Fredag 11. mars 1814 var bergenserne samlet i kirken. De skulle peke ut representanter til en grunnlovgivende forsamling. Presten Jonas Rein ble valgt som en av fire; han ledet edsavleggelsen, som forpliktet både velgere og valgte til å slutte opp om politikken til den danske kronprins Christian Frederik.
Bakgrunnen var denne: I januar hadde de europeiske stormaktene bestemt at Kongen av Danmark skulle avstå Norge til Kongen av Sverige. Napoleonskrigene var over; danskekongen befant seg på tapernes side, nå fikk han betale. Det var i denne situasjonen Christian Frederik tok et dristig initiativ. I et desperat forsøk på å beholde Norge, satset han på å la seg utrope til konge for en selvstendig norsk stat. Som arving til den danske tronen ville han så en gang i fremtiden kunne gjenskape den gamle helstat.
Grunnlovsjubileet og talene
Hva ble sagt — og sunget — i det skjellsettende året 1814? Med vekt på hendelsene i Bergen arrangerer UiB et festmøte i Korskirken 14. mai med skuespillere, sang og musikk. Vox Publica dokumenterer i en serie artikler de seks talene som er valgt ut til festmøtet.
Først viste han til sin arverett. Men flere omkring ham insisterte på at denne retten var gått tapt; kongen var blitt tvunget til å gi den fra seg. Prinsen ble etter hvert overbevist om at hans eneste utvei nå var å appellere til det norske folket. Han innså at han måtte gå god for det moderne, liberale prinsipp om folkesuvereniteten. Dét går ut på at kongens makt har sitt grunnlag i at folket en gang har betrodd ham makten. Når han nå hadde gitt den fra seg, var den ifølge dette prinsippet gått tilbake til folket, som nå igjen sto fritt til å overdra makten til hvem det ville. Hvis Christian Frederik skulle ha håp om å sikre seg Norge, måtte han altså la seg velge. Derfor aksepterte han også å kalle sammen en riksforsamling, der nordmennene selv kunne utarbeide en grunnlov og bestemme hvordan landet skulle styres. Konstitusjonelle begrensninger på makten fikk han tåle, om denne makten bare ble hans.
Christian Frederik instruerte embetsverket om hvordan det hele skulle ordnes. I kirkene rundt om i landet skulle det avholdes valg på representanter til en riksforsamling, samtidig som det ble avlagt en troskapsed til fedrelandet. Dette var et taktisk grep som overrumplet alle motstandere. Med eden i kirkene fikk Christian Frederik tilslutning til sin politikk, direkte fra folket som helhet. Dette løftet som alle var nødt til å avlegge, i form av en høytidelig ed i Guds navn, var et middel til å binde riksforsamlingen. Da prinsen senere ønsket delegatene velkommen til Eidsvoll, minnet han dem om dette. «Det hele Folk har i Herrens Tempel aflagt den høitidelige Eed, at hævde Norges Selvstændighed», sa han da: «den Eed skal I besegle, trofaste Nordmænd.» Slik gjorde han det klart for dem hva de hadde forpliktet seg til og hva de var avskåret fra. De hadde allerede sluttet seg til prinsens motstandspolitikk. Å argumentere for en minnelig ordning med Sverige, var etter dette både å bryte med folkesuvereniteten og å bryte sitt løfte til Gud.
Jonas Rein: Norges Selvstændighed
Tale og bønn ved avleggelsen av eden til Norges selvstendighet
Bergen, 11. mars 1814
“Det er i dag bekjendt, at Danmarks Konge, Frederik den Sjette, som ogsaa var vor Konge, nød af Vold og Overmagt, har løst alle sine norske Undersaatter fra sin Troskabs-Eed til sig, ja, end mere, nød af samme Vold, at afstaae Norges Rige til Sverrig. Han kunde ikke andet den gode Konge, Voldsmænds blodige Sværd svævede ham over Hovedet. Men vi friebaarne Nordmænd lade os ikke mageskifte som man bytter Fæ.
Les hele talen
Dette er et utdrag av Reins tale. Les hele talen på Virksomme ord, og se flere taler av Rein.
Ak! der hviler Blodskyld over Sverrig! De have valgt til Kronprinds en oplært Menneskeslagter, som nu lader sig bruge som Hærfører mod sit eget Fædreland, med ham har Sverrigs Regjering nu udkommanderet over 25000 svenske Mand, fra Gaard, fra Hustru, fra Børn, at stride i fremmed Land for Frihed – maaske. Nei, for Penge.
O! I, mine Brødre! blive udcommanderede langt borte fra elsket Fædreland, henud i Tydskland, hvor nu mangen faver svensk Kriger falder for franske Kugler. Du skal bytte med ham, og der, der skal dit ærlige norske Blod flyde; der skal du bløde dig i hjel for dit Fædreland – maaske! O, nei! for fremmed Herskab, for fremmede Penge; du skal sælges som Fæ, sælges af en Slagterdrift.
Ja, Nordmand! du ærlige Nordmand! Da du nu visselig maa bære Krigens Byrder, hvad enten du godvillig, som ræd Slave, gaaer over til Svensken eller ei — bør du da ikke langt heller kjæmpe for Frihed, for Ære, for Hustru, for Børn, for Eiendom — Du, Nordmand! som skal bløde, vil du da ikke heller bløde dig i hjel for dit Fædreland, end for Voldsmand? Og vil du da ikke heller døe med Ære end leve med Skam?
Ja! jeg læser i enhver ærlig Nordmands gnistrende Øine hva der staaer i hans Hjerte: Jeg vil kjæmpe for Fædreland, min Fædrejord skal før drikke mit varme Blod før jeg sviger — saa raaber du, Landsmand!
Men hvo fører os an? Hvor er Bannern? siger du. — Du har Anfører, Broder! Lovet være Gud! du har ham. Han kom til os som hin Engel, fra Himmelen høit, han Norges Odelsmand, Prinds Christian Frederik. Han vil føre dig an, han vil dele Liv og Død med dig.
Udi 434 Ar var Norges Klipper foreenede med Danmarks Sletter — Klipperne gave Staal mod Voldsmand — Sletterne gave Armene Kraft at føre Staalet. Udi 365 Aar regjerede den oldenborgske Stamme Norge og Danmark faderligen. Nordmand, Nordmand! for 365 Aar siden, var din Farfaders Farfaders Oldefaders Oldefars Fader med at vælge og hylde, og sværge første Troskabs-Eed til første Konge af denne Stamme: Chr.1ste. De svore ærligen de Mænd, de holdt hvad de svoere, thi de frygtede Gud, derfor ærede og lydde de Kongerne.
Ja! jeg synes at høre i Dag vore Oldefædres salige Aander raabe ned af Himmelen til os: Vi her oppe i vor Faders Huus, vi synge nu Saligheds Sange, som alle Himle give Gjenlyd af, denne Sang: Strider, Børn! Som vi strede, og da skulle I engang siunge med os: Amen, Velsignelse, og Ære, og Visdom, og Taksigelse, og Pris, og Magt, og Styrke være vor Gud i al Evighed.
Men her taler til os en vigtigere, høiere Stemme: Pligtens, Ærens og Frihedens hellige Stemme, og dette er Guds Røst; thi hvem bød Pligt og Ære og Frihed uden Gud. Som vor Tro er vor helligste Eiendom til Himlen, saa er vor borgerlige Frihed og Ære paa Jorden. Forsvar dit Liv, din Eiendom! overgiv ikke dine umyndige Børn til Slavelænker! Det er Guds Røst i vort Hjerte. Derfor opfordrer jeg eder i Dag at aflægge denne Eed: At forsvare med Liv og Blod Norges Selvstændighed.
Jeg aflægger først denne Eed.
Maatte Nogen tænke: du er Guds Ords Lærer, det er ikke dit Kald at gaae i Krig, du vover ikke saa meget som jeg, der kan komme at staae for Kugler og Sverd.
Ja, Broder! jeg torde vove ligesaa meget som du. Jeg vover Embede, ja Liv. Man døer ogsaa for Sandhed. Thi dersom det skeer, det Gud forbyde! at vort Norge erobres med Magt, da vil Voldsmand sige til mig: Du stemplede din Menighed at forsvare Norge — Du ugjød Blod — Du skal døe — Ja jeg døer gladelig.
Folkeeden (avlegges av forsamlingen)
Sværge I, at hævde Norges Selvstendighed, og at vove Liv og Blod for det elskede Fædreneland?
Det sværge vi, saa sandt hjælpe os Gud og hans hellige Ord!
Min velsignede Menighed! eet beder jeg dig, for den Kjærlighed, der er mellem os, – skeer det, det Gud afværge! forbarm dig over min Enke og mine faderløse Børn! drag Omsorg for dem! O! saa døer jeg gladelig, thi jeg døer for Pligt, for Ære, for Frihed.
Jeg oprækker nu min Haand til Himlen, Gud række nu sin Haand til mig!
Jeg sværger at hævde Norges Selvstændighed og at vove Liv og Blod for det elskede Fædreland, saa sandt hjælpe mig Gud og hans hellige Ord!”
Om Jonas Rein
Jonas Rein (1760–1821) var sogneprest i Nykirken i Bergen. Han utga flere diktsamlinger, helst i den melankolske gate; ifølge Zetlitz var han «den sande Sorgs ulignelige Sanger». I Riksforsamlingen på Eidsvoll møtte han som Bergens fjerde representant. Her opptrådte han som markant tilhenger av selvstendighetspartiet og som en effektiv taler. Ifølge Henrik Wergeland praktiserte han en «energisk flammende Veltalenhed», full av «heftige Udgydelser». Hans ofte aggressive utfall mot «svenskepartiet» skaffet ham mektige fiender. Som taler i riksforsamlingen fikk han i flere tilfeller avgjørende innflytelse – men det kostet ham antakelig bispestolen i Bergen da den ble ledig etter Johan Nordal Brun i 1816.