Eller når hun trådte frem som Norges første kvinnelige foredragsholder – og ble møtt av rungende maskuline latterbrøl fra salen, spott og trakassering. Istedet ble hun sett på som mannevond og vanskelig, og all motstanden ble etterhvert så krevende, at hun emigrerte til USA i nesten 10 år.
“Publikum haanlo, trampet og ropte til hende”
Aasta Hansteen (1824–1908) er en av disse pionerene som brøyta vei i den mannsdominerte vellinga ved å ha en oppførsel som til de grader overskred det aksepterte for en kvinne i datidens Norge.
I tillegg til å være første norske kvinne til å tale borgerlig kvinnesak i offentligheten, var hun også Norges første kvinne som blei utdanna til profesjonell billedkunstner. Problemet her var at hun ikke bare var malerinne, men en ambisiøs sådan. Dette gjorde at karrieren ikke varte så lenge, da en kvinne til nøds burde holde seg til portrettmalerier, noe som føltes altfor begrensende for Hansteen. Malerperioden ble likevel veldig viktig for henne; hun ble anerkjent som portrettmaler, og kunsten gav henne selvtillit til å fortsette sine andre kamper gjennom resten av livet.
Hansteen var også en av de aller første brukerne av den nye målformen landsmål, den første blant borgerskapets kvinner som gikk aleine på gata (også på kvelden), og som frekventerte kafeer alene (Uten anstand! Skandale!) — hun var rett og slett en pioner på flere arenaer.
Men tilbake til den talende Aasta Hansteen. Virksomme ord-databasen inneholder foreløpig fire av Hansteens taler og foredrag, og hennes mest kjente er foredraget (og boka): «Kvinden skabt i Guds billede». Dette reiste hun rundt med, og høstet, vel, ikke akkurat applaus, men i hvert fall nysgjerrige tilskuere. De kunne få se noe så eksotisk (og latterlig) som en kvinnelig foredragsholder! Overalt hvor hun kom, ble hun latterliggjort og trakassert av salen og kritikerne. Anders Johansen skriver i sin ennå ikke utgitte “Komme til orde. Politisk kommunikasjon i det 19. århundre”:
En ung mann som var til stede da Hansteen opptrådte i Trondhjem, husket det seinere som noe av det pinligste han hadde opplevd. «Publikum haanlo, trampet og ropte til hende. Bare det at hun var kvinde og stod paa talerstolen – noget sligt var aldrig den gang set – det var saa uhyre komisk. Naar dertil kom at hun var en liten, uanselig skikkelse, som med heftighet utkastet sine originale idéer, da blev komiken for grandios – for mængden.»
Talen i seg selv er i grunn ikke det spor morsom, men heller et kampskrift mot den patriarkalske kirkens «hankjønnstyranni» som ikke ville tilkjenne kvinner det samme verd eller de samme rettigheter som menn. Når kvinnen i likhet med mannen var skapt i Guds bilde, måtte hun være likestilt med ham, mente hun, slik at de sammen kunne få gi stemme til alle tonene i orgelet:
Naar Kvindeligheden bliver erkendt som aandelig Størrelse, da vil endelig Menneskehedens Orgel kunne tone med “fuldt Spil”, (Aasmund Olafsson Vinje), efterat hidtil, gennem Aartusinder, den mandlige Røst har lydt, altoverdøvende og “alene, med Styrkens Haardhed.”
Hun innrømmer lett at motstanden mot kvinnesaken finnes hos både menn og kvinner, men at hun nå retter seg mot de mannlige motstanderne:
Den Sag som kaldes Kvindesagen, dette Arbeide som drives over hele den civiliserede Verden for at forbedre Kvindernes Stilling og indsætte dem i deres naturlige Rettigheder, denne Sag har sine Modstandere, som fremstille den paa en saa forvendt og karikaturagtig Maade, at man har ondt for at tro, at det virkeligt er deres Opfatning de kommer frem med, man nødes næsten til at tro, at der er ond Vilje med i Spillet; det vil da sige, at de slaa sig dumme, som man siger, for ikke at indrømme det berettigede, det uendeligt berettigede, i dette Arbeide, for at frigøre Kvinderne fra Fordommenes Tryk. Denne Sag har mandlige Modstandere og kvindelige Modstandere. Jeg ved ikke hvem af disse som er værst. De mandlige Modstandere er mere tykhudede, men de kvindelige Modstandere er over al Maade stivnakkede og aldeles umodtagelige for Fornuft. Alligevel er disse Strøtanker, som jeg nu vil fremføre hovedsageligt rettede mod de mandlige Modstandere, af den Grund, at jeg synes at der nu er, og altid har været, hakket altfor meget paa Kvinderne og altfor lidet paa Mændene. Jeg vil derfor lade de kvindelige Modstandere sejle deres egen Sø. Jeg vil blot se hen til, at man ikke kan vente stort af Kvinderne, da de lever i saa trykkede og indskrænkede Forhold, og er blevet vetskræmte af altfor megen Hovmesterering fra alle Kanter, baade fra den verdslige og fra den geistlige Side. Med Magthavere behøver man derimod ingen Medlidenhed at have.
“En Bemærkning, som røbede et tænkende Væsen”
Et annet foredrag, holdt på Sagatun Folkehøgskole i 1879, har tittelen «Kvindesagen set fra Folkehøjskolens Standpunkt», og her får vi glimt av de sosialt snevre rammene kvinnene opererte i:
- Hvor nøje man imidlertid tog det med Hensyn til «Overgreb» fra Kvindekønnets Side, faar man Besked om i Vergelands Brevveksling. Vi ser der, at Fredrika Bremer i 1840 havde skrevet til Henrik Vergeland for at forhøre sig om norske Forhold, da hun vilde digte en Fortælling som skulde foregaa i Norge. Hun spørger, om det kan gaa an at skildre en ung norsk Pige som interesserer sig for noget mer end Silkebaand og Smørrebrød. Hertil svarer Vergeland: Nei det kan ikke gaa an. Han havde selv været tilstede, i et Selskab, hvor en Dame havde gjort en Bemærkning, som røbede et tænkende Væsen, og da havde Herrerne tydelig vist at de havde en pinlig Fornemmelse, man kunde mærke at de heller havde ønsket at høre en Ytring af en anden Slags, f. Ex. «Søde Lina, hvor har du købt det Kjoletøjet?» Og Damerne havde faaet en ren Skræk, de saa du som en Flok Høns som Høgen netop har fløjet over.
Her var det sket et Overgreb, et af disse frygtelige, hvor «Naturens Lov» og «Guds Anordninger» er krænket, det var tydeligt for Alle!
Hun ser likevel noen lyspunkt, blant annet en omdreining hos samtidens diktere, med for eksempel Ibsens kvinneskikkelser:
Vi føler som en Luftning af den gamle frie norske Folkeaand komme os imøde, vi ser vore Digtere som Ledere i Spidsen for det folkelige Fremskridt. Vi føler en Forvisning om at naar Folkeaanden engang bliver rigtig vaagen og reiser Hovedet, da vil dens første Gerning være at føre Frøya, Husfruen, Kvinden igen op i Højsædet, hvor i Norden fra gammel Tid, hendes Plads altid har været. Og naar det er sket, da maa Forkuelsen forsvinde og det nordiske Folkeliv vil opblomstre i fuld Kraft og Skønhed.
Som nevnt emigrerte Hansteen til USA i nesten ti år på grunn av alt trykket rundt henne, men da hun returnerte, kom hun til et Norge som både var politisk og kulturelt endret siden hun dro. Nå ble hun mottatt som den kvinnesakspioneren hun virkelig var, til stor inspirasjon for datidens ferske og den senere etablerte kvinnebevegelsen. I 1904 ble hun æresmedlem i Norsk Kvinnesaksforening, og hun fortsatte selv sitt eget kvinnesaksarbeid helt til sin død, både gjennom foredrag og kronikker.
Kilder:
Anders Johansen: «Komme til orde. Politisk kommunikasjon i det 19. århundre» (under utgivelse)
Norsk biografisk leksikon
Store norske leksikon
Wikipedia