«Jeg opofrer indtil den sidste Rest»

13. mai 1814: Hvordan var stillingen, økonomisk sett? Hvor store utgifter ville den nye staten få, hvor mye mer ville det bli om man kom i krig med Sverige, hvor skulle inntektene komme fra, var landet rikt nok til å bære denne byrden?

Finans­ko­mi­te­en kun­ne bare gi løse, omtrent­li­ge over­slag. Den var ikke i stand til å fore­ta en egen utred­ning, men måt­te sto­le på opti­mis­tis­ke vur­de­rin­ger fra prin­sens rådgivere.

På tem­me­lig usik­kert grunn­lag gikk komi­te­en like­vel inn for å garan­te­re for gam­mel stats­gjeld, og dess­uten garan­te­re for en fast kurs på nye sed­ler til dek­ning av sta­tens utgif­ter. Det­te var Eids­volls­ga­ran­ti­en – som Stor­tin­get to år sei­ne­re så seg nødt til å gå til­ba­ke på. Den ble ved­tatt med stort fler­tall, men først etter hard debatt.

Grunn­lovs­ju­bi­le­et og talene
Hva ble sagt — og sun­get — i det skjell­set­ten­de året 1814? Med vekt på hen­del­se­ne i Ber­gen arran­ge­rer UiB et fest­møte i Kors­kir­ken 14. mai med skue­spil­le­re, sang og musikk. Vox Pub­li­ca doku­men­te­rer i en serie artik­ler de seks tale­ne som er valgt ut til festmøtet.

Kri­ti­ker­ne påpek­te at pla­nen var urea­lis­tisk og risi­ka­bel; den kun­ne føre til kaos i penge­stel­let, og der­med til nød og elen­dig­het for sto­re deler av folket.

Men til­hen­ger­ne lot seg ikke skrem­me. De opp­fat­tet alle sli­ke inn­ven­din­ger som skjul­te angrep på Chris­ti­an Fre­de­riks selv­sten­dig­hets­po­li­tikk. Når man først har satt seg et mål, sa de, så må man også være vil­lig til skaf­fe de nød­ven­di­ge mid­le­ne, og beta­le prisen.

Hva de uttal­te seg om, var egent­lig ikke øko­no­mi i det hele tatt, men moral. Spørs­må­let var ikke om vi had­de råd, men om vi had­de offer­vil­je og fedre­lands­kjær­lig­het. Jonas Rein var den mest vel­ta­len­de av dem. Med sin berøm­me­li­ge «finans­tale» fei­de han all tvil til side.

Jonas Rein: Jeg opofrer indtil den sidste Rest

Debatt om finans­ko­mi­te­ens innstilling
Eids­voll, 13. mai

«Det er bekla­ge­ligt, at nu Tids­punk­ten nær­mer sig, da Nor­ge kan udgjø­re en egen uaf­hæn­gig Stat, at nu Hind­rin­ger, som man kal­der uover­sti­ge­li­ge, lægges os ive­jen; at vore egne Lands­mænd, raa­be til os: «Det er umu­e­ligt, vi kun­de ikke bestaae som en selv­stæn­dig Stat, vi maae give os i frem­med Vold. Vort for­vir­re­de Penge­væ­sen, den uhy­re Mas­se af Papiir­pen­ge, som ingen­steds nep­pe i Lan­det selv har Credit, deri lig­ger Grun­den til vor Afmagt og Fordærvelse».

Les hele talen
Det­te er et utdrag av Reins tale. Les hele talen på Virk­som­me ord, og se fle­re taler av Rein.

Det er grov For­nær­mel­se, for­sæt­li­gen at vil­le blæn­de et heelt Folk eller dets Repre­sen­tan­te­re; jeg maae hel­ler ikke for­mo­de at det er dis­se Mænds Hen­sigt — ogsaa vil­de det være baa­de for­nær­me­ligt og lat­ter­ligt, om jeg gav mig af med at for­tæl­le den­ne hæder­li­ge For­sam­ling, at vort Penge­væ­sen var i den øns­ke­ligs­te Til­stand, og at der ingen Betæn­ke­lig­hed var i Hen­se­en­de til vore Finant­zer. Jeg spør­ger kun hvad Raad er her­imod, Hvad Læge­mid­del kan anven­des uden det, som maae søges hos os selv, hen­tes fra vor egen Vil­lie, egen Kraft, fra vort Patrio­tis­ke Sind, det fal­der dog vel ingen ind, for fuldt Alvor, at troe at en frem­med Magt og aller­mindst den, til hvil­ken vi ere solg­te, er bered­vil­lig til at paa­ta­ge sig vore Byr­der og befrie os fra vore Sorger.

Jeg kan ikke tale som en Mand der har at yde af sin Over­flod; det er Enhver bekjendt at Embeds­mæn­de­ne og især Kjøbste­der­nes Embeds­mænd og iblandt dis­se for­nem­lig de Gje­ist­li­ge have lidt saa­re meget i dis­se Kri­gens Aar. Blandt de sids­te er jeg. Men den usle Rest jeg har til­ba­ge, off­rer jeg med Glæ­de for Nor­ges Frie­hed og Selv­stæn­dig­hed. Jeg har ikke arve­li­ge Pri­vi­le­gi­er; jeg har ikke meget at efter­la­de mine Børn; men det­te øns­ker jeg, det­te haa­ber jeg at kun­ne sige dem engang: Nor­ge er frit og uaf­hæn­gigt: I ere dets frie Bor­ge­re; ogsaa jeg har, efter rin­ge Evne, bidra­get der­til. Ikke vil­le I for­ban­de mit Støv, for­di jeg ingen anden Arv formaa­e­de at efter­la­de Eder.

Oscar Wergeland: Riksforsamlingen på Eidsvoll 1814.

Oscar Wer­ge­land: Riks­for­sam­lin­gen på Eids­voll 1814.

Og Du Nor­ges Odels­mand! som dog har noget Meere der bin­der dig til Føde­lan­det, skul­de du intet vil­le opof­re, nu vel da, vælg det Eenes­te som staa­er til­ba­ge, vælg Svensk Herre­døm­me! og naar da engang i Tiden dine Efter­kom­me­re, med­ens de arbei­de som Træl­dyr under det uvær­di­ge Adelsaag, med­ens de uds­ues og suk­ken­de læse i Krøn­nik­ken hvad Nor­ge, hvad Nord­mænd engang har været – naar de da paa det sids­te Blad i Nor­ges Krøn­nik­ke læse: da man skrev Aar efter Chris­ti Byrd 1814, da solg­te Nor­ges Mænd Deres Nations gam­le Hæder, Deres Fri­hed og Uaf­hæn­gig­hed, Deres Børns Odel for en Sum hvor med hver Mand kun­de kjø­be en Tøn­de Korn. Da vil­le De for­ban­de vort Min­de og bit­tert spot­te med vor Usselhed.

O lader os dog ikke bedæk­ke vort Navn med Skjendsel!

Vor Stil­ling er ikke glim­ren­de, og dog spør­ger jeg, hvil­ket Folk kjøb­te nogensin­de sin Fri­hed og Uaf­hæn­gig­hed for saa rin­ge en Pri­is? Spa­ni­en har ikke vun­den saa megen Agtel­se og Beund­ring som i dis­se 7 Aar da det kjæm­pe­de med utræt­te­ligt Mod for Fri­hed og Uaf­hæn­gig­hed; At til­in­tet­gjø­re Deres Ejen­dom­me, jage Hus­tru og Børn ud for at van­ke om i ube­kjend­te Egne, uden at vide hvor de skul­de fin­de Brød, det­te toge de ikke i Betænk­ning for at vin­de hiin Skat, Fri­hed for frem­med Under­tryk­kel­se? Og Eder, Nord­mænd, Eder tør man opford­re til en saa skam­me­lig Feig­hed, til saa skjen­di­gen at forra­a­de det gjen­giv­ne Fæd­rene­land, at bort­gi­ve det til Frem­me­de, til en Arve­fien­de, for at spa­re en Haand fuld forslid­te Bankosedler.

Euro­pas Øine ere Hæf­te­de paa os, de offent­li­ge Tiden­de der tale med høi Beund­ring om den ædle Beslut­ning, vi have fat­tet. O lader os dog ikke bedæk­ke vort Navn med Skjend­sel! lader os ikke bli­ve til Spot og Lat­ter for de man­ge Folke­slag, der have lidt saa Meget og saa Skræk­ke­ligt for at naae det Kle­no­die vi have i Hæn­de. Her gives Mænd iblandt os, der true med at for­la­de Fæd­rene­lan­det saa fremt det bli­ver frit. Bort med Dem! lad Dem læn­ge nok flye det Land hvis uæg­te Søn­ner de ere!

Jeg for min Deel anta­ger alt­saa Finantz Com­mitte­ens For­slag. Om jeg ejer, eller kan til­veje­brin­ge den Sum Rigs­bank­sed­ler som af mig maat­te ford­res, det veed jeg ikke; men at jeg opoff­rer ind­til den sids­te Rest, det veed jeg.»

TEMA

N

orgeshi
storie

19 ARTIKLER FRA VOX PUBLICA

FLERE KILDER - FAKTA - KONTEKST

INGEN KOMMENTARER

KOMMENTÉR

Comments are closed.

til toppen