Pioneren

Tenk om Aasta Hansteen hadde hatt en metoo-kampanje å støtte seg til der hun gikk gjennom Kristiania på kveldstid med ridepisken sin for å beskytte seg mot innpåslitne menn!

Eller når hun trådte frem som Norges første kvin­nelige fore­dragsh­old­er – og ble møtt av run­gende masku­line lat­ter­brøl fra salen, spott og trakasser­ing. Ist­edet ble hun sett på som man­nevond og vanske­lig, og all mot­standen ble etter­hvert så krevende, at hun emi­gr­erte til USA i nesten 10 år.

“Publikum haanlo, trampet og ropte til hende”

Aas­ta Hansteen (1824–1908) er en av disse pio­nerene som brøy­ta vei i den manns­domin­erte vel­linga ved å ha en oppførsel som til de grad­er over­skred det aksepterte for en kvinne i dati­dens Norge.

I til­legg til å være første norske kvinne til å tale borg­erlig kvin­nesak i offent­ligheten, var hun også Norges første kvinne som blei utdan­na til pro­fesjonell billed­kun­st­ner. Prob­lemet her var at hun ikke bare var malerinne, men en ambisiøs sådan. Dette gjorde at kar­ri­eren ikke varte så lenge, da en kvinne til nøds burde holde seg til portrettma­lerier, noe som føltes alt­for begrensende for Hansteen. Maler­pe­ri­o­den ble likev­el veldig vik­tig for henne; hun ble anerk­jent som portrettmaler, og kun­sten gav henne selvtil­lit til å fort­sette sine andre kam­per gjen­nom resten av livet.

Hansteen var også en av de aller første bruk­erne av den nye mål­for­men landsmål, den første blant borg­er­skapets kvin­ner som gikk aleine på gata (også på kvelden), og som frekven­terte kafeer alene (Uten anstand! Skan­dale!) — hun var rett og slett en pio­ner på flere arenaer.

Aas­ta Hansteen, 1863 av A. Moestue

Men tilbake til den tal­ende Aas­ta Hansteen. Virk­somme ord-data­basen innehold­er foreløpig fire av Hansteens taler og fore­drag, og hennes mest kjente er fore­draget (og boka): «Kvin­den skabt i Guds billede». Dette reiste hun rundt med, og høstet, vel, ikke akku­rat applaus, men i hvert fall nys­g­jer­rige tilskuere. De kunne få se noe så ekso­tisk (og lat­terlig) som en kvin­nelig fore­dragsh­old­er! Over­alt hvor hun kom, ble hun lat­terlig­gjort og trakassert av salen og kri­tik­erne. Anders Johansen skriv­er i sin ennå ikke utgitte “Komme til orde. Poli­tisk kom­mu­nikasjon i det 19. århun­dre”:

En ung mann som var til stede da Hansteen opp­trådte i Trond­hjem, hus­ket det seinere som noe av det pin­lig­ste han hadde opplevd. «Pub­likum haan­lo, tram­pet og ropte til hende. Bare det at hun var kvin­de og stod paa taler­stolen – noget sligt var aldrig den gang set – det var saa uhyre komisk. Naar der­til kom at hun var en liten, uanselig skikkelse, som med heftighet utkastet sine orig­i­nale idéer, da blev komiken for grandios – for mængden.»

Tal­en i seg selv er i grunn ikke det spor mor­som, men heller et kamp­skrift mot den patri­arkalske kirkens «han­kjønnstyran­ni» som ikke ville tilk­jenne kvin­ner det samme verd eller de samme ret­tigheter som menn. Når kvin­nen i likhet med man­nen var skapt i Guds bilde, måtte hun være likestilt med ham, mente hun, slik at de sam­men kunne få gi stemme til alle tonene i orgelet:

Naar Kvin­de­lighe­den bliv­er erk­endt som aan­delig Stør­relse, da vil endelig Men­neske­he­dens Orgel kunne tone med “fuldt Spil”, (Aas­mund Olaf­s­son Vin­je), efter­at hidtil, gen­nem Aar­tusin­der, den man­dlige Røst har lydt, altoverdøvende og “alene, med Styrkens Haardhed.”

Hun innrøm­mer lett at mot­standen mot kvin­nesak­en finnes hos både menn og kvin­ner, men at hun nå ret­ter seg mot de mannlige motstanderne:

Den Sag som kaldes Kvin­de­sagen, dette Arbei­de som dri­ves over hele den civilis­erede Ver­den for at forbedre Kvin­dernes Still­ing og ind­sætte dem i deres naturlige Ret­tighed­er, denne Sag har sine Mod­standere, som frem­stille den paa en saa for­vendt og karikat­uragtig Maade, at man har ondt for at tro, at det virke­ligt er deres Opfat­ning de kom­mer frem med, man nødes næsten til at tro, at der er ond Vil­je med i Spillet; det vil da sige, at de slaa sig dumme, som man siger, for ikke at indrømme det berettigede, det uen­deligt berettigede, i dette Arbei­de, for at frigøre Kvin­derne fra For­dommenes Tryk. Denne Sag har man­dlige Mod­standere og kvin­delige Mod­standere. Jeg ved ikke hvem af disse som er værst. De man­dlige Mod­standere er mere tykhud­ede, men de kvin­delige Mod­standere er over al Maade stiv­nakkede og alde­les umod­tagelige for For­nuft. Alligev­el er disse Strø­tanker, som jeg nu vil frem­føre hov­ed­sageligt ret­tede mod de man­dlige Mod­standere, af den Grund, at jeg synes at der nu er, og altid har været, hakket alt­for meget paa Kvin­derne og alt­for lidet paa Mæn­dene. Jeg vil der­for lade de kvin­delige Mod­standere sejle deres egen Sø. Jeg vil blot se hen til, at man ikke kan vente stort af Kvin­derne, da de lever i saa trykkede og ind­skrænkede Forhold, og er blevet vet­skræmte af alt­for megen Hov­mesterering fra alle Kan­ter, baade fra den verd­slige og fra den geistlige Side. Med Magth­a­vere behøver man der­i­mod ingen Medli­den­hed at have.

“En Bemærkning, som røbede et tænkende Væsen”

Et annet fore­drag, holdt på Sagatun Folke­høgskole i 1879, har tit­te­len «Kvin­de­sagen set fra Folke­højskolens Stand­punkt», og her får vi glimt av de sosialt snevre rammene kvinnene oper­erte i:

- Hvor nøje man imi­dler­tid tog det med Hen­syn til «Over­greb» fra Kvin­dekøn­nets Side, faar man Besked om i Verge­lands Brevvek­sling. Vi ser der, at Fredri­ka Bre­mer i 1840 havde skrevet til Hen­rik Verge­land for at forhøre sig om norske Forhold, da hun vilde digte en Fortælling som skulde fore­gaa i Norge. Hun spørg­er, om det kan gaa an at skil­dre en ung norsk Pige som inter­esser­er sig for noget mer end Silke­baand og Smør­re­brød. Her­til svar­er Verge­land: Nei det kan ikke gaa an. Han havde selv været tilst­ede, i et Sel­skab, hvor en Dame havde gjort en Bemærkn­ing, som røbe­de et tænk­ende Væsen, og da havde Her­rerne tydelig vist at de havde en pin­lig Fornem­melse, man kunde mærke at de heller havde øns­ket at høre en Ytring af en anden Slags, f. Ex. «Søde Lina, hvor har du købt det Kjo­letø­jet?» Og Damerne havde faaet en ren Skræk, de saa du som en Flok Høns som Høgen netop har flø­jet over.

Her var det sket et Over­greb, et af disse frygtelige, hvor «Naturens Lov» og «Guds Anord­ninger» er kræn­ket, det var tydeligt for Alle!

Hun ser likev­el noen lyspunkt, blant annet en omdrein­ing hos samti­dens dik­tere, med for eksem­pel Ibsens kvinneskikkelser:

Vi føler som en Luft­ning af den gam­le frie norske Folkeaand komme os imøde, vi ser vore Digtere som Ledere i Spid­sen for det folke­lige Frem­skridt. Vi føler en Forvis­ning om at naar Folkeaan­den engang bliv­er rigtig vaa­gen og reis­er Hov­edet, da vil dens første Gern­ing være at føre Frøya, Hus­fru­en, Kvin­den igen op i Højsædet, hvor i Nor­den fra gam­mel Tid, hen­des Plads altid har været. Og naar det er sket, da maa Forkuelsen forsvin­de og det nordiske Folke­liv vil opblom­stre i fuld Kraft og Skønhed.

Som nevnt emi­gr­erte Hansteen til USA i nesten ti år på grunn av alt trykket rundt henne, men da hun return­erte, kom hun til et Norge som både var poli­tisk og kul­turelt endret siden hun dro. Nå ble hun mot­tatt som den kvin­nesaks­pi­oneren hun virke­lig var, til stor inspi­rasjon for dati­dens ferske og den senere etablerte kvin­nebeveg­elsen. I 1904 ble hun æresmedlem i Norsk Kvin­nesaks­foren­ing, og hun fort­sat­te selv sitt eget kvin­nesak­sar­beid helt til sin død, både gjen­nom fore­drag og kronikker.

Kilder:

Anders Johansen: «Komme til orde. Poli­tisk kom­mu­nikasjon i det 19. århun­dre» (under utgivelse)
Norsk biografisk leksikon
Store norske leksikon
Wikipedia

TEMA

K

vinnesa
k

12 ARTIKLER FRA VOX PUBLICA

FLERE KILDER - FAKTA - KONTEKST

INGEN KOMMENTARER

Kommentarfeltet til denne artikkelen er nå stengt. Ta kontakt med redaksjonen dersom du har synspunkter på artikkelen.

til toppen