­give det til Fremmede, til en Arve­fiende, for at spare en Haand fuld forslidte Bankosedler.

Europas Øine ere Hæft­ede paa os, de offentlige Tidende der tale med høi Beun­dring om den ædle Beslut­ning, vi have fat­tet. O lad­er os dog ikke bedække vort Navn med Skjend­sel! lad­er os ikke blive til Spot og Lat­ter for de mange Folkeslag, der have lidt saa Meget og saa Skrække­ligt for at naae det Klen­odie vi have i Hænde. Her gives Mænd iblandt os, der true med at for­lade Fædrenelandet saa fremt det bliv­er frit. Bort med Dem! lad Dem længe nok flye det Land hvis uægte Søn­ner de ere!

Jeg for min Deel antager alt­saa Finantz Com­mit­teens Forslag. Om jeg ejer, eller kan tilve­je­bringe den Sum Rigs­banks­edler som af mig maat­te for­dres, det veed jeg ikke; men at jeg opof­fr­er indtil den sid­ste Rest, det veed jeg.”